Veloverstået TYPO3 opgradering

AU IT har afrundet en veloverstået opgradering af AU’s CMS, TYPO3. Frem til foråret 2017 er der konsolidering på programmet

AU IT, Web og digitale medier har de seneste tre år arbejdet på opgradering af AU’s CMS, TYPO3. Efter to års planlægning, omskrivning af CMS-udvidelser og test, blev den første opgradering foretaget i september 2015. Resultatet havde ikke den ønskede kvalitet og tidsplanen for de resterende opgraderinger blev rykket til fordel for optimering af proceduren og en aftale med den eksterne leverandør om en udvidet mulighed for test.  

Fra november 2015 og frem til juni 2016 blev der i et samarbejde mellem Web og digitale medier, Administrative applikationer, kommunikationsafdelingerne på fakulteterne, webredaktører på hele AU og AU’s eksterne leverandør gennemført yderligere 16 opgraderinger af hver en uges varighed med efterfølgende fejlretninger. Processen blev løbende optimeret og effektiviseret og hele forløbet danner nu et solidt grundlag for lignende projekter og næste CMS-opgradering.

Formålet med opgraderingen var rettet mod sikkerhed og størstedelen var koncentreret omkring kernen i TYPO3. AU’s TYPO3 redaktører vil også opleve ændringer i brugergrænsefladen og i de kendte funktioner. Disse ændringer er håndteret gennem løbende kommunikation og en opdatering af AU’s TYPO3 vejledningssider.

Konsolidering

Der er iværksat et stort konsolideringsprojekt, som løber til og med første kvartal 2017. Projektet består af udfasning af gamle web- og databaseservere, opgradering af databaseservere og implementering af Varnish. Varnish er en intelligent cache løsning, som kan levere cachede websider lynhurtigt - direkte fra RAM. Samlet set skal konsolideringen bidrage til et mere tidssvarende driftsmiljø og øget performance.

  • Kontakt: Steen Radmer, CMS projektleder, AU IT - Web og Digitale Medier