TAP på den fede måde!

… sådan beskrives Astrid Larsen, kåret som den første Årets administrative medarbejder på Aarhus BSS. Prisen vinder hun for sin ekstraordinære arbejdsindsats – noget som studerende i jura, kollegaer i Aarhus BSS Studier (Undervisning og Eksamen) samt censorer, undervisere og administration på Juridisk Institut nyder godt af.

19.08.2016 | Ingrid Marie Fossum

Klik på billedet for fuld version.

Blandt komplimenterne, som går igen i indstillingerne, er, at Astrid Larsen er venlig, hjælpsom, imødekommende og serviceminded. Og så er hun en effektiv og kompetent problemløser med en positiv ånd. Det har ført til mange tilfredse studerende, som hun har hjulpet igennem det, som i situationen kan føles som uoverskuelige udfordringer omkring eksamen og aflevering af eksamensopgaver.

Hvad består dit arbejde i?

Jeg sørger for undervisnings- og eksamenstilmelding samt tager mig af specialer og eksamensbeviser for dem, der læser på kandidatuddannelsen på jura.

I dag foregår meget via telefon og mail, men det sker, at der kommer studerende forbi – enten fordi de er meget kede af det og skal have hjælp til noget, eller fordi de er rigtig glade og vil fortælle, at det er gået godt med deres eksamen.

Som forsker ved man, at man er succesfuld, hvis man publicerer i et godt tidsskrift, og som underviser kan man få positive tilbagemeldinger fra de studerendes evalueringer. Men hvordan yder man en ekstraordinær indsats som administrativ medarbejder?

Jeg tror, at det først og fremmest handler om hurtighed – at man agerer hurtigt og svarer hurtigt på de studerendes eller undervisernes problem. I stedet for at sige ”det er ikke mit problem”, hjælper man folk videre. Det handler om, at de studerende føler, at de har fået en god behandling simpelthen.

Det er i hvert fald de reaktioner, jeg får tilbage fra studerende. Hvis de er lidt bekymrede pga. situationen nu og her, er det vigtigt med et hurtigt svar. Måske står jeg ikke altid selv med svaret, men henviser dem videre eller siger, at jeg lige skal undersøge det nærmere, før jeg vender tilbage.  På den måde undgår man, at de studerende hænger i det uvisse og skal gå i 24 timer og tænke på, hvad der nu kommer til at ske med deres eksamen eller lignende.

Jeg giver folk en fornemmelse af, at jeg er her, og at de gerne må skrive eller ringe til mig. Jeg prøver altså at hjælpe hele vejen rundt – og det har jeg jo mange kollegaer, der også gør.

På hvilken måde oplever du at blive anerkendt for dit arbejde?

Jeg får mange mails tilbage med tak. Og der har sågar været nogle, der har sagt, at de takket være mig er kommet igennem studiet. Det sker også, at studerende kommer med kage eller chokolade. Det er virkelig super dejligt, når man kan mærke, at én, der har tumlet rigtig meget med sit studie, kommer igennem og bliver færdig. Man kan mærke, at de er jublende lykkelige over det.

Men også kollegaerne på Juridisk Institut og f.eks. censorerne er rigtig gode til at give tilbagemeldinger på, at de er tilfredse med samarbejdet.

Hvis du skulle holde en takketale over at modtage denne pris, hvad ville du så sige?

Jeg ville sige, at jeg er rigtig glad for, at man anerkender den indsats, som jeg og bestemt også mine kollegaer yder i hverdagen. Det er dejligt, at vi på den måde er synlige i deres [instituttets] produktionsapparat. For man kunne jo tro, at de havde nok i sig selv. Netop derfor er det dejligt, at de går over gaden på den måde, bogstaveligt talt [Juridisk Institut og Aarhus BSS Studieadministration er placeret på hver sin side af Ringgaden].

Prisen består af 25.000 kroner til fri afbenyttelse – hvad vil du bruge dem på?

Der står rejse på de penge. Måske i en autocamper rundt i Californien. Nu må vi se – det er jo så nyt det her med prisen.

I en af indstillingerne står der, at ’Vi håber meget, at hun vil vente i mange år med at gå på pension!’ – hvad siger du til det?

Ha-ha, vi griner lidt af det i afdelingen en gang i mellem, for det er nok ikke nogen hemmelighed, at jeg er  63½ år. Så inden for nogle år skal det jo være – selvom mine kollegaer ikke vil høre af det. Men nej, der er ingen dato sat, og jeg har ingen planer om at gå på pension foreløbig.

Astrid Larsens CV

  • Aarhus BSS 2011-?
  • TDC 1995-2010
  • ØK Data 1993-1995
  • Commodore Data 1990-1993
  • Datateam 1985-1990
  • Danish Turnkey Dairies 1978-1985
  • Aarhus Universitet 1975-1978

Kriterier for tildeling af prisen

Indstillinger kan begrundes i en eller flere af følgende kriterier: 

  • Løser sine opgaver professionelt, fleksibelt og effektivt på et ekstraordinært højt niveau med brugernes behov og ønsker for øje
  • Er en sublim problemknuser, der ikke er bange for at tænke nyt og gå nye veje for at finde løsninger
  • Er en god kulturbærer, som bidrager aktivt til at styrke den positive ånd med fokus på problemløsning frem for fejlfinding
  • Er serviceminded, pålidelig og meddelsom
  • Brænder for at levere service af høj kvalitet
  • Samarbejder med og inddrager brugere, kolleger og øvrige samarbejdspartnere på tværs af fakultetet når relevant
  • Er en god kollega, der bidrager positivt til kollegers trivsel og arbejdsglæde

Se oversigten over alle årets prismodtagere.

 

Navne , Aarhus BSS
308561 / i40