Æresdoktor 2021: Professor Hiroshi Ishiguro (Faculty of Arts)

Visninger

Hiroshi Ishiguro (født 1963) er professor i robotteknologi ved Osaka University, Japan. Han er særligt kendt for sin forskning i ’androider’, dvs. særdeles menneskelignende robotter. Professor Ishiguro er en af de førende kapaciteter indenfor ’social robotics’, en tværfaglig gren af robotteknologien. Udover at sætte standarden for denne disciplin udmærker han sig ved at stille dybe filosofiske spørgsmål gennem sit virke.

Hovedspørgsmålet i Hiroshi Ishiguros forskning er ”Hvad er et menneske?”, og ved at bygge naturtro, humanoide robotter udforsker han betingelserne for kærlighed, spiritualitet og andre vigtige dimensioner i et menneskeliv.

Professor Ishiguro har i cirka et årti samarbejdet med forskerne ved forskningsenheden ’Robophilosophy and Integrative Social Robotics’ ved Afdeling for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet. Siden 2012 har forskningsenheden anvendt humanoide robotter udviklet af Hiroshi Ishiguro i forskellige forskningsprojekter. Yderligere har Arts lige oprettet et nyt sidefag i ’Humanistisk teknologiudvikling’ med ambitionen om at fremme det direkte samarbejde mellem studerende fra humanistiske fag med studerende fra ingeniørvidenskab og teknologisk design. Forhåbningen er, at professor Ishiguro’s fremsynede, tværfaglige forskningsperspektiver vil være til inspiration for samarbejdet på tværs af fakulteterne.

Se professor Hiroshi Ishiguros hjemmeside