Som medarbejder på Aarhus Universitet skal du huske også at være opmærksom på informationssikkerheden, når du er ude at rejse eller arbejder ude i byen.
På AU skal du som medarbejder eller studerende sørge for at være opmærksom på IT- sikkerheden i forbindelse med det arbejde, du udfører for AU - også når du er ude at rejse.
CFCS (Center for Cybersikkerhed) og Udenrigsministeriet har i den forbindelse udarbejdet råd og vejledninger/publikationer til IT sikkerhed på rejsen.
Vær forsigtig med at bruge WIFI i lufthavne, på cafeer og på andre offentlige steder. Der er risiko for, at dine personlige oplysninger som kreditkortoplysninger eller adgangskoder kan opfanges og misbruges.
Log kun på WIFI, hvor du skal bruge en adgangskode. Brug om muligt internet på din mobiltelefon via mobilnetværket, eventuelt gennem en lokal teleudbyder. Vær dog opmærksom på roaming-afgifter for mobildata, som kan være høje alt efter abonnement og land.
Slet Wi-Fi fra din telefon og computer, når de ikke længere er relevante. Har du været forbundet til et offentligt netværk i lufthavnen eller andre offentlige steder, bør du slette det bagefter.
Slå den funktion fra, hvor din telefon automatisk forbinder til netværk med samme navn, som et netværk du før har været forbundet til. Det samme gælder for Bluetooth, og både Wi-Fi og Bluetooth bør være slået fra, når du ikke bruger det.
Hackere udnytter sikkerhedshuller i programmer, apps og styresystemer. Sørg derfor for, at både din mobiltelefon og computer er opdaterede (software og styresystemer), inden du rejser.
Du er selv ansvarlig for at opdatere din mobiltelefon. Alle AU-computere (PC og Mac) bliver automatisk opdateret. Du skal dog selv opdatere de programmer, som du selv installerer, og de browsere som du bruger.
Vær opmærksom på, at din mobiltelefon er en værdigenstand, og at du kan blive udsat for tyveri. Undlad derfor at efterlade din telefon uden opsyn. Vær særlig påpasselig, hvis du bruger din telefon eller computer til elektroniske betalinger, eller hvis de rummer vigtige dokumenter.
Tag backup af din telefon og computer inden afrejse, så du ikke mister dine data, hvis du er så uheldig at blive udsat for tyveri.
I mange lufthavne, offentlig transport og på caféer kan du finde USB-stik til opladning af din mobiltelefon. Vær opmærksom på, at USB-stik kan misbruges til at få adgang til din telefon. Brug derfor din egen oplader og en almindelig stikkontakt.
Du kan også benytte en powerbank (eksternt batteri), men vær opmærksom på, at flere flyselskaber kan have særlige regler for at medbringe batterier i bagagen.
Ved at bruge høretelefoner sikrer du, at eventuelle uvedkommende tilhørere kun får adgang til den ene del af samtalen. Det er med til at beskytte dine samtalepartnere og deres informationer. Samtalekvaliteten bliver typisk også bedre.
Kilde: Center for Cybersikkerhed
Når du arbejder fra caféer, hoteller, tog og busser kan alle lytte med. Det øger risikoen for, at uvedkommende får adgang til fortrolige oplysninger om produkter, data, kolleger og samarbejdspartnere. Dette gælder både digitale og fysiske møder. Det samme kan være tilfældet ved hjemmearbejde.
Kilde: Center for Cybersikkerhed
Når du anvender VPN er kommunikationen mellem din mobile enhed (fx bærbar computer) og AU's systemer og services (fx fællesdrev og WorkZone) krypteret, således at uvedkommende ikke kan få indsigt i, hvad der overføres.
Når du deltager i et virtuelt møde og skal præsentere noget for andre mødedeltagere så vær opmærksom på, at du ikke afslører mere end det, du har til hensigt at præsentere. Deling af skærm, program eller præsentation kan i nogen tilfælde give de andre deltagere mulighed for indsigt i noter og andre interne oplysninger. Når du deler din skærm så luk de programmer, der ikke bruges til præsentationen og undgå at vise skrivebordet, så kun præsentationen, billedet eller dokumentet vises for alle deltagere. På den måde kan du styre, hvad du giver andre mødedeltagere indblik i.
Kilde: Center for Cybersikkerhed