Indlæg

IT-området skal have en saltvandsindsprøjtning

Øget investering på it-området er en forudsætning for sikker og stabil drift, effektivisering af arbejdsgange og udvikling af det digitale studie- og arbejdsmiljø.

Der findes næsten ikke den opgave eller det projekt på universitet, som ikke har berøring med IT. Studerende, undervisere, forskere og administrative medarbejdere har brug for funktionelle digitale værktøjer som en uundværlig bestanddel af arbejdet med de opgaver, vi som universitet varetager. IT er simpelthen en forudsætning for, at vi kan levere uddannelse og forskning på det højeste faglige niveau og yde professionel og effektiv administrativ service. Derfor er det også et område, vi skal investere i.

Jeg arbejder sammen med vicedirektører og administrationscheferne på en plan for, hvordan vi i løbet af de kommende år kan kanalisere flere ressourcer ind i driften og udviklingen af universitetets it-løsninger. Pengene skal bruges på tre overordnede områder:

  • Infrastruktur: Vi skal investere i adgangen til og stabiliteten på vores faste og trådløse it-netværk, så vi har de bedste forudsætninger for at tilgå systemer og samarbejde gnidningsfrit på tværs af geografiske og organisatoriske placeringer.
  • Datacentre: Vi skal sikre os, at de datacentre, der bl.a. huser forskernes data, universitetets fællesdrev og administrative systemer, lever op til nutidens standarder for datasikkerhed og stabilitet.
  • Udviklingsprojekter: Vi skal investere i udviklingen af et tidssvarende digitalt studie- og arbejdsmiljø. Nogle udviklingsprojekter er tæt knyttet til universitetets kerneopgaver inden for forskning og uddannelse – fx BlackBoard og system til planlægning af undervisning og eksamen. Andre giver mulighed for effektivisering af administrative arbejdsgange, fx Tjek & Go.

Disse forbedringer kræver, at vi tilfører i omegnen af 20 mio. kr. til it-området i bred forstand, dvs. ikke kun universitetets it-afdelinger, men også de øvrige afdelinger, som it-projekterne trækker tråde til.

Da det ikke er en mulighed at opkræve flere penge fra fakulteterne, skal vi finde midlerne inden for administrationens samlede økonomiske ramme, primært gennem gradvis reduktion i fællesudgifterne. Arbejdet med at finde råderummet til it-investeringerne ligger i forlængelse af den igangværende implementering af administrationens budgetplan, som skal tilpasse administrationen til den planlagte budgetnedgang på 2% om året.

Investeringerne skal også ses i lyset af, at efterspørgslen på it-understøttelse gennem en længere periode har været større end vores kapacitet, bl.a. fordi universitetet har været tilbageholdende med investeringer på IT-området. Det har skabt udfordringer for den stabile drift og bremset vigtige udviklingsprojekter.

Vi vil også fremover være nødt til at foretage en skarp prioritering af de mange IT-ønsker, men vi har ikke råd til, at medarbejdere mister dyrebar tid, når systemerne fungerer dårligt eller går ned. Samtidig skal vi kunne levere tidssvarende it-understøttelse til studerende, forskere og medarbejdere som en forudsætning for et velfungerende studie- og arbejdsmiljø. Investeringerne er et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Har du spørgsmål/kommentarer?

Send dit spørgsmål eller din kommentar til director@au.dk. Husk at tilføje i din mail, om kommentaren/spørgsmålet må offentliggøres her på siden.