BSS-listen

Prioriteret liste:

  1. Per Andersen
  2. Poul Houman Andersen
  3. Finn Frandsen

Listeforbund med Artslisten

 

Per Andersen

42 år

Mag.art. i historie

Cand.jur., ph.d. i retsvidenskab

Lektor ved Juridisk Institut

Nuværende tillidshverv, bl.a.:

  • Tillidsrepræsentant, VIP-gruppen, Juridisk Institut, AU
  • Formand, Center for Vikingetids- og Middelalderstudier, AU
  • Formand for bestyrelsen, Skovbyskolen / Skanderborg

Jeg mener, at medarbejderne er AUs største aktiv. Det er medarbejdernes nysgerrighed, idérigdom og lyst til at lære og lære fra sig, der skaber den bedste forskning og undervisning. Derfor skal vi på AU også skabe de bedste rammer for, at medarbejdernes trivsel, motivation og faglighed kan blomstre. Vi skal arbejde for at forene den enkelte forskers nysgerrighed efter at forstå og få bedre indsigt i verden med det overordnede hensyn, at vi som offentlig forsknings- og uddannelsesinstitution også skal bidrage til samfundets vækst og vidensniveau. Jeg tror, at det også er sådan, den enkelte forsker tænker sit virke, men jeg mener ikke, at vi endnu på AU er gode nok til organisatorisk at forene de to hensyn. Jeg mener således, at det er nødvendigt at skabe den størst mulige grad af medejerskab til universitetets kurs blandt medarbejderne, hvis vi skal have AU op i den verdenselite, hvor vi alle sammen selvfølgelig helst vil være.

Det, jeg vil arbejde for, er en åben, konstruktiv og saglig dialog som baggrund for gennemsigtighed og medinddragelse for alle medarbejdere uanset tilhørssted og tilknytning. For at sikre medejerskab og respektfuld kommunikation er det vigtigt, at alle synspunkter er repræsenteret, og at vi kan diskutere dem på en oplyst, saglig baggrund, således at det bliver det, der ligger til grund for den måde, vi indretter og udvikler AU på. En sådan åben og konstruktiv dialog forudsætter, at vi både på bestyrelses-, ledelses- og medarbejderplan bliver endnu bedre til at lytte til og kommunikere med hinanden med åbne sind. Det er denne åbenhed med respekt for forskellige fagtraditioner og konstruktiv, saglig argumentation, jeg gerne vil bidrage til.

Aarhus Universitet er i gang med den største administrative og faglige omstrukturering nogensinde, og den struktur, vi har på plads om kort tid, stiller nye udfordringer til både medarbejdere og ledelse – og til den bestyrelse, som fremadrettet skal tage de principielle beslutninger for AUs videre virke og udvikling. Jeg vil gerne tage disse udfordringer på mig og være med til at påvirke beslutningerne ud fra en åben, konstruktiv og sagligt funderet tilgang og stiller derfor op som medarbejderrepræsentant for VIP-gruppen.

Jeg mener, at medarbejderne er AUs største aktiv. Det er medarbejdernes nysgerrighed, idérigdom og lyst til at lære og lære fra sig, der skaber den bedste forskning og undervisning. Derfor skal vi på AU også skabe de bedste rammer for, at medarbejdernes trivsel, motivation og faglighed kan blomstre. Vi skal arbejde for at forene den enkelte forskers nysgerrighed efter at forstå og få bedre indsigt i verden med det overordnede hensyn, at vi som offentlig forsknings- og uddannelsesinstitution også skal bidrage til samfundets vækst og vidensniveau. Baseret på mange års samtaler med kolleger fra en masse forskellige universitære fagmiljøer er det min klare overbevisning, at det også er sådan, den enkelte forsker tænker sit virke, men jeg mener ikke, at vi endnu på AU er gode nok til organisatorisk at forene de to hensyn. Jeg mener således, at det er nødvendigt at skabe den størst mulige grad af medejerskab til universitetets kurs blandt medarbejderne, hvis vi skal have hele AU op i den verdenselite, hvor vi alle sammen selvfølgelig helst vil være.

