2017 Modtagere af Dronning Margrethe II's rejselegat til studerende ved Aarhus Universitet

Rejselegatet blev indstiftet i 2010 som en gave til Hendes Majestæt Dronning Margrethe i anledning af Dronningens 70 års fødselsdag og blev udvidet i 2012 i anledning af Dronningens 40 års regentjubilæum. I alt bliver der uddelt fire legater, ét til en studerende på hvert af de fire hovedområder. På BSS og Arts går legatet til studerende ved statskundskab og arkæologi - de to fag, som Hendes Majestæt selv læste i sin tid som studerende på Aarhus Universitet i 1961-1962.

Hensigten med legatet på 25.000 kroner er at gøre det muligt for legatmodtagerne at studere i udlandet i forbindelse med deres studier på Aarhus Universitet.

KLASSISK ARKÆOLOGISTUDERENDE DANIEL NYKJÆR ANDERSEN

Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

Daniel Nykjær Andersen færdiggør i sommeren 2017 sin bacheloruddannelse i Klassisk Arkæologi med tilvalg i Viking Studies på Aarhus Universitet. Hans bacheloropgave, der omhandlede Aurelians bymur i Rom, er blevet bedømt med karakteren 12.

Daniel Nykjær Andersen har allerede, inden han påbegyndte sine studier, deltaget i udgravninger i Danmark. I løbet af sin studietid har han deltaget i feltarbejde forskellige steder i Grækenland, og han har været medarrangør af en studietur til Sardinien. Han har endvidere været meget aktiv i fagmiljøet som tutor, studenterrepræsentant i Uddannelsesnævnet for Historie og Klassiske Studier og som instruktor i Klassisk Arkæologi.

Daniel Nykjær Andersen er meget bredt orienteret og betegnes som en vidende, engageret og usædvanlig lovende studerende. Han fordyber sig i studiet men har også stor viden om emner, der ligger ud over den snævre faggrænse.

Daniel Nykjær Andersen har planer om at bruge rejselegatet til at fordybe sig i Italiens arkæologi – dels ved at deltage i udgravninger og dels gennem en længere studierejse i Italien.

KEMISTUDERENDE NIKOLAJ ROTH

Institut for Kemi, Aarhus Universitet

Nikolaj Roth er en exceptionel dygtig ph.d.-studerende, som i 2015 blev optaget på 3+5 elite PhD, hvor han allerede har vist fremragende forskningsevner: I efteråret 2016 tilbragte han to måneder på Oak Ridge National Laboratory i USA, hvor han målte verdens første magnetiske 3D-PDF data på Spallation Neutron Source.

3D-PDF er en helt ny eksperimentel teknik, hvor man kan få hidtil uhørt indsigt i uorden og lokal struktur i krystaller. Sådanne metoder forventes helt at ændre, hvordan man i fremtiden kan arbejde rationelt med design af avancerede materialer med efterspurgte egenskaber, og Nikolaj Roth er med helt fremme i feltet.

Nikolaj Roth er samtidig kulturbærer blandt de studerende på Institut for Kemi med flere aktiviteter, og er en engageret underviser. Han har i den forbindelse udviklet undervisningsmateriale til en projektopgave i bachelorkurset "Materialekemi I" baseret på den nyeste forskning i gruppen.

Rejselegatet bruges til et ophold på Advanced Photon Source (APS) i Chicago ved ChemMatCARS beamlinen, hvor det er muligt at udføre måling af 3D-PDF data også for røntgenstråling. Projektet er helt på fronten af moderne krystallografisk forskning.

MEDICINSTUDERENDE MORTEN KELDER SKOUBOE

Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet

Morten Kelder Skouboe er på 2. semester af sit kandidatstudium i medicin. Han udviste tidligt på studiet interesse for infektionsmedicin og forskning, herunder også for det internationale aspekt heri. Morten Kelder Skouboe har siden sit første semester på studiet deltaget i International Medical Cooperation Committee (IMCC), en frivillig international organisation af medicinstuderende.

Forskningsmæssigt har Morten Kelder Skouboe senest arbejdet med infektionsmedicin. Han har bidraget til et projekt, der søger at forstå, hvordan cellen bliver opmærksom på en virusinfektion og opfanger beskeder, der sendes ind i cellen og igangsætter en forsvarsreaktion. Ved brug af en musemodel til undersøgelse af kønssygdommen herpes har Morten Kelder Skouboe påvist, at nogle nye immunmodulerende stoffer får cellen til at producere proteiner af gruppen interferoner, som beskytter mod herpesvirusset og også beskytter mod udvikling af sygdom.

Morten Kelder Skouboe har hurtigt tillært sig en bred vifte af teknikker i laboratoriet. Han har et usædvanligt overblik over store og komplicerede forsøgsrækker og tilmed en akademisk indsigt i metoders svagheder og styrker, der rækker langt ud over hvad en studerende normalt er i stand til. Morten Kelder Skouboe arbejder allerede på samme niveau som en ph.d.-studerende.

Morten Kelder Skouboe modtager rejselegatet, fordi han er en særdeles engageret, dygtig og internationalt orienteret studerende med mange igangværende aktiviteter og et meget stort potentiale.

STATSKUNDSKABSSTUDERENDE LINE ENGBJERG

Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Line Engbjerg, som er kandidatstuderende i statskundskab, har topkarakterer i alle sine kandidatfag og hører således til blandt instituttets allerdygtigste studerende. Hendes interesser har især været offentlig forvaltning og kvantitativ metode.

Sideløbende med kandidatstudiet har Line Engbjerg været instruktor i metode, og hendes fagkoordinator betegner hende som yderst kompetent. Også de studerende berømmer hendes kvaliteter, da de gav hende særdeles flotte studenterevalueringer. Line har desuden gennemført sit praktikophold i konsulentvirksomheden Epinion. 

Rejselegatet bringer Line Engbjerg til Humbolt-Universität zu Berlin, hvor hun er optaget ved Institut für Sozialwissenschaften. Instituttet har et meget stærkt fagligt miljø, der blandt andet er kendt for at kombinere statskundskab og sociologi, og universitetet har fostret nogle af verdens mest anerkendte sociologer.

I Berlin planlægger hun at følge fag i avanceret kvantitativ analyse. Udover oplevelsen af et andet udfordrende studiemiljø forventer Line Engbjerg, at studieopholdet ved Humbolt-Universität zu Berlin vil give hende gode forudsætninger, når hun skal færdiggøre sit speciale.