Børnelæge i hjertet

Hun har været udsendt til nogle af verdens mest udsatte områder. Hun har set store menneskelige lidelser som læge og forsker under borgerkrige, naturkatastrofer og epidemier. Nu bliver børnelæge Vibeke Brix Christensen æresalumne på Aarhus Universitet.

Solen står højt på himlen og bader lejren i tør og brutal hede, mens køen af syge og udsultede mennesker vokser foran hende. Desperationen hænger tungt i luften, for her handler det ikke bare om længere ventetid til god behandling. Det handler om liv og død. Vibeke Brix Christensen står i en flygtningelejr i Darfur og er langt væk fra Danmarks ordnede forhold. Men det er ligegyldigt for hende, for hun er her ikke for sin egen skyld. Hun er her, fordi hun ikke kan holde sig væk.

I køen møder hun en mor, der har været forbi flere gange. Hun har som altid sin lille søn med, og han fremstår tynd, svag og tydeligt underernæret. Faktisk er han tyndere, end han plejer, og det er morens skyld – hun har bevidst sultet ham. Der er nemlig kun hjælp til dem, der er stærkt underernærede. Vibeke Brix Christensen måler omkredsen på den lille drengs overarm. Under 11,5 cm. Han er i det røde felt. Han kan modtage hjælp – og med ham hele familien. Han overlever.

Alle de steder, Vibeke Brix Christensen har været udsendt, har hun med egne øjne set, hvordan underernæring truer og skader børn. Og der var ingen behandling til dem, der ’kun’ var moderat underernærede. De led og blev syge, uden at der var hjælp af få. Derfor tog hun kontakt til internationalt anerkendte ernæringsforskere i Danmark og udlandet for at gøre noget. Initiativet blev til Treatfood-projektet, hvor hun og et stort forskerhold udviklede en opskrift, så man nemt og billigt kan give de rigtige kosttilskud til de millioner af børn i verden, som ellers ikke ville få hjælp.

”Jeg er nogle gange blevet mødt med holdningen om, at nu må jeg vælge mellem det akademiske og det humanitære. Men jeg har valgt, og jeg har valgt begge dele,” siger Vibeke Brix Christensen.

Grise hjælper hjertesyge børn

Årets æresalumne voksede op i Varde sammen med sine to brødre. Hendes far er dyrlæge, og hendes mor er ergoterapeut. Efter at have færdiggjort sin lægeuddannelse på SDU flyttede hun til Aarhus for at begynde på ph.d.-uddannelsen. Her brugte hun en stor del af tiden i kælderen under Skejby Sygehus, hvor hun sammen med sit 17 mand store team blev klogere på børns hjerteoperationer ved at operere babygrise.

”På Aarhus Universitet oplevede jeg en høj grad af professionalisme og ordentlighed i arbejdet – både med hensyn til mennesker og dyr. Den forskning, jeg lavede dengang, dannede et vigtigt grundlag og er stadig med mig i dag. Min ph.d.-uddannelse lærte mig desuden værdien af respektfuldt teamwork og tværfaglighed, og det har jeg i høj grad brugt i min videre karriere,” fortæller hun.

Vibeke Brix Christensen fremhæver sin vejleder på AU, professor Else Tønnesen, som en værdifuld inspirator og samarbejdspartner. Hun støttede, at Vibeke som den første læge i Danmark fik skrevet ind i sine kontrakter, at hun kunne få orlov for at lave humanitært arbejde i felten.

”Det var unikt, at jeg fik den mulighed i Aarhus, og det er jeg meget taknemmelig for,” siger hun.

Alle børn er lige meget værd

Vibeke Brix Christensen har været udsendt af Læger uden Grænser ad flere omgange til Sierra Leone, Darfur og Afghanistan. Hun har altid arbejdet i teams med internationale udsendte i tæt samarbejde med lokale, hvor tværfaglighed og respektfuldt samarbejde betyder alt. Treatfood-projektet blev udført i Burkina Faso med 1.609 deltagende børn i et nationalt og internationalt samarbejde og med ønsket om at ændre internationale retningslinjer, så de tog udgangspunkt i barnets behov.

”For mig stopper lægeløftet ikke ved den danske grænse. Alle børn er lige meget værd, og jeg har altid haft en trang til at gøre noget. Jeg har været så heldig at få nogle kort på hånden, som jeg kan bruge til at hjælpe andre. Det er min form for nødhjælp,” siger hun.

