2009 Anders Fogh Rasmussen

En generalsekretær krydsede sine spor

Også da han læste økonomi på Aarhus Universitet, var Anders Fogh Rasmussen uhyre effektiv. Ved universitetets årsfest den 11. september blev han udnævnt til æresalumne.

Af Hans Plauborg for alumnemagasinet AUgustus

Anders Fogh Rasmussen indrømmer det gerne: Der lå ingen idealistiske årsager bag, da han i 1972 begyndte at læse på Aarhus Universitet.

"Jeg må indrømme, at jeg ikke foretog andre vurderinger, end at det var det mest praktiske at læse i Århus. Jeg var allerede politisk engageret i Viborg Amt, så det ville være noget upraktisk, hvis jeg skulle læse i København," siger Anders Fogh Rasmussen.

AUgustus fik lejlighed til at tale med ham i forbindelse med universitetets årsfest. Her blev den tidligere statsminister udnævnt til årets æresalumne – en pris, der blev indstiftet ved årsfesten i 2008. Dengang gik prisen til Kronprins Frederik.

Nødvendig arbejdsdisciplin

Anders Fogh Rasmussen fortæller, at det var en uhyre spændende tid at være økonomistuderende i.

"Studiet var meget præget af, at vi havde fået den første oliekrise. Det var det helt overskyggende tema i økonomiverdenen. Efter en lang periode med ubrudt vækst stod vi med en kolossal nedtur. Det var der meget fokus på i undervisningen. Hidtil var kurverne kun gået én vej. Nu gik de både op og ned og krydsede hinanden, og den slags bliver økonomer jo høje af," siger Anders Fogh Rasmussen med et smil.

Han husker det som en stor omvæltning at flytte fra en lille landsby i Midtjylland til et stort studiemiljø i den jyske hovedstad.

"Jeg var vant til en tryg hverdag og en struktureret ramme i gymnasiet. Pludselig skulle jeg bo alene på et værelse og vænne mig til en langt friere studieform. Det tog mig lidt tid."

Efter første del af studiet flyttede Anders Fogh Rasmussen til Viborg, hvor han blev opstillet som folketingskandidat. Han fik studiejob i Håndværksrådet i København og skulle også finde tid til at besøge sin kæreste Anne-Mette, der boede på Sjælland.

"Jeg tror godt, man kan sige, at jeg fik grundlagt min arbejdsdisciplin i den periode. Jeg måtte være meget struktureret omkring min dagligdag for at nå det hele," siger Anders Fogh Rasmussen.

De røde på statskundskab

Derfor blev der heller ikke megen tid til det søde studenterliv, indrømmer han.

"Jeg har aldrig fortrudt, at jeg ikke fik deltaget ret meget i det sociale studenterliv. Jeg havde så travlt med det politiske arbejde, at jeg ikke skænkede det en tanke."

Studiemiljøet på Økonomi var ifølge Anders Fogh Rasmussen ikke så præget af venstreorienterede strømninger som mange andre studiemiljøer i 70’erne.

"Økonomi var et forholdsvist borgerligt studium, så på den måde befandt jeg mig godt. Jeg forsøgte også at tage nogle fag på Statskundskab, men det opgav jeg hurtigt. Der var holdningerne simpelthen for røde."

Anders Fogh Rasmussen var i en periode formand for Oeconrådet, og her kom han også i clinch med de røde holdninger repræsenteret af det, der dengang hed Fællesstudenterrådet ved Aarhus Universitet. Faktisk endte det med, at formand Fogh brød med Fællesstudenterrådets ’’doktrinære marxisme’’ og trak Oeconrådet ud af Fællesstudenterrådet.

Når det gælder det faglige indhold på studiet, var Anders Fogh Rasmussen en meget tilfreds studerende.

"Jeg er måske allermest glad for den arbejdsmetode og måde at ræsonnere på, som jeg lærte på studiet. Den har været mig til umådelig stor nytte i alt, hvad jeg har beskæftiget mig med sidenhen – inklusive mit nuværende job."

Plej Alumnerelationerne

Anders Fogh Rasmussen har gennem årene bevaret en tæt tilknytning til Aarhus Universitet. Ved flere lejligheder har han deltaget i politiske dueller med bl.a. Svend Auken på universitetet. Han mener, det er vigtigt, at danske universiteter gør mere for at pleje relationerne til tidligere studerende.

"Universiteterne er i dag i langt større konkurrence med hinanden globalt end tidligere, så det er afgørende vigtigt, at også danske universiteter knytter bånd til tidligere studerende, som kan fungere som ambassadører rundt om i verden."

Anders Fogh Rasmussen mener, at danske universiteter generelt har været for dårlige til at udnytte den rolle, alumner kan spille for markedsføreingen af deres alma mater.

"Jeg kan se, at i de omtaler, der har været af mig i internationale medier i forbindelse med mit nuværende job, står der næsten altid, hvor jeg har taget min uddannelse. Ad den vej bliver Aarhus Universitet nævnt alle mulige steder, og det er der selvfølgelig værdi i."

Foto: Lars Kruse, AU Foto