AF METTE THUNØ, dekan for Arts, Aarhus Universitet
Kronik trykt i Jyllands-Posten, 6. maj 2014
Praksis og akademia må gå mere hånd i hånd for at skabe fremtidens vækst.
De seneste dage har uddannelsesministeren mødtes med de videregående uddannelsesinstitutioners rektorer og bestyrelsesformænd om bl.a. bedre dimensionering og udbud af sektorens uddannelser. Denne dialog er vigtig, fordi vi i Danmark står ved en vigtig skillevej på uddannelsesområdet. Blandt alle OECD-lande brugte Danmark i 2010 den største andel af nationalproduktet på uddannelse, men vi har desværre langtfra den bedst uddannede befolkning, f.eks. er der i den private sektor kun 25 pct. ansatte med en viderevarende uddannelse mod 50 pct. i den offentlige sektor. Tallene illustrerer med al tydelighed Danmarks udfordringer på både hjemme- og udebane, hvor globale virksomheder satser storstilet på veluddannet og innovativ arbejdskraft.
For at kvalificere kommende politiske beslutninger på uddannelsesområdet er Produktivitetskommissionen og Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser (Kvalitetsudvalget) senest kommet med analyser og anbefalinger. I begge tilfælde beskæftiger eksperterne sig med bl.a. universiteternes dimensionering af uddannelserne, fordi fremskrivninger af dimittender fra universiteterne kunne tyde på en overproduktion. I begge tilfælde rejser spørgsmålet sig imidlertid også, om anbefalingerne nu også er tilstrækkeligt fremtidssikrende i forhold til det danske samfund.
De anbefalinger, man finder i Produktivitetskommissionens rapport ”Uddannelse og innovation” hviler på, at forskelle i de veluddannedes løn er den afgørende indikator for forskelle i produktivitet. Løn og værdi for en virksomhed hænger sammen, siger økonomerne og skeler dermed ikke til andre faktorer, der kan påvirke løndannelsen som historie, geografi, køn, etnicitet, overenskomstbestemmelser, lavere løn for nye professioner i f.eks. it-branchen eller ”lønbobler” i f.eks. finanssektoren. Kommissionen bemærker, at rationalet selvsagt ikke kan anvendes i forhold til den offentlige sektor, men alligevel anbefales det, at styringsmekanismerne for udbuddet af uddannelser skal være løn, så studerende på uddannelser med udsigt til højere lønindkomst bør tildeles højere SU, og optaget på uddannelser med lavere gennemsnitlige lønniveauer bør reduceres.
De fleste internationale uddannelsesforskere ville nok påpege, at der trods alt er flere faktorer end blot indkomsten, der kan måle samfundsafkastet af en uddannelse. Skaber museumsdirektøren mindre samfundsvækst end bankdirektøren, fordi hendes løn er meget lavere? Er museumsdirektørens arbejde med at skabe kulturelle oplevelser, som tiltrækker udenlandsk arbejdskraft med spidskompetencer og globale netværk, ikke en sammenlignelig vækstskaber? Hænger de forskellige sektorer ikke tættere sammen, end de differentierede livsindkomster umiddelbart dækker over?
Kan vi overhovedet tage en dansk løn i dag som grundlag for, hvad der om 10 år vil være den efterspurgte globale arbejdskraft, og begynde at dimensionere vores optag herefter? Ingen tvivl om, at uddannelser af høj kvalitet er en afgørende drivkraft for produktivitetsvækst, men måske er det slet ikke universiteternes professionsorienterede uddannelser med de traditionelt høje lønninger, der bliver fremtidens vækstskaber på det globale arbejdsmarked?
I internationale uddannelsesdiskussioner forventer mange, at udviklingen af ”21st Century Skills” opstår i samspillet mellem forskellige videnskaber og professioner. I Finland tog man i 2010 konsekvensen af denne erkendelse og skabte Aalto-universitetet ved en fusion af tre tidligere universiteter for teknologi, business og humaniora.
Den nye universitetscampus i Espoo lidt uden for Helsinki har allerede nu tiltrukket de største globale it- og televirksomheder, således at universitetet er tæt integreret med virksomhederne. Strategien har været at skabe vækst, investeringer og job baseret på en mangfoldighed af fagligheder. En helt anden tilgang til at skabe vækst end Produktivitetskommissionens.
Nu er også Kvalitetsudvalget kommet med sine råd. Udvalget har taget Produktivitetskommissionens præmis til sig om, at nogle akademikergrupper bidrager mere over tid til at skabe høj produktivitet end andre baseret på lønniveau.
Udvalget tager nogle forbehold for metoden, men grundlæggende hviler også dets anbefalinger på, at der gennem dimensionering baseret på indkomst og et tilbageskuende arbejdsmarkedsbehov kan skabes et bedre fremtidigt match mellem dimittender og arbejdsmarkedets efterspørgsel. Central dimensionering er imidlertid ikke et værktøj, som andre landes regeringer, som vi normalt sammenligner os med, gør brug af i erkendelse af netop uforudsigeligheden på fremtidens nationale og globale arbejdsmarked.
