Fælles principper for fremtidens arbejdsplads efter corona

Godt nytår til jer alle. Jeg håber, at I havde en god juleferie sammen med jeres allernærmeste. Selvom 2021 uden tvivl vil blive påvirket af corona, nedlukning og restriktioner, så gør vaccine-udrulningen, at vi forhåbentlig snart kan begynde at se svagt lys for enden af tunnelen.

25.01.2021 | Arnold Boon

Selvom jeg hverken er virusforsker, statistiker eller spåmand, så tør jeg efterhånden godt at være forsigtig optimist. Og uden at sætte konkret dato på, håber jeg, at vi i løbet af det første halvår af 2021 kan begynde at vende tilbage til mere normale tilstande. Det ser jeg meget frem til.

Vi har i Enhedsadministrationen løbende forholdt os til, hvordan vi skal bruge læringen fra corona-nedlukningerne til at nytænke rammerne for vores arbejdsplads, når vi forhåbentligt i løbet af 2021 kan begynde at lægge restriktionerne bag os.

I Ledelseskredsen for Enhedsadministrationen (LEA) har vi drøftet de erfaringer, I har indsamlet lokalt i afdelingerne. De input, jeg fik i sommer, og som jeg skrev om her på bloggen i juni 2020, var også med i drøftelserne. Ikke overraskende har hjemmearbejde fyldt meget i de snakke, I har haft lokalt i efteråret. Det gjorde det også i de tilbagemeldinger, jeg fik i sommer.

En fleksibel arbejdsplads

Det er min klare overbevisning, at AU skal øge muligheden for, at man som medarbejder i højere grad end før corona skal kunne løse sine opgaver, hvor det er mest hensigtsmæssig og giver mest værdi – både for den enkelte medarbejder, for lederen, samt for enheden.

Vi arbejder i enhederne med vidt forskellige opgaver, hvor nogle opgaver kræver fysisk tilstedeværelse på campus, mens andre opgaver kan løses på distancen. Som individer og teams er vi også forskellige, og hvad der fungerer godt ét sted, fungerer ikke nødvendigvis godt et andet sted. Vi skal derfor have fælles principper, men ikke lave en ”one-size-fits-all”-model for hjemmearbejde i Enhedsadministrationen. Derfor vil jeg opfordre til, at I fortsætter de lokale drøftelser i enhederne – mellem medarbejdere og ledere – så I kan finde den bedste, lokale praksis i forhold til hjemmearbejde.

Ud over hjemmearbejde skal vi også forholde os til, hvordan AU som arbejdsplads skal indrettes, og hvilket udstyr der skal til for at understøtte os i vores arbejde. Vi skal blandt andet se på, hvordan vi fortsat kan udvikle brug af virtuelle møder og arrangementer. Vi kommer også til at undersøge, om det fortsat er nødvendigt med samme antal kontor-kvadratmeter, hvis flere arbejder hjemmefra. Vi er meget opmærksomme på, at en eventuel reduktion af kvadratmeter med kontorplads ikke må ske på bekostning af det gode arbejdsmiljø.

Vi skal tage det bedste med os

Selv om det så småt er ved at lysne forude, har vi stadig mulighed for at drage os flere erfaringer med corona-restriktioner lidt endnu. AU er som bekendt lukket ned – foreløbig frem til 7. februar.

Vi vil i Enhedsadministrationen fortsætte med at tage ved lære af erfaringerne. Og inden vi forhåbentlig vender tilbage til mere normale tilstande, vil vi i LEA i fortsat dialog med medarbejdere formulere nogle fælles principper for fremtidens arbejdsplads med læring fra corona-nedlukningerne. Principperne skal sikre, at vi bruger erfaringerne fra nedlukningerne til at nytænke rammerne for vores arbejde, så vi tager det bedste med os i indsatsen for at skabe et godt arbejdsmiljø og tilgodese de behov og ønsker, der er opstået i kølvandet på en periode, hvor vi har afprøvet nye arbejdsformer.

Som altid hører jeg meget gerne fra jer, hvis mit blog-indlæg giver anledning til spørgsmål eller kommentarer. Skriv til mig på director@au.dk.

Fællesadministration

Har du spørgsmål/kommentarer?

Send dit spørgsmål eller din kommentar til director@au.dk. Husk at tilføje i din mail, om kommentaren/spørgsmålet må offentliggøres her på siden.