Du er her: AU  Medarbejdere  Organisation og ledelse Nyhedsbrev fra universitetsledelsen 2017 Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 30/2017

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 30/2017

 

 

Adgangskvotient på alle ST-uddannelser

Fremover skal kommende studerende have et snit på mindst 7,0 for at blive optaget direkte gennem kvote 1 på en uddannelse på Science and Technology. Ændringen sker for at styrke kvaliteten i uddannelserne, mindske frafaldet og højne niveauet yderligere blandt dimittenderne. Fra 2018 indføres optagelseskravene for fysik, it og datalogi. Fra 2019 gælder det alle ST’s naturvidenskabelige og ingeniørfaglige uddannelser.


Nu kan du snart stille op til universitetsvalg

13.-16. november 2017 skal videnskabelige medarbejdere og studerende på AU vælge repræsentanter til universitetets mange råd, nævn og udvalg samt bestyrelsen.

Vil du stille op som kandidat, løber opstillingsperioden fra mandag den 23. oktober kl. 9 til fredag den 27. oktober kl. 12.

Alle opfordres i øvrigt til at tjekke deres stemmeret. Optræder man ikke på valglisten over stemmeberettigede personer, og mener man, det er en fejl, kontaktes Valgsekretariatet på valg@au.dk.


DFF-millioner til ti AU-forskere 

Danmarks Frie Forskningsfond har netop bevilliget 43 millioner kr. til 28 yngre forskere – de ti af dem kommer fra Aarhus Universitet.


Forskertalent får Jens Christian Skou-prisen 2017

Lektor og ph.d. Simon Glerup fra Aarhus Universitet, Health modtog onsdag den 11. oktober fakultetets talentpris opkaldt efter nobelprismodtager Jens Christian Skou. Simon Glerup får sammen med prisen 100.000 kr. til forskning og den uofficielle titel ’fakultetets største forskertalent’.

Manden, der har lagt navn til prisen, var også aktuel tidligere på ugen. Her kunne Jens Christian Skou fejre sin 99 års fødselsdag.


AU-professor får Gigtforeningens forskerpris 2017

Professor, dr. med. Bent Deleuran fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital modtog onsdag Dronning Ingrids Forskerpris 2017 for sin mangeårige forskning i autoimmune gigtsygdomme. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II overrakte ham prisen på Amalienborg i forbindelse med Den Internationale Gigtdag. Det er tredje gang, Gigtforeningen uddeler prisen og første gang, den går til en AU-forsker.


Ung genforsker får international pris

Adjunkt Rasmus O. Bak fra Institut for Biomedicin og Aarhus Institute of Advanced Studies på Aarhus Universitet modtager Young Investigator Award 2017, som bliver uddelt af The European Society of Gene and Cell Therapy.


AU holder sidste konference under RethinkIMPACTS 2017

RE-Value er titlen på den sidste konference i en serie af tre under AU's kulturhovedstadsprojekt RethinkIMPACTS 2017. I samarbejde med blandt andre Aarhus 2017 og universitetsnetværket af europæiske kulturhovedstæder (UNeECC) samler Aarhus Universitet folk fra ind- og udland til dialog om, hvordan man gentænker måder vi måler, evaluerer og taler om værdien af kunst og kultur. I løbet af 2018 forventes den samlede evaluering af kulturhovedstadsprojektet at ligge klar. Konferencen foregår den 8.-11. november. Deadline for tilmelding er den 25. oktober. 


Evalueringsrapport om vandmiljø offentliggjort

Miljø- og Fødevareministeriet har i dag den 13. oktober frigivet en evalueringsrapport med bilag om DHI og Aarhus Universitets marine modeller, der ligger til grund for vandplansarbejdet. Selve rapporten har i høringsfasen været tilgængelig via forskellige medier og har derfor allerede været genstand for meget debat. Aarhus Universitet vil i den kommende tid nærlæse den netop offentliggjorte rapport med bilag.


Kalender

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2016 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp

1440445 / i40