Kvalitetsudvalget går videre og foreslår også en central dimensionering af de mindre universitetsuddannelser, som typisk er humanistiske. Udvalget foreslår en minimumsgrænse for udbud af alle uddannelser på 30, og at alle uddannelser på under 60 i samlet optag bør samles på en institution. Men hvilket grundlag hviler denne anbefaling egentlig på? Små humanistiske uddannelser er alle blevet positivt akkrediteret i årenes løb, og den seneste eksterne rapport fra Danmarks Akkrediteringsinstitution om små humanistiske uddannelser fremhæver, at uddannelserne ikke har kvalitetsproblemer, der ikke kan løses ved samarbejder. Ikke desto mindre foreslår Kvalitetsudvalget, at uddannelser bør have et optag på over 30 studerende, og uden uddannelsesvidenskabelig forskningsdokumentation foreslås, at hold på 60 bedst sikrer kvaliteten.
Den sidste og mest radikale anbefaling fra Kvalitetsudvalgets side er omkalfatringen af hele den møjsommeligt opbyggede Bologna-uddannelsesstruktur på universiteterne med en treårig bacheloruddannelse og en toårig kandidatuddannelse. Forslaget er at forlænge den treårige bacheloruddannelse med et år og stærkt begrænse adgangen til kandidatuddannelserne, som i øvrigt skal reduceres til en etårig uddannelse, bortset for professionsbachelorer, der som de eneste skal tilbydes toårige kandidatuddannelser.
Grundlaget for dette forslag er opstillingen af en modsætning mellem de praksisrettede uddannelser (læs: gode for arbejdsmarkedet) og mere teoretisk funderede uddannelser (læs: gode for forskningsinstitutioner). Samme opfattelse gav uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen også udtryk for kort før påske på DR2 hvor hun bebrejdede universiteterne, at ”overakademisere” store dele af den danske ungdom frem for at udstyre dem med mere praktiske færdigheder.
En løsning på dette problem er logisk nok for Kvalitetsudvalget at forlænge bacheloruddannelsen og gøre den mere anvendelsesorienteret samtidig med at afskære de fleste bachelorer fra at fortsætte deres universitetsuddannelse. Hermed argumenterer udvalget for at have skabt den nødvendige arbejdskraft til det danske arbejdsmarked og forskerspirer nok.
Uden at påstå, at universiteterne på nuværende tidspunkt på tilstrækkelig vis formår at imødekomme erhvervslivets behov, vil det næppe hjælpe at professionsorientere og forkorte de danske universitetsuddannelser som foreslået. Fremtidens arbejdsmarked lader sig ikke professionsinddele på samme måde som industrisamfundet, og en veluddannet arbejdsstyrke er en klar forudsætning for at tiltrække udenlandske virksomheder til landet. Praksis og akademia må gå mere hånd i hånd for at skabe fremtidens vækst, og universiteterne skal udvikle og fokusere på dette behov; men praksisorientering på universiteterne må ikke betyde kortere uddannelser, for netop integrationen af praksis og teori kræver mere og ikke mindre tid.
Samlet set kendetegner det både Produktivitetskommissionens og Kvalitetsudvalgets forslag, at der nok hentes inspiration fra udvalgte lande, men forslagene er udelukkende tænkt i forhold til et dansk og samtidigt arbejdsmarkedsbehov. Der er ikke overvejelser om fremtidens nye arbejdsmarkedsbehov, ej heller er der tænkt i internationaliseringen af det danske uddannelsessystem for at tiltrække og fastholde de bedste talenter.
Anbefalingerne kunne, hvis gennemført som foreslået, risikere at føre til, at vi kommer til at skulle hente udenlandsk uddannet arbejdskraft, og at udenlandske virksomheder placerer sig i lande, hvor arbejdskraften bedre er i stand til at kombinere solid faglighed og innovativ tankekraft.
Det scenarie vil næppe skabe hverken dansk vækst eller velstand, men sikkert bare en overproduktion af traditionelle kandidater med høje lønkrav.
Så mens vi venter på Kvalitetsudvalgets anden rapport, kan vi håbe på, at uddannelsesministeren ikke glemmer sin egen internationaliseringsstrategi og innovationsstrategi. Lad os drøfte indholdet af fremtidens uddannelser i stedet for kun at gribe til de mest nærliggende løsninger som at skrue ned på optaget og lukke helt af for oprettelsen af nye uddannelser.
Lad os inspirere af, at halvdelen af humanioras dimittender mod forventning nu finder ansættelse inden for helt nye sektorer på det private arbejdsmarked på grund af ændringerne i uddannelsesindholdet. Og lad os inspirere af andre landes forberedelser til et helt nyt arbejdsmarked, som når kinesiske universitetsledere søger inspiration hos en dansk humanioradekan som undertegnede for at lære mere om, hvordan humaniora kan integreres med de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser.
De førende kinesiske universiteter mener, at fremtidens innovationskraft ligger i samspillet mellem fagligheder – sådan kan landes perspektiver være forskellige, selvom udfordringerne er de samme.