Du er her: AU  Medarbejdere  Organisation og ledelse Nyhedsbrev fra universitetsledelsen 2018 Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 10/2018

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 10/2018

 

 

Seneste nyt om OK18

 

AU har udformet en Q&A til studerende, hvor de får svar på de væsentligste spørgsmål, hvis den varslede konflikt bliver en realitet. Hvordan undervisningen vil blive påvirket af en eventuel konflikt, vil først blive meldt ud efter påske.

OK18-siden er desuden ajourført med informationer om særlige vilkår for ph.d.-studerende. Siden bliver fortsat løbende opdateret – bl.a. undersøger vi i øjeblikket, hvad konflikten måtte betyde for udstationerede medarbejdere.

Påskeferien står for døren for mange af os. AU HR følger selvfølgelig fortsat udviklingen tæt og vil informere løbende, såfremt der kommer afgørende nyt fra forligsinstitutionen eller lign.  

 

 


Stor interesse for AU’s teknologiske uddannelser

 

Stadig flere unge søger ind på AU’s IT- og ingeniøruddannelser – og der er generel fremgang i ansøgningerne på tværs af universitetets fire fakulteter. Det viser den endelige opgørelse over fordelingen af ansøgninger i kvote 2. 

 


Første spadestik til AU Food i Skejby

 

Tirsdag markerede Aarhus Universitet starten på det 9.000 kvm. store byggeri, som bliver hjemsted for Institut for Fødevarer. Dermed kan AU Food se frem til at blive en integreret del af Agro Food Park – Danmarks innovations- og vækstcenter for fødevarer i Danmark. Regionsformand Anders Kühnau, borgmester Jacob Bundsgaard, dekan Niels Christian Nielsen og institutleder Michelle William var blandt talerne.


 

Millioner til udvikling af digitale forretningsmodeller

 

Industriens Fond har investeret knap 12 mio. kroner i to forskningsprojekter ved Aarhus BSS, som på hver sin måde skal støtte virksomheder i at agere strategisk i et digitalt vækstmarked.

Institut for Virksomhedsledelse leder det ene projekt ”Smart Home”, som blandt andet skal udvikle og afprøve et strategi- og udviklingsforløb til virksomheder, der vil udvikle nye, digitale forretningsmodeller inden for Smart Home-industrien.

Center for Små og Mellemstore Virksomheder står i spidsen for det andet projekt ”SMV-bestyrelsen som digital katalysator”, der har fokus på at opkvalificere bestyrelsesmedlemmer til at træffe strategiske beslutninger i forhold til digital teknologi.

 

 

Dekan på Aarhus BSS, Thomas Pallesen, fremhæver, at projekterne er gode eksempler på fakultetets samlede indsats for at styrke forskning- og uddannelsesrelaterede aktiviteter inden for digitalisering.

”Der er et stort samfundsmæssigt behov for mere viden om, hvordan virksomheder bedst kobler nye digitale teknologier til forretningen. Vi har et stærkt forskningsfelt på vores institutter, og jeg ser et stort potentiale for flere forskningssamarbejder mellem universitetet og erhvervslivet,” siger Thomas Pallesen.


Arbejdsmiljøorganisationen er på plads 

 

Valget til arbejdsmiljøorganisationen på AU er nu veloverstået. Der er valgt både arbejdsmiljørepræsentanter og udpeget ledere til de mange arbejdsmiljøudvalg, som i den kommende tid mødes og konstitueres. Formand for Hovedarbejdsmiljøudvalget, rektor Brian Bech Nielsen lægger særligt mærke til, at der har været en bred interesse og fin valgdeltagelse. 


 

Niels Haldrup ansat som leder af Institut for Økonomi

 

Professor Niels Haldrup er nu ansat som leder af Institut for Økonomi. Han har været konstitueret i stillingen gennem det seneste halve år. 

 


 

Kom til ERC-inspirationsdag på AU

 

Sammen med Styrelsen for Forskning og Uddannelse afholder Aarhus Universitet den 9. april en inspirationsdag om Det Europæiske Forskningsråd (ERC). Er du nysgerrig på mulighederne for at søge ERC-midler, og vil du gerne vide mere, så tilmeld dig arrangementet inden den 3. april.


 

Ph.d.-undersøgelse: Få et overblik over hovedkonklusionerne

 

De fire ph.d.-skoler kunne i begyndelsen af året offentliggøre resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse blandt universitetets ph.d.-studerende om kvaliteten i ph.d.-forløb. Lige nu drøfter fakulteterne og ph.d.-udvalgene, hvordan resultaterne kan bruges til at optimere de lokale forløb. Ønsker du et samlet overblik over konklusionerne, kan du læse mere her. 

 


 

Kalender

 

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2017 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp

1443107 / i40