Arts

Nyhedsbrev fra dekanen

Kære medarbejdere, kære studerende,

Campus er atter fyldt af nye og ’gamle’ studerende – og det er en fornøjelse at gå igennem parken og møde kolleger på Ringgaden. Den særlige tilstand i forbindelse med COVID-19 kan allerede synes langt væk. Jeg vil gerne stoppe op lidt inde i det heldigvis summende efterårssemester og endnu engang takke både studerende og medarbejdere for udholdenhed og vedholdende vilje til sammen at løse problemerne, efterhånden som de rejste sig. Det er en epoke, som vi alle vil se tilbage på og huske. Rege­ringens beslutning om fuld genåbning markerer en øget tryghed, og vi er begyndt at løfte blikket fra nedlukningernes ad hoc-problemer.

Det er derfor også tid at gøre status efter stormen. Det vil utvivl­somt ske gradvist efterhånden, som fagmiljøerne får talt sammen, og gjort status over såvel ska­derne som over, det man gerne vil have med sig. Vi vil ikke i fakultetsledelsen udsende et dekret om hjemmearbejde, online undervisning eller rejser vs. online møder, men vil følge fagmiljø­ernes og enhedernes diskussioner og skridt for skridt overveje, hvad der kan gøres for at støtte opsamlingen af gode erfaringer.

En af de ting, som fylder meget i alles bevidsthed er, at der nu har åbnet sig mulighed for rejser og konferenceaktiviteter. Først og fremmest vil jeg gerne opfordre til, at I alle udviser forsig­tighed i planlægningen af kommende rejser eller aktiviteter, som rummer besøg. Der er stadig dele af verden, som er risikoområder, eller hvor sundhedssituationen kan udvikle sig uventet. Jeg ved, at mange af jer også føler en stor ansvarlighed for at rejse på måder, som er ansvarlige over for klima og miljø. Det har jeg den største respekt for. Jeg vil samtidig advare mod, at man individuali­serer dette ansvar. Udveksling med fagmiljøer i ind- og udland er en del af det akademiske liv, og udviklingen af gode måder at opretholde den faglige udveksling er en kollegial opgave i de enkelte fagmiljøer. Vi vil i fakultetsledelsen støtte disse bestræbelser. Jeg forventer, at mange kortere møder eller møder af mere bureaukratisk art vil kunne afvikles online, sådan at man stadig kan mødes til aktiviteter, som fagmiljøerne prioriterer. Så må vi samtidig arbejde på mere miljøvenlige rejseformer. Det vil, som alt andet, ske i tæt samarbejde også med udenlandske fagmiljøer og kolleger.

Før sommerferien tog fakultetsledelsen beslutning vedrørende den organisations­diskussion, som blev igangsat i foråret. Selv om vi ikke skrider til at ændre institutstrukturen, ude­står der stadig overvejelser om, hvad der kan gøres for at sikre en bedre sammenhængskraft. Jeg besøgte for kort tid siden institutledelsen på IKK, som er klar til at overveje disse spørgsmål for dette store instituts vedkommende. De varslede – pragmatiske – greb til at styrke samarbejdet på sprogområdet og på uddannelses­området vil vi formentlig først tage op i løbet af et par måneder. Det er et meget intensivt efterår, hvor der blandt andet bliver arbejdet med at se på uddannelses­planlægningen.

Forsommeren var præget af den store ’forskningsfrihedskrig’. Tak til alle, som har støttet kolleger, alle som holdt ud, og også tak til alle, som har bidraget til en lødig debat fra universiteternes side. Jeg vil gerne opfordre alle, som er optaget af dette spørgsmål, til at se det åbne samråd i Folke­tingets forskningsudvalg den 1. september om dette emne. Den kan ses på Folketingets hjemme­side. Den nye uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen fremkom her med klare og principfaste udmeldinger om forskningsfriheden, respekten for forskernes ytringsfrihed og tog afstand fra at hænge navngivne forskere ud fra Folketingets talerstol. Det er udmeldinger præget af ordentlighed. Mon ikke det åbner et nyt og bedre kapitel i denne debat.

Mange af jer vil være optagede af, hvad der er i vente på den politiske front. Det er for tidligt at forvente noget afgørende nyt. I kender alle regeringens udspil fra før sommerferien, som rum­mer en studiepladsreduktion i de store byer på op til 10 %. Vi er her efter ferien blevet orienterede om forventningerne til processen. Universiteterne skal frem mod jul fremlægge deres planer. Der­efter vil embedsmændene og ordførerne tage stilling til indspillene. Jeg skal ikke lægge skjul på, at det i udgangspunktet er en stor udfordring for os. Vi har i fakultetsledelsen i lukket kreds ind­ledt overvejelser om de mulige scenarier. Det er næppe endnu muligt at forudsige noget om, hvilken vej de enkelte institutioner vil tage, eller om hvad resultatet kan blive. De interne drøftel­ser og de eksterne forhandlinger vil gennemløbe flere omskiftelige faser, før vi omkring april 2022 kender udfaldet. Det siger sig selv, at det i værste fald kan indebære et betydeligt økonomisk slag, som fakultetet i givet fald må finde måder at modvirke over en årrække, som strækker sig frem mod slutpunktet for indfasningen i 2030.

Selv om det kan være nedslående at leve med sådanne skyer over hovedet, vil jeg minde om, at dette fakultet har gennemlevet større udfordringer og ved samarbejde og flot arbejde har konsolideret vor økonomi efter dimensioneringen og en række andre besparelser. Under alle omstændigheder er vi nu tilbage på vor sædvanlige dont, og det kan vi kun glædes over.

Johnny Laursen