I 2002 besøger tv-programmet ’Lægens bord’ Vibeke Brix Christensen i Sierra Leone. I programmet ser man hende blive vækket midt om natten, fordi en højgravid 13-årig pige med svangerskabsforgiftning er ankommet til klinikken med kramper. Iklædt en hvid T-shirt med Læger uden Grænser-logo og operationsbukser gør hun klar på den primitive og halvmørke operationsstue, hvor der også flakser en kæmpestor natsværmer rundt. Den gravide pige er i store smerter, da hun bliver kørt ind på stuen. ”It’s okay, it’s okay. Everything will be fine”, beroliger Vibeke, mens hun lægger drop og bedøver. Pigen overlever og føder ved kejsersnit to levende piger. Operationsstuen fyldes af barnegråd.

”Det er bare den bedste lyd lige nu”, siger Vibeke Brix Christensen lettet til kameraet.

Denne historie endte godt. Det er der andre, der ikke gør.

Uret tikker, hjertet banker

Vibeke Brix Christensen har set flere mødre dø i barselssengen. Hun har set børn dø af underernæring og andre sygdomstilstande, som man ikke bør dø af. Og hun har set mennesker, der har fået hugget arme, ben og kønsorganer af i den blodige borgerkrig.

Det hedder Læger uden Grænser, men der er grænser. Også for Vibeke Brix Christensen.

”Du kan ikke hjælpe alle. Du skal glæde dig over dem, du hjalp, og så håbe på, at dem, du ikke hjalp, også er der i morgen. Hvis du fokuserer på dem, du ikke nåede, brænder du ud.”

”Det vigtigste er, at man ikke bliver ligeglad og glemmer sine hjertesager. Og så skal man huske sin vidnepligt og råbe op, når man oplever det urimelige og umenneskelige,” siger hun.

I situationer, hvor hun er blevet grebet af håbløshed, har hun lyttet til Steffen Brandt synge den sang, som betyder noget særligt for hende:

Uret tikker

Hjertet banker

Hele verden fra forstanden

Gør dog noget

Løb for livet

Brug dog tiden

Elsk hinanden

Engang kontaktede hun Steffen Brandt i Aarhus for at sige tak, fordi hans tekster havde hjulpet hende igennem håbløse øjeblikke. Han blev glad og spurgte, om der var noget, han kunne gøre.

”Det blev til en intimkoncert på Klejtrup Musikefterskole, hvor jeg bidrog med fortællinger om mit arbejde med Læger uden Grænser. Det var en fantastisk oplevelse,” siger Vibeke Brix Christensen.

Bødlen i Susanne Biers film ’Hævnen’

En af de stærke fortællinger, hun bidrog med, handler om ’Bødlen’. I Sierra Leone mødte Vibeke Brix Christensen gravide, døende kvinder, som ankom til hospitalet med maverne sprættet op, så soldaterne i borgerkrigen ’for sjov’ kunne gætte på fostrenes køn. Én mand var særligt berygtet for lemlæstelsen: Bødlen.

En dag ankom han så selv til hospitalet i livsfare med et smadret ben. Hospitalets lokale personale stod stille. Det samme gjorde tankerne i Vibeke Brix Christensens hoved: Var hun en slags medskyldig i det næste drab, hvis hun reddede Bødlen nu? Havde hun overhovedet lyst til at hjælpe?

”Så sagde jeg, at vi skulle gå i gang. Jeg var nødt til at holde fast i, at jeg har aflagt et løfte om at hjælpe alle, der har behov,” siger hun om hændelsen, der inspirerede Susanne Bier til en scene i filmen ’Hævnen’ fra 2010. Hvor lægen Anton i skikkelse af skuespiller Mikael Persbrandt dog vælger at undlade behandling og udlevere Bødlen til lokalbefolkningen.

Brug dog tiden

Vibeke Brix Christensen har set ting i verdens brændpunkter, som ingen mennesker burde opleve. Især rammes hun, når børn er alvorligt syge og ikke får den nødvendige hjælp. Netop denne patientgruppe arbejder hun med i sit arbejde som børnelæge på Rigshospitalet, hvor hun er helt tæt på nogle af de mest alvorligt syge børn og deres forældre.

”Heldigvis har vi gode behandlingsmuligheder i Danmark, og samarbejdet på tværs af faggrupper, på tværs af afdelinger og på tværs af landet bruger jeg såvel i min kliniske hverdag som i forskningen for både de leversyge børn og i mit arbejde for Læger uden Grænser,”, understreger hun.

Hun håber, at prisen som æresalumne vil sende et signal til de studerende om at holde fast i deres hjertesager og bruges deres kompetencer der, hvor de gør størst forskel. Verden har brug for engagement og hjerteblod:

”Verdensmålene sætter en klar retning. Men de kræver handling, hvis vi skal nå dem. Så: Ræk nu ud. På en ordentlig måde. Samarbejd om de komplekse problemer. Brug dog tiden. Gør dog noget.”