Tale ved bestyrelsesformand Connie Hedegaard

Det talte ord gælder

HJERTELIG VELKOMMEN TIL ÅRSFEST TIL JER ALLE SAMMEN - en særlig varm velkomst til Uddannelses- og Forskningsministeren, TAK Ane Halsboe Jørgensen også fordi du vil glæde os med at tale her lidt senere. Vi vil gøre alt (altså næsten) for at du vil føle dig så godt tilpas her og på dit ressort, at vi for første gang i mange år kunne se den samme minister flere år i træk...

KENDER I det ? Kender I fornemmelsen af, når pendulet begynder at svinge tilbage. Er det ikke som om vi ser begyndelsen på et værdimæssigt opbrud?: Fra “mig, mig, mig” og fokus på det kortsigtede afkast og målbar nytteværdi til noget... noget andet...

Er det ikke som om mennesker - ikke mindst mange unge mennesker - søger efter noget andet og mere og i stigende grad tager afstand fra den overfladiske og stressende jagt på materielle goder. Er det ikke som om flere nok ser teknologiens og digitaliseringens mange muligheder men også i stigende grad stiller kritiske spørgsmål til, hvad de teknologiske fremskridt og hastigheden gør ved os, ved vores samfund og på et mere fundamentalt plan ved vores demokrati? Og måske også klimakrisen og bæredygtighedsudfordringerne understreger denne fornemmelse af, at vi trænger til igen at fokusere på andet end det materielle, ligesom vi har brug for at kunne sætte vores egen eksistens ind i en større sammenhæng.

Hvis jeg nu har ret i, at et paradigmeskifte er på vej, så der igen bliver bud efter dem, der kan skabe perspektiv og give dybde som modvægt til det overfladiske, og dem som beskæftiger sig med de store spørgsmål om, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvad der er meningen med det hele, ja så er der jo mere end nogensinde brug for stærke universiteter. Det er som om sektoren i kampen for år for år at få budgetterne til at balancere og kolonnerne til at stemme måske ikke har haft ork nok til at se det store billede, endsige stille de store spørgsmål. Altså der ER ikke meget ånd over en “fremdriftsreform”... Jeg tror, vi alle sammen skal besinde os på betydningen af også det, der ikke kan måles og vejes. Og misforstå mig nu ikke. Det handler selvfølgelig ikke om, at universiteterne ikke skal drives effektivt. Det bestræber vi os på hver eneste dag. Men tænk hvis der blev overskud til at skabe en klarere arbejdsdeling - hvem gør bedst hvad? Kunne vi måske også hurtigere nå det excellente, hvis vi arbejdede mere sammen på tværs af faggrænser og institutioner? Var det måske tid at definere et par store mål - f.eks. et par spydspidsprojekter inden for klima og bæredygtighed - der hjalp det danske samfund til hurtigere, klogere og smartere at nå de ambitiøse mål? Et sted at starte kunne være at give universiteterne en ramme, de kan regne med mere end en enkelt finanslov frem. Det er dén slags, man kan som minister, hvis man ikke kun er visiting fellow et semester eller to.

Da jeg begyndte på universitetet i universitetsmarxismens storhedstid lød parolen, at man skulle “forske for folket ikke for profitten.” 20 år efter skulle vi så fra Forskning til Faktura. Pendulet svingede m.a.o. fra den ene yderlighed til den anden. I nogle år har der nu været - berettiget - fokus på at vi i DK havde brug for flere naturvidenskabelige kandidater. Flere ingeniører. Flere der uddanner sig inden for områder, hvor det umiddelbart var til at få øje på erhvervslivets og jobmarkedets behov. Fint nok. Og AU leverer på efterspørgslen - bl.a. med ingeniørsatsningen  og IT-satsningen - og bruger i disse år også mange kræfter på at være dygtigere til at række ud til erhvervsliv og til aftagere. 

 
Det er altsammen vigtigt - vældig vigtigt faktisk. Men måske er det også tid at sætte mere fokus på, hvad universitetet også er leveringsdygtig i - ånd f.eks. Dannelse. 

