Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 14/2017

Universitetsparken: Kapsejlads for fulde sejl

"Vi har de bedste studerende, og det er jer, der skaber festen. Og det skal I blive ved med. Så hejs fanen, bemand kanonerne og lad slaget på søen begynde."

Sådan lød det i den feststemte park, da rektor i fuld admiralkostume tidligere i dag sammen med "kaptajn" Bundsgaard satte alle sejl til for at skyde de studerendes årlige kapsejlads i gang.

Kapsejladsen er i dag en af Nordeuropas største studenterdrevne begivenheder, hvor forskellige studenterforeninger dyster om trofæet Det Gyldne Bækken. 

Arrangementet samler i dag mere end 20.000 studerende fra hele byen.


En uge med forskning til folket

Den årlige landsdækkende forskningsfestival Forskningens Døgn begyndte godt for Aarhus Universitet, da lektor Jacob Sherson fik overrakt årets Forskningskommunikationspris af H.K.H. Kronprinsessen ved åbningen i København mandag. Sherson står bag udviklingen af et computerspil, der konkret bidrager til forskning inden for kvantefysik ved at inddrage borgerne i sin forskning. Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind fremhæver blandt andet, at Sherson ved at invitere folk helt ind i selve eksperimentet mindsker gabet mellem borgerne og videnskab. 

Der blev også bygget bro mellem borgere og videnskab på Aarhus Universitet, da mere end 1.000 besøgende kiggede forbi Stakladen torsdag den 27. april. Her var over 30 forskere på tværs af alle fakulteter med til at give publikum et fascinerende indblik i forskningens verden. 


Datalogi-professor modtager ERC Advanced Grant

Professor Susanne Bødker, Institut for Datalogi, har modtaget mellem 2 og 2,5 mio. eruo fra Det Europæiske Forskningsråd. ERC Advanced Grants tildeles exceptionelle forskningsledere, der allerede har præsteret fremragende forskningsresultater. Susanne Bødker får bevillingen til sit projekt Common Interactive Objects (CIO), som skal styrke hendes banebrydende forskning i brugergrænseflader for kompleks menneskelig brug af computere.


Tydeligere karriereveje for unge forskere på AU

AU iværksætter til efteråret en række tiltag, der skal styrke karrierevejene for AU-ansatte i adjunkt-, postdoc- og tenure track-stillinger.

Blandt tiltagene er blandt andet et karriereudviklingsprogram, et tværfagligt netværk samt et nyt website med informationer målrettet denne gruppe. Tilsammen skal de nye tilbud udvide de unge forskeres muligheder for at forfølge et specifikt karrierespor - hvad enten det er på universitetet eller i en privat eller offentlig organisation.

De konkrete tiltag er udvalgt på baggrund af en intern rundspørge, som Udvalget for Forskning og Eksterne Relationer fik gennemført blandt forskningsledere, institutledere og postdocs i december 2016. Tilbuddene træder i kraft til efteråret, og vil blive evalueret i 2018 med henblik på fortsat udvikling.


Overskud i årsregnskab giver ikke anledning til kursændring i administrationen

Universitetsdirektør Arnold Boon uddyber i denne måneds blogindlæg forholdene omkring overskuddet i AU’s årsregnskab. Ifølge Boon skal overskuddet især tilskrives en række engangsbeløb. Samtidig fremhæver han, at de årlige to procents besparelser på uddannelsestaksterne med sikkerhed vil give fremadrettede indtægtsfald. Det er nogle af de væsentlige forklaringer på, at administrationen skal fastholde den kurs, der blev udstukket i sommer.


Kalender

  • 11. maj: Debatarrangement i Stakladen med uddannelses- og forskningsminsiter Søren Pind
  • 20.-21. maj: MatchPoints Seminar om Reformationen og det danske samfund
  • 24. maj: Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris 2017
  • 24. maj: Premiere på forestillingen ”Røde Orm”, Moesgaard Museum
  • 25.-28. maj: First Lego League Robot-konkurrence

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2016 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp