Indlæg

Hvilke erfaringer tager vi med fra corona-nedlukningen?

I sidste uge kom endelig den længe ventede melding fra regeringen om, at universiteterne igen åbner fysisk – og at vi derfor kan returnere til vores arbejdsplads. I løbet af denne uge skulle de fleste medarbejdere i administrationen gerne være blevet informeret af deres nærmeste leder om, hvordan de kan returnere.

Netop nu, hvor vi efter to en halv måned begynder at genetablere en nogenlunde normal arbejdsdag, er det vigtigt, at vi husker at spørge os selv om, hvad vi kan tage med os fra corona-nedlukningen. Hvilke erfaringer har vi gjort? Det spørgsmål er vi så småt i gang med at stille os selv i Ledelseskredsen i Enhedsadministrationen (LEA). Og det er også det spørgsmål, jeg vil tage op i denne måneds blog.

Jeg har samlet tre bud på vigtig læring nedenfor – og opfordrer jer medarbejdere til at sende mig jeres bud på, hvad I synes, den vigtigste læring fra corona-nedlukningen er.

Det er ikke nogen hemmelighed, at digitalisering er en af mine helt store kæpheste. Jeg mener, at vi i administrationen har taget nogle vigtige og store skridt i forhold til dette under den fysiske nedlukning.

Vi har eksempelvis fået rigtig nyttige erfaringer med at afholde virtuelle møder. Den læring håber jeg, at vi tager med os tilbage på universitetet, så vi bliver ved med at udnytte de muligheder, teknologien giver os for at mødes virtuelt. Det er i mange tilfælde langt mere effektivt – og så kan det være med til at nedbryde de geografiske afstande, vi har, med campusser flere steder i landet. Virtuelle møder vil naturligvis aldrig kunne erstatte de fysiske helt, men vi skal huske aktivt at overveje og bruge muligheden, hvor det giver mening.

En anden digitalisering-landvinding i forbindelse med corona-nedlukningen har været udrulningen af Microsoft Teams. Kæmpe cadeau til de medarbejdere, der har stået bag lyn-udrulningen, og en stor ros til alle jer, der har taget platformen til jer –  og lært at anvende den på rekordtid. Udrulningen fortsætter selvfølgelig, for der er meget mere potentiale i Teams end det, vi udnytter nu. Teams skal for fremtiden være vores samarbejdsplatform til fx chat, virtuelle møder og det skal være stedet, hvor vi deler og redigerer dokumenter og filer. Jeg mener, at vi skal bruge vores læring og erfaringer fra corona-nedlukningen til den fortsatte udrulning af Teams mange, spændende funktioner.

Et tredje og sidste bud på en vigtig erfaring er, at vi er blevet meget bedre til arbejde på distancen. Ikke mindst takket være de gode, digitale platforme Teams og Zoom, som har gjort det muligt og enkelt for hver af os at tage disse digitale kvantespring. Men også af den simple årsag, at vi har været nødt til det for overhovedet at kunne passe vores arbejde for manges vedkommende. Og det har virkelig gjort en enorm forskel.

Vi er nu ved at samle erfaringer i LEA for at drøfte, hvordan vi kan fortsætte digitaliseringen fra dette nye ståsted som organisation bedst muligt – og i jeres øjne mest meningsgivende. Jeg vil derfor meget gerne høre fra jer, hvis I som medarbejdere har andre bud på, hvilke erfaringer vi kan tage med os fra nedlukningen.

Send jeres bud til denne mail, og lad mig gerne høre, om svaret må offentliggøres her på bloggen.

Læs mere:

 

Har du spørgsmål/kommentarer?

Send dit spørgsmål eller din kommentar til director@au.dk. Husk at tilføje i din mail, om kommentaren/spørgsmålet må offentliggøres her på siden.