2020 Modtagere af Dronning Margrethe II's rejselegat til studerende ved Aarhus Universitet


Charlotte Marie Brühe Jensen, kandidatstuderende i arkæologi, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

Charlotte Marie Brühe Jensen fik topkarakter for sit BA-projekt med titlen ’Fyrstelige kulinariske netværk i europæisk senmiddelalder: et arkæologisk studie i Henrik Harpestrengs kogebog og dens relation mellem Danmark og det øvrige Europa’. Charlotte Marie Brühe Jensen planlægger at forfølge dette emne yderligere med et praktikforløb i det velbevarede historiske køkken ved Kloster Seligenstadt i Tyskland som en del af forberedelsen til et speciale om historiske køkkener og europæisk madkultur.

Charlotte Marie Brühe Jensen er en arbejdsom og initiativrig studerende, som indgår aktivt i studiemiljøet, samtidig med at hun involverer sig i forskellige faglige projekter. I foråret 2020 deltog hun i udviklingen af et samarbejdsprojekt mellem forskere fra instituttet og Øhavsmuseet Faaborg om undersøgelsesstrategier i den middelalderlige landsby. Det har givet hende mulighed for at diskutere faglige problemstillinger med arkæologer fra kulturhistoriske museer og andre fagmiljøer. I forbindelse med samarbejdet har hun deltaget i udarbejdelsen af en artikel.

Maria Søgaard-Nielsen, kandidatstuderende i statskundskab, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Maria Søgaard-Nielsen ligger helt i toppen af instituttets mange dygtige studerende, og hun er meget målrettet, dedikeret og engageretMaria Søgaard-Nielsen har specielt interesseret sig for samfundsvidenskabelige metoder inden for international politik og offentlig ledelse.  Hun har sjældent høje karakterer inden for dette felt. Hendes bacheloropgave blev skrevet inden for offentlig ledelse.

Maria Søgaard-Nielsen har kombineret sine stærke faglige kompetencer og interesser med relevant studiearbejde for Innovationsfonden og Epinion, og hun har været engageret i en række forskellige fagligt relevante aktiviteter arrangeret af Boston Consulting Group, McKinsey & Company og Bain & Company.

Maria Søgaard-Nielsen skal i foråret 2021 studere international politik og samfundsvidenskabelige metoder ved et af Australiens bedste universiteter, Deakin University. Hun er især interesseret i at studere Human Rights in World Politics og vil supplere med metodekurser.

Sophia Thrane, kandidatstuderende i medicin, Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet

Sophia Thrane har som kandidatstuderende arbejdet med et projekt vedrørende udvikling og behandling af antimikrobiel multiresistens blandt bakterier, der inficerer lungerne hos patienter med cystisk fibrose. Disse bakterier forvolder så voldsomme skader i lungerne, at de ofte er den egentlige årsag til patienternes død. Sophia Thrane har i foråret 2020 været en del af professor Jane C. Davies’ forskningsteam ved Imperial College London, et af verdens førende universiteter. Her har hun som studenterobservatør undersøgt aktiviteten og virkningen af lægemidlet glatiramer acetate (Copaxone®) i lungevæske fra cystisk fibrose-patienter og har haft adgang til National Heart and Lung Institutes cystisk fibrose-klinik på Royal Brompton Hospital.

Sophia Thrane er en vigtig deltager i dette projekt, hvis formål er at udvikle medicinsk behandling af en problemstilling, hvor der i øjeblikket ikke eksisterer tilfredsstillende behandlinger. Hun har bidraget med en indsats, der har bragt projektet væsentligt fremad, og hun er vendt tilbage fra opholdet på Imperial College med betydelig indsigt i forskningsarbejdet omkring alvorlige lidelser i luftvejene og state-of-the-art-behandling af disse. Sophia Thrane ønsker fremover at dygtiggøre sig yderligere inden for dette forskningsfelt.

Dina Sofia Mortensen, kandidatstuderende i astronomi, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet

Dina Sofia Mortensen er en fremragende studerende, som med stor nysgerrighed og interesse lader sig opsluge af studiet. Hendes speciale handlede om at påvise exoplaneter, der kredser om en bestemt klasse af stjerner. Her brugte Dina Sofia Mortensen en ikke hidtil anvendt tilgang, som potentielt vil føre til yderst interessante planetopdagelser.

Dina Sofia Mortensens beundringsværdige engagement i astronomiens verden ses desuden i hendes tidligere rolle som erhvervspraktikantansvarlig på instituttet, hvor hun har stået for både at arrangere og afholde erhvervspraktik for elever i 8.-10. klasse. Foruden sin faglige ildhu er Dina Sofia Mortensen også på andre måder en engageret studerende. Dette kommer til udtryk i hendes tid i Institut for Fysik og Astronomis studenterrepræsentation, hendes involvering i MatFys-tutorgruppen samt hendes rolle i bestyrelsen for Fysisk Fredagsbar. Dina Sofia Mortensen formår at være en dygtig studerende og samtidig give sig selv plads og tid til at være mere og andet end det.

Margrethe II’s Rejselegat vil give Dina Sofia Mortensen mulighed for at deltage i konferencer om exoplaneter, hvor hun kan præsentere resultaterne fra sit specialeprojekt.