Mindeord

Afdelingsleder Inge-Marie Qvist sov stille ind efter længere tids sygdom d. 24. maj 2012.

04.06.2012 | AU Admins Template

Inge-Marie blev ansat som kontorfuldmægtig i Aarhus Universitets regnskabskontor 1. februar 1989, og blev oprykket til afdelingsleder 1. april 1994.

Inge-Marie var med fra starten, da universitetet begyndte af få eksterne tilskudsmidler, og i takt med at mængden af eksterne midler voksede, kom de til at fylde mere og mere af hendes arbejdstid. I de første år havde hun også andre områder, f. eks. tjenesterejser, forsikring og momsspørgsmål, som hun havde gode forudsætninger for fra sin stilling i Århus Kommunes Skattevæsen. Men i de seneste mange år var hun udelukkende beskæftigelse med eksterne tilskudsmidler.

Hun havde en stor kontaktflade på universitetet, og der er rigtig mange forskere og institutsekretærer, der har haft forbindelser med Inge-Marie i tidens løb og har værdsat hendes faglige kompetence, engagement og venlighed. Hun varetog kontakten til de store tilskudsgivere og forskningsrådenes sekretariater, når det drejede sig om at have overblik over hjemskrivning af midler og regnskabsaflæggelser, og hun var også AUFF’s kontakt i universitetets regnskabskontor. Rigsrevisionen var heller aldrig i tvivl om, at det var Inge-Marie, de skulle have fat i, når det drejede sig om overblik over de tusinder af projektkonti, som er i universitetets regnskab.

Inge-Marie var i flere perioder tilbage for at passe sit arbejde ind imellem operationer, behandlinger og hård genoptræning, men her i det sidste halve års tid, gik det stærkt tilbage. Vores tanker går til Inge-Maries mand, to børn og fire børnebørn. Inge-Marie fyldte 57 år d. 1. maj. Ære være hendes minde.

Kirsten Skjødt, kontorchef i AU Økonomi

Medarbejdere, Forside, Nyheder