Du er her: AU  Medarbejdere  Institutter m.v. Nyhed

Tværfaglig forskning kan løse nutidens problemer

Hvordan kan myrer hjælpe med at øge eksporten af mango og cashewnødder fra Afrika? Det er ét af de tværfaglige forskningsprojekter, som professor John Thøgersen arbejder på bl.a. i samarbejde med naturvidenskabelige forskere.

01.07.2011 | Af Marianne Gammelgaard

Vævermyre væver blade sammen.

Vævermyre væver blade sammen. Foto: Brian Rasmussen, Randers Regnskov

John Thøgersen er en del af et tværfagligt forskningsprojekt mellem Aarhus Universitet og en række afrikanske partnere, der har modtaget  10 millioner kroner fra Danida. Forskerne skal undersøge, hvordan man med myrer kan skabe grundlag for vækst i eksporten af mango og cashewnødder fra Afrika til det europæiske marked.

- I lande som Tanzania og Benin bliver op mod 80 procent af mango og cashewproduktion ødelagt af frugtfluer. De resterende 20 procent må ikke sælges i Europa og USA, fordi produkterne kan indeholde skadedyr. Det skal forskningen nu lave om på, fortæller John Thøgersen.

John Thøgersen leder den del af forskningen, som bl.a. skal undersøge, hvordan produktionen markedsføres i Europa med henblik på at sikre den bedst mulige værdiskabelse. Den naturvidenskabelige del skal undersøge, hvordan man rent praktisk formerer myrerne og flytter dem ind i frugtplantager, hvor de kan holde frugtfluerne nede.

-Vores mål er at finde frem til, hvor vi bedst kan komme ind på markedet med de her produkter og udnytte deres potentiale bedst muligt, uddyber John Thøgersen. Han forventer, at man om fem til ti år vil kunne se resultater i form af en øget vækst i Afrikas eksport af mango og cashew.

- Det er gennem en kombination af marketing og en naturvidenskabelig indsats, at udfordringen omkring eksport af en bæredygtig mango- og cashewproduktion kan løses. Det basale formål er at sikre bedre indkomst- og levevilkår for afrikanske bønder. Projektet er naturligvis kun et lille bidrag til løsningen af den problematik. Men det er baseret på den grundforståelse, at ingen faglighed alene er tilstrækkelig til at sikre effektiv problemløsning, fortsætter han.

Tværfagligt professorat

John Thøgersen fra Institut for Marketing og Organisation, Business and Social Sciences  har et tværfagligt professorat i økonomi og psykologi, og har gennem sin karriere især forsket inden for områderne miljø, bæredygtighed og forbrugeradfærd.  

- Det har altid været en grundlæggende drivkraft bag min forskning, at den ikke blot skulle være akademisk relevant, men også bidrage til løsningen af væsentlige samfundsproblemer, fortæller John Thøgersen.

John Thøgersen har gennem årene fokuseret på løsninger af problemerne med stigende mængder husholdningsaffald, på markedsføring af "grønne" og økologiske produkter til forbrugerne og metoder til at reducere energiforbruget i husholdningerne.

- Disse forskningsprojekter er udsprunget af en debat om aktuelle samfundsproblemer. Nøglen til at løse disse udfordringer er helt klart at samarbejde tværfagligt, siger John Thøgersen.  

Ikke uden udfordringer

Ifølge John Thøgersen er det dog ikke uden udfordringer, når en forsker skal dyrke tværfagligheden og være ekspert i ikke ét, men flere områder:

- Det tager lang tid at blive ekspert i sit fag. Da jeg selv skiftede faglighed fra økonomi til økonomisk psykologi, brugte jeg en del år på at opbygge den faglighed, det kræver at kunne publicere i psykologiske tidsskrifter.

-  Når forskere fra vidt forskellige områder skal samarbejde, skal de kunne forstå hinandens arbejde, og tværfagligheden er derfor omkostningskrævende. Denne udfordring undervurderes ofte, når man satser på tværfaglighed og dybe sammenhænge, og det skal Aarhus Universitet huske ikke at gøre, slutter John Thøgersen.

 

Fremtidens Aarhus Universitet, Forside, Medarbejdere, Aarhus BSS, Science and Technology
300871 / i40