Tjek&Go

Medarbejderstamkortet er nu i drift

Efter en længere projektperiode har Tjek&Go nået en væsentlig delmilepæl, nemlig idriftsættelse og ibrugtagning af det nye Medarbejderstamkort. Mange års arbejde i bl.a. AU IT har dermed endelig ramt virkeligheden - og brugerne - og det er gået over al forventning.

Chefgruppen vil gerne benytte lejligheden til at sige et varmt tak til alle de mange medarbejdere på tværs af afdelinger og funktioner, som med en kæmpeindsats har sikret successen! 

Idriftsættelsen

Selve idriftsættelsen har været en af de største og mest komplekse i mange år og gav da også visse udfordringer.

Idriftsættelsen blev gennemført i servicevinduet d. 20.-21. maj med efterfølgende datakonvertering og mange har brugt weekender og helligdage på at vi kom i mål, så vi d. 31. maj kunne annoncere at medarbejderstamkortet kunne tages i brug. 

Størrelsen og varigheden af idriftsættelsen krævede

  • et gennemtestet system
  • et velkoordineret servicevindue
  • en detaljeret og nøje planlagt drejebog
  • tålmodighed og velvillighed fra brugerne, der i 1½ uge ikke kunne opdatere person- og relationsdata 

Alt sammen noget der heldigvis var tilstede. 

Vi er ikke helt færdige endnu

PhD-planner har en delleverance, som forventes ibrugtaget i indeværende uge og Tjek&Go har endnu en leverance til Medarbejderstamkortet, som forventes leveret i august – den sidste integration til Workzone, så sagsoprettelsen i Workzone også sker automatisk.  

Hvad er Medarbejderstamkortet?

Medarbejderstamkortet er institutternes nye værktøj til:

  • Registrering af medarbejderstamdata ved ansættelse og fratrædelse.
  • Flytning af en medarbejder fra en enhed til en anden.
  • Registrering af ikke-lønnede relationer.

Medarbejderstamkortet er dermed en vigtig komponent i den samlede Tjek&Go-løsning der skal medvirke til at sikre valide, rettidige og konsistente data om alle medarbejdere i alle relevante it-systemer. Således understøttes fx  automatisk on- og off-boarding af medarbejdere, dvs. login og mail etableres og lukkes automatisk ved korrekt brug af medarbejderstamkortet. 

Mvh

Peter, Søren, Kristine og Steffen