Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 33/2018

Flotte præstationer af Dual Career-studerende hyldet

Torsdag aften havde Aarhus Universitet samlet pris- og medaljevindende studerende fra dual career-programmet for at hylde dem for deres præstationer - og ikke mindst deres evne til at jonglere to karrierespor med succes. Prorektor Berit Eika roste også de i alt 29 studerende for deres vedholdenhed og fremhævede dem som forbilleder og inspirationskilder for deres medstuderende. Universitetets Dual Career-studerende klarer sig generelt godt - de har en god fremdrift på studiet og et lavt frafald.

Mere end 500 AU-studerende er i dag tilknyttet universitetets dual career-program, der hjælper studerende med at håndtere to parallelle karrierespor: det akademiske ved siden af et spor som enten elitesportsudøver eller iværksætter. 


Ny arbejdsgruppe skal fremme iværksætterkulturen på AU

En ny arbejdsgruppe med primært videnskabelige medarbejdere fra universitetet skal stå for at udarbejde et forslag og en realistisk arbejdsplan for et nyt, tværfakultært iværksættertilbud på AU. Formand for arbejdsgruppen er professor Michael S. Dahl fra Aarhus BSS. Ideen om at nedsætte arbejdsgruppen kommer fra universitetets erhvervsudvalg, som består af medlemmerne af universitetsledelsen.

Erhvervsudvalget arbejder for at forbedre iværksætterkulturen på AU ved at skabe et attraktivt miljø for AU’s iværksættere. Ambitionen er bl.a. at etablere fysiske fællesskaber, hvor det er let for studerende og forskere at samarbejde på tværs af fakulteter, og hvor iværksættere kan få professionel rådgivning om, hvordan de bedst kan udvikle deres virksomheder.



ERC Synergy Grant til professor Jørgen Ellegaard Andersen

Professor Jørgen Ellegaard Andersen har som den første forsker på Aarhus Universitet opnået et såkaldt ERC Synergy Grant. Bevillingen er på 10 mio. euro, svarende til 74,6 mio. kroner til projektet “Recursive and Exact New Quantum Theory” (ReNewQuantum). “ReNewQuantum” er en ny tilgang til kvanteteori, og hovedideen bag tager afsæt i det primære forskningsfokus ved grundforskningscenteret Centre for Quantum Geometry of Moduli Spaces (QGM), som ledes af Jørgen Ellegaard Andersen ved Institut for Matematik på Aarhus Universitet.

Jørgen Ellegaard Andersen bliver primær forskningsleder på projektet, og QGM er værtsuniversitet. De tre øvrige universiteter i projektet er University of Geneva, Institut des Hautes etudes Scientifiques og Institut de Physique Théorique.



Lundbeckfonden udpeger tre nye fellows - alle tre fra Health

Hele tre ud af fem nye Lundbeckfonden-fellows er fra Institut for Klinisk Medicin på Health: Nicolai Juul Birkbak, Micah Allen og Christoffer Laustsen. Lundbeckfonden udnævnte onsdag den 24. oktober årets fellowships, som hver får 10 mio. kroner. Det er 12. år i træk, fonden uddeler disse fellowship-bevillinger til "fremragende forskere", som med denne millionbevilling får ro til deres forskning de næste fem år. 

Lundbeckfonden uddelte ved samme ceremoni i onsdags årets "talentpris" til tre forskere - heraf Thor Haahr, klinisk assistent og ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet og Skive Regionshospital. Talentprisen gives til forskere, "der endnu ikke er rundet de 30 år, men allerede har udvist et helt særligt talent. Med hver talentpris følger 100.000 kr.

 


EU-millionbevilling til forskning i ældres værdighed

En gruppe forskere fra fem forskellige europæiske lande har fået cirka 34 millioner kroner fra Marie Sklodowska-Curie Actions Innovative Training Networks til et stort projekt om ældre menneskers oplevelse af værdighed. En af bærende kræfter i projektet er lektor Annelise Norlyk fra Institut for Folkesundhed på Health, som får 4,6 millioner kroner. 


Sæt kryds i kalenderen: stjerneforedrag for medarbejdere og studerende

I anledning af Aarhus Universitets 90-års fødselsdag her i 2018 inviterer universitetsledelsen alle medarbejdere og studerende til "stjerneforedrag". Der vil være fire foredrag, et med en forsker fra hvert fakultet. 

Foredragene bliver holdt fire dage i november med start kl. 17, og man er velkommen til alle fire. Tilmelding åbner næste uge, fredag den 2. november. Det er gratis at deltage, og universitetet byder på kaffe og kage i pausen. 

 

  


Kontrakter med fagforeninger og a-kasser skal give lige vilkår  

Aarhus Universitet er i gang med at gennemgå universitetets kontrakter med fagforeninger og a-kasser for at sikre, at de overholder kravene til, hvordan der indgås økonomiske aftaler med private organisationer og virksomheder. Det er bl.a. afgørende, at aftalerne ikke giver nogle samarbejdspartnere visse fordele frem for andre. AU er glad for samarbejdet med fagforeninger og a-kasser, og det skal være båret af et hensyn til universitetets neutrale rolle i studerendes eventuelle valg af fagforening og a-kasse.

Universitetet har fået konkrete forespørgsler på nuværende aftaler med fagforeninger og a-kasser, og hvis der er kontrakter, der ikke lever fuldt op til kravene, vil der blive rettet op på det. 
 


Kalender 

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

Her kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det her.