Professor Michael Baumann er direktør for det tyske kræftforskningscenter DKFZ i Heidelberg, Europas største kræftforskningsinstitut. Han har gjort sig internationalt bemærket inden for eksperimentel strålebehandling af tumorer og har spillet en afgørende rolle for udviklingen af individualiseret strålebehandling, der tilpasser kræftbehandlingen til de enkelte patienter.
Michael Baumann har haft et stærkt forhold til Aarhus Universitet siden 1980’erne, og han var et fremtrædende medlem af det internationale panel, der i 2012 rådgav Sundhedsstyrelsen til at oprette Dansk Center for Partikelterapi (DCPT) i Aarhus. DCPT er afgørende for, at Danmark i dag er verdensledende inden for strålingsonkologisk forskning, og Michael Baumann har siden 2017 været medlem af centrets Scientific Advisory Board.
DKFZ arbejder under Michael Baumanns ledelse tæt sammen med førende kliniske institutioner for kræftforskning, herunder det nyoprettede Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC), hvor Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har en fremtrædende plads.