AU IT bag ny gymnasieportal

AU IT har udviklet søgefunktionen, som udgør kernen i AU's nye webportal for gymnasier.

AU har netop lanceret en ny gymnasieportal, som samler alle universitetets tilbud til gymnasiesektoren under én paraply. Det er AU IT, der i samarbejde med AU Forskning og Eksterne Relationer og AU Uddannelse, har stået for udviklingen af portalen. Web og Digitale medier har således rådgivet omkring og været med til at gennemføre brugertest og foranalyser og har efterfølgende stået for den designmæssige og tekniske udvikling af portalen.

Ny, brugervenlig søgefunktion giver overblik
Målet med portalen er at styrke samarbejdet med gymnasierne ved at give nem adgang til den brede vifte af aktiviteter, som AU tilbyder gymnasieskolerne, men som hidtil har været alt for svære at finde informationer om. Portalen er bygget op som en søgefunktion, hvor brugerne hurtigt kan danne sig overblik over AU’s tilbud til lærere, elever og ledere i gymnasieskolen ved enten at benytte sig af søgefeltet eller foretage en filtrering af aktiviteterne på baggrund af gymnasiefag, lokalitet eller type af aktivitet.

Vedligeholdelse og evaluering
AU's gymnasiestyregruppe og en følgegruppe bestående af medarbejdere fra de fire fakulteter og fællesadministrationen har medvirket i udviklingen af portalen, og det er fakulteterne og institutterne selv, der står for at publicere og vedligeholde information på portalen. Når portalen har været i luften et par måneder, vil den blive evalueret på baggrund af nye brugertest for at vurdere, om der er behov for justeringer. Her vil Web og Digitale Medier atter deltage som rådgiver.