Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 31/2019

Rektor kommenterer på Informations omtale af oksekødssagen

Rektor Brian Bech Nielsen understreger i et debatindlæg, at Science and Technologys undersøgelse af 55 DCA-rapporter blev gennemført på eget initiativ, og at undersøgelsens resultater er et afsæt til at løse de problemer, som har vist sig i kølvandet på den såkaldte oksekødssag. Her peger han blandt andet på fem konkrete tiltag, som skal sikre, at lignende fejl undgås i fremtiden.

Kommentaren er en reaktion på Dagbladet Informations seneste artikler om oksekødssagen. Information havde ikke mulighed for at bringe kommentaren, som Aarhus Universitets medarbejdere derfor kan læse her. 

NB: kommentaren er opdateret 11. december på foranledning af Dagbladet Information.


Uddannelsesbesparelse vil ramme dansk erhvervsliv

Det kan få alvorlige konsekvenser for dansk erhvervsliv og det danske samfund, hvis regeringen fjerner den såkaldte takst-1-forhøjelse på de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser i den kommende finanslov. Sådan lyder det i en fælles advarsel fra dekan Thomas Pallesen, Aarhus BSS og CBS-rektor Nikolaj Malchow-Møller.


Universitetsdirektøren: Vi får brug for åbenhed, tålmodighed og samarbejde

Lige nu oplever mange, at nye systemer står i kø til at se dagens lys på AU – især på det studieadministrative område. Med langsigtede forandringsprocesser foran, giver universitetsdirektør Arnold Boon sine fem bud på, hvordan administrationen kan bidrage til at løfte universitetet gennem en tid præget af forandringer. Han fremhæver, at de gode løsninger skabes af administrationen og fagmiljøerne i fællesskab.

Nye studiesystemer - få et overblik

Få et overblik over forandringer på det studieadministrative område på en ny hjemmeside, der under overskriften "Den digitale studierejse på AU" er samlende indgang for den koordinerede indsats på tværs af de nye systemer.


Millioner fra Carlsbergfondet til AU-forskere

Carlsbergfondet har uddelt 204 mio. kr. til 134 unge forskere på vej frem i karrieren og yngre nyansatte lektorer med særligt visionære forskningsideer og -projekter. 30 forskere fra AU har tilsammen fået mere end 47 mio. kr.

Ud af de i alt godt 400 mio. kr., som Carlsbergfondet indtil videre har uddelt til ansøgninger på opslag i 2019, har AU modtaget mere end 121 mio. kr.

 


Kalender

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.Her kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det her