Afklaring på lukkede uddannelser

Aarhus BSS har nu overblik over de muligheder, man kan tilbyde studerende med retskrav på MACC-uddannelsen, der lukker for optag i 2019. En særlig cand.merc.-linje i Strategic Communication er netop blevet godkendt, mens ITKO-uddannelsen åbner op for flere studerende, fortæller prodekan for uddannelse Per Andersen.

Foto: AU Foto

At sikre de berørte studerende en relevant kandidatuddannelse. Det har været omdrejningspunktet, siden det i efteråret blev besluttet, at BA i Marketing and Management Communication (BAMMC) og MA i Corporate Communication (MACC)-uddannelserne på Institut for Virksomhedsledelse som konsekvens af den internationale dimensionering af studiepladser ikke længere skal udbydes.

Fakultetets løsningsforslag var at udbyde en særlig cand.merc.-linje i Strategic Communication som afløser for MACC’en fra 2020, hvilket for ganske nyligt er blevet godkendt af Styrelsen for Forskning og Uddannelse. Denne løsning gælder dog kun for BAMCC-studerende og ikke studerende, der læser kommunikationslinjen på International Virksomhedskommunikation (IVK), som fortsat har retskrav på cand.ling.merc.-uddannelsen. Desuden vil kandidatuddannelsen i IT, Kommunikation og Organisation (ITKO) fra 2019 optage 50 flere studerende om året, mens MACC’en altså fortsat vil være en mulighed for de BAMCC- og IVK-studerende, der bliver færdige til sommer.

Afklaringen betyder, at alle BAMCC- eller IVK-studerende, der følger deres normerede studietid, vil kunne fortsætte på en relevant kandidatuddannelse. For studerende, der er blevet forsinket i deres studier, kan mulighederne være lidt anderledes, og de vil derfor få tilbudt vejledningssamtaler med henblik på at få tilrettelagt et evt. individuelt studieforløb, fortæller prodekan for uddannelse Per Andersen:

”Det vigtigste er, at alle studerende får mulighed for at afslutte deres uddannelse på bedst mulige vis,” siger han. ”Mange studerende har været igennem et noget omtumlet forløb, og vi har sat alle sejl ind på at finde gode løsninger. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi nu har fået afklaring på, hvilke muligheder vi kan tilbyde de berørte studerende - og at vi har styr på de uddannelser, der skal lukke, og den nye linje, der skal oprettes.”

Hvad med medarbejderne?

Udover at sikre de studerende bedst muligt er det også vigtigt at få skabt gode og holdbare løsninger for de medarbejdere, som i dag underviser på BAMCC og MACC-uddannelserne, fortæller studieleder Christian Waldstrøm, viceinstitutleder på Institut for Virksomhedsledelse:

”Der vil stadig være masser af behov for undervisning og vejledning på uddannelserne de næste to-tre år,” siger han. ”Derefter skal vi se på, hvordan vi fremover kan tænke kommunikationsfagligheden ind på vores eksisterende uddannelser. Det bliver en spændende proces, som jeg naturligvis vil inddrage medarbejderne i til den tid, så vi får alle gode kræfter i spil”.