National Geographic opretter forskningsfond til nordiske forskere

National Geographics Global Exploration Fund kommer nu til Norden, så danske forskere, eventyrer og opdagelsesrejsende kan søge legater fra fonden.

National Geographic Society offentliggør i dag lanceringen af deres ’Global Exploration Fund’. I forlængelse af National Geographics mere end 100-årige tradition for at støtte forskning verden over har fonden Global Exploration Fund etableret et netværk med henblik på at støtte forskningsprojekter, naturbevaring og opdagelsesprojekter i Nordeuropa.

Det betyder, at borgere i blandt andet Danmark, Norge, Sverige og Finland kan ansøge om støtte. Hovedkontoret for den nordeuropæiske region kommer til at ligge i Stockholm.

Modtagerne af støtte fra fonden og de resultater, der kommer ud af støtten, vil kunne drage fordel af National Geographics medie- og kommunikationsnetværk, der understøttes af bl.a. et videnskabeligt rådgivningspanel, styringskomite og regionale partnerskaber.

Ansøgere kan læse mere om, hvordan man søger GEF-støtte her:

Legat til forskningsprojekt. Har du et forskningsprojekt med en geografisk vinkel?

Ansøgninger om forskningslegater skal have hypotesebaseret videnskabelig forskning som primært sigte, og legaterne tildeles i forhold til mulighederne for nye landvindinger inden for feltvidenskaber. Alle foreslåede projekter skal have en geografisk vinkel og være af bred videnskabelig interesse.

Legat til eventyr og opdagelse. Planlægger du et eventyr med masser af mediepotentiale?

Opdagelseslegaterne støtter opdagelse og eventyr kloden rundt og godkendes af medieeksperter, der er på udkig efter spændende historier og emner, som egner sig til National Geographics medier. Opdagelseslegaterne har et klart redaktionelt sigte og projekterne skal derfor rumme muligheder for fascinerende historier og billeder.

Legat til naturbevaring. Har du et innovativt og anvendeligt projekt, der går ud på naturbevarelse?

Legater til naturbevaring bliver tildelt innovative og praktisk anvendelige naturbevaringsprojekter, der rummer muligheder for global anvendelse. Legaterne støtter både feltarbejde og offentlige oplysningskampagner, der informerer mennesker om globale emner, skaber en forbindelse mellem bevaringstemaer og hverdagslivet og gør mennesker i stand til at handle på egen hånd. Fonden støtter projekter, der bidrager væsentligt til bevaring og bæredygtig udnyttelse af Jordens biologiske og kulturelle ressourcer. 


Om National Geographic

Siden 1890 har National Geographic bevilget stipendier overalt på jorden og udfyldt huller i den menneskelige viden. I slutningen af 2011 har det totale antal af stipendier fra National Geographic rundet 10.000 med en værdi af i alt $153 millioner. Videnskabeligt feltarbejde, opdagelsesrejser og naturbevarelse er ryggrad i National Geographics stipendier: De videnskabelige stipendier fokuserer primært på antropologi, arkæologi, biologi, geologi, geografi, oceanografi og palæontologi.

Blandt tidligere og nuværende stipendiater er blandt andet polarforskeren Robert Peary, Hiram Bingham som forestod udgravningen af den forsvundne Inkaby Machu Picchu, antropologerne Louis og Mary Leakey, primatforskeren Jane Goodall, undervandsarkæologen Robert Ballard, der fandt den sunkne Titanic, havbiologen Sylvia Earle, arkæologen Johan Reinhard og palæontologen Paul Sereno.