Morten Rask er blevet konstitueret prodekan for uddannelse

Morten Rask er per 1. februar 2021 konstitueret prodekan for uddannelse på Aarhus BSS.

Morten Rask
Foto: Lars Kruse, AU Foto

Den 1. februar 2021 bød dekanatet på Aarhus BSS velkommen til Morten Rask, der har indvilget i at lade sig konstituere som prodekan for uddannelse. Det sker i forbindelse med, at tidligere prodekan for uddannelse Per Andersen bevæger sig videre til en stilling som professor MSO ved Juridisk Institut.

Dekan Thomas Pallesen er glad for, at Morten Rask har takket ja:

”Morten er lektor, viceinstitutleder og studieleder ved Institut for Virksomhedsledelse og med ham får vi en meget erfaren forsker og underviser, der samtidigt har en lang og betydelig erfaring med studieledelse på businessområdet. Vi ser frem til samarbejdet.”

Morten Rask glæder sig ligeledes over det nye samarbejde:

“Direkte eller indirekte arbejder alle på Aarhus BSS med at forstærke de solide forskningsbaserede uddannelser, vi har. Samarbejdsrelationerne er derfor mange, og det er afgørende, at de er baseret på dialog og refleksion, som skaber ansvar og fremdrift. Jeg glæder mig over at være med her.”


Læs mere