Ny studieleder på ITKO-uddannelsen

Professor Jakob Arnoldi fra Institut for Virksomhedsledelse er ny studieleder på kandidatuddannelsen i IT, kommunikation og organisation - i daglig tale, ITKO. Her fortæller han lidt om sine planer.

Jakob Arnoldi
Foto: AU Foto

Hvilke erfaringer og kompetencer bringer du med dig ind i studielederrollen?

Jeg har først og fremmest undervist på Aarhus BSS siden 2011 på en del forskellige fag. Jeg har samtidig været en del af ledelsen på Institut for Virksomhedsledelse fra 2015 og indtil 1. august i år, så jeg kender både instituttet og dets medarbejdere, og jeg kender også fakultetet og administrationen.

Hvilke projekter og opgaver glæder du dig til at tage fat på i din nye funktion?

Jeg overtager en uddannelse, som lige er blevet omstruktureret, som vækster hvad angår optag, og som nu kører både i Herning og i Aarhus. Det er naturligvis vigtigt at få det nye ITKO godt fra land. Heldigvis er der dygtige linjekoordinatorer både i Aarhus og i Herning (og dygtige og erfarne undervisere), der har godt greb om tingene, så det er jeg helt tryg ved.

Derudover skal der sikres tilpas ensartethed på tværs af de to uddannelsessteder, uden (og det, synes jeg, er vigtigt), at man mister fleksibilitet til at kunne udnytte individuelle lokale ressourcer.

Sidst, men ikke mindst, har den nye uddannelse et ambitiøst mål om at indarbejde videnskabelig metode på tværs af de enkelte fag. Det er en vigtig opgave at sikre, at det sker, så de studerende bliver bredt og solidt klædt på metodisk, både set i forhold til deres specialeskrivning, men også til deres generelle evne til kritisk at forstå og fortolke viden.