Jeg mener, at det kun via en åben, konstruktiv og saglig dialog, at vi kan opnå (en vis grad af) konsensus om, hvor vi som forsknings- og uddannelsesinstitution er på vej hen; kun via åben dialog og klare processer for medarbejdernes inddragelse i beslutningsgangen kan vi sikre, at medarbejderne trives og har den motivation, der er nødvendig for at løfte AU yderligere.

Min vision for bestyrelsesarbejdet er således, at AUs bestyrelse bør bidrage til arbejdet ved

  • at etablere dialogfremmende strukturer, hvor medarbejderne allerede på et tidligt tidspunkt inddrages i processen med at diskutere og udvikle AUs strategiske målsætninger, således at medarbejderne får medejerskab til de overordnede målsætninger, som meldes ud af ledelsen
  • at skabe større gennemsigtighed og sammenhæng mellem budget- og strategidispositioner, således at det bliver tydeligere, hvor pengene bruges, og hvorfor de bruges dér
  • at skabe større opmærksomhed omkring de personalemæssige konsekvenser af budgetdispositioner og valgte strategier, således at det bliver tydeligt, hvilke personalemæssige følger forskellige strategiske valg og muligheder har
  • at sikre, at forskningen på AU ikke skævvrides via centralt styrede puljemidler ved i for høj grad at følge en pt. politisk diskurs om den ene videnskabsgrens fortrin frem for en anden med fare for, at forskningen bliver for ensidig eller bedømt ud fra skiftende politiske strømninger
  • at sikre, at den igangværende administrative og faglige omstrukturering ikke fører øgede administrationsudgifter med sig, således at universitetets kerneydelser – forskning og undervisning til gavn for samfundet – fortsat tilføres flest mulige midler
  • at sikre, at der ikke er for ensidig fokus på at blive verdens bedste forskere, således at vi på AU ender med at glemme vigtigheden af også at udvikle verdens bedste og mest givende undervisning
  • at sætte fokus på, hvordan der skabes bedst mulig trivsel blandt medarbejderne på AU med en god balance mellem personaleledelse og afkaststænkning

Derudover mener jeg, at der fra medarbejderside bør etableres faste kommunikationsstrukturer mellem de videnskabelige medarbejdere og medarbejderrepræsentanterne i bestyrelsen, således at de interne bestyrelsesmedlemmer har bedst muligt grundlag for og størst muligt mandat til deres arbejde i bestyrelsen – jeg vil således arbejde for at etablere faste møder forud for bestyrelsesmøderne, hvor demokratisk valgte medarbejderrepræsentanter for hovedsamarbejdsudvalget samt alle fire fakulteters samarbejdsudvalg og akademiske råd har mulighed for at give input til bestyrelsens medarbejderrepræsentanter. Der vil i sagens natur være tale om, at visse punkter er undergivet tavshedspligt for medarbejderrepræsentanterne i bestyrelsen, men dette tilsidesætter ikke de gode muligheder for dialog blandt medarbejderne på sådanne formøder – skal man som medarbejderrepræsentant i bestyrelsen have en fornemmelse af, hvad der rører sig rundt i organisationen, må der nødvendigvis etableres gode muligheder herfor.

Jeg har mit daglige virke på det samfundsvidenskabelige område, men er uddannelsesmæssigt også formet af det humanistiske miljø. Derfor har jeg også en særlig interesse for at repræsentere ’de tørre områder’. Det betyder dog ikke, at jeg som medarbejderrepræsentant i AUs bestyrelse alene vil varetage disse interesser. Det, jeg vil arbejde for, er gennemsigtighed og medinddragelse for alle medarbejdere uanset tilhørssted og tilknytning. For at sikre medejerskab og respektfuld kommunikation er det vigtigt, at alle synspunkter er repræsenteret, og at vi kan diskutere dem på en oplyst, saglig baggrund, således at det ikke kun bliver én opfattelse af, hvad det er, der driver verden, og hvad der er målet med vores virke, som lægges til grund for den måde, vi indretter og udvikler AU på. En sådan åben og konstruktiv dialog forudsætter, at vi både på bestyrelses-, ledelses- og medarbejderplan bliver endnu bedre til at lytte til og kommunikere med hinanden med åbne sind. Det er denne åbenhed med respekt for forskellige fagtraditioner og konstruktiv, saglig argumentation, jeg gerne vil bidrage til.

Med håbet om jeres opbakning,

Per Andersen