Men ét er at frembringe viden. Noget andet er at bringe viden i spil. Jeg sad for nylig på et andet universitet med nogle professorer, der forsker i visse aspekter af klima og omstilling... og de erkendte åbent, at de intet ved om de politiske processer. De har en masse viden, som kunne give et bedre beslutningsgrundlag, hvis de der træffer beslutninger kendte til den viden. Men det gør de bare ikke. Hvordan sikrer man det? At viden er publiceret i et fint tidsskrift tæller i de internationale rankings, og det er super godt. Men det giver jo ikke nødvendigvis impact. Så hvordan bliver vi dygtigere til at bringe viden i spil? Skal der være et mellemled, der kan “oversætte” forskningen, når man kan se, at samfundet eller erhvervslivet kunne have brug for input fra forskningen? Tit véd beslutningstagere jo ikke hvad de ikke ved... (nogle vil mene rigtig tit...!) Men der skal to til vidensudveksling - en modtager OG en afsender. Hvordan får vi givet det prioritet - og gjort det meriterende - UDEN at det ender med pop og uholdbare stramninger?

På  bestyrelsens årlige strategiseminar i juni drøftede vi netop dette - drøftede hvordan AU kunne gøre sit bidrag til samfundet mere synligt. Og ja, okay, jeg skal da lige love for, at AU har været synlig på det seneste... det var så ikke lige på den måde, vi havde i tankerne... Og lad mig bare sige det højt og tydeligt: Som bestyrelsesformand vil jeg gerne kvittere for universitetsledelsens resolutte håndtering af “kødsagen”. Det er aldrig sjovt at måtte drage alvorlige konsekvenser i fuld offentlighed. Men universitetsledelsen havde ikke andet valg. Sagen ER alvorlig - fordi forskningsfriheden - universitetets integritet og troværdighed - er det dyrebareste vi har. Det der adskiller os fra at være et konsulenthus...

Og ja, nogle er bange for, at der i stigende grad kommer private penge ind på universiteterne. Men det bør ikke i sig selv være et problem. Ligesom hver eneste forsker på universitetet skal kende grænsen, så skal vores samarbejdspartnere også både kende og respektere den.

Problemet opstår, hvis balancen skrider. Det er super, at f.eks. fondene støtter og støtter markant. Tak for det. Men det duer ikke, hvis penge - fra fonde, fra EU, fra erhvervslivet - bruges som undskyldning for at skære ned på de offentlige bevillinger til forskningen. Dels risikerer balancen at tippe, dels bliver det jo et nulsumsspil - frem for noget der samlet skulle gøre os rigere og klogere.

I den forbindelse vil jeg gerne kvittere for, at regeringen har aflyst konkurrenceudsættelsen af myndighedsbetjeningen. Ikke fordi vi ikke tåler konkurrence, men fordi forskning tager tid. Dataserier tager tid. Viden der går dybere, når man ikke med korte budgethorisonter. Og man skal kunne fremkomme med besværlig viden uden frygt for at opgaven forsvinder.

På AU bidrager vi gerne til at løse samfundets udfordringer. Som nævnt gælder det i høj grad også klimaudfordringerne og opgaven med at leve op til verdensmålene. Ja man kan jo simpelt hen ikke løse disse enorme og komplekse udfordringer uden forskernes aktive bidrag. Men når vi på AU i år har sat et stort arbejde i gang for at få formuleret en markant bæredygtighedsstrategi, så handler det også om, hvordan vi selv indretter os som universitet. Vores største bidrag sker naturligvis gennem vores forskning og den viden og de løsninger, vi kan stille til rådighed, ingen tvivl om det. Men hvordan gør vi vores egen daglige praksis og etik klimavenlig? Hvordan bruger vi f.eks. energi og ressourcer, hvordan transporterer vi os? Og skal læseplanerne justeres, så man ikke kan blive kandidat fra AU uden et vist niveau af grøn dannelse? For mig at se hører en vis fundamental viden om bæredygtighed og klima simpelt hen med til at være et dannet menneske i det 21. århundrede og må således også være en del af universitetets DNA.

Som det fremgår: Det er der rigtig meget, der er. Universitetet er en levende og dynamisk organisme uden hvilken det danske samfund ville være fattigere. Fællesskabet får rigtig meget gavn af det, der foregår her - og vi vil til stadighed gøre, hvad VI kan for at gøre dette positive bidrag endnu større og endnu mere synligt. Med disse ord vil jeg endnu en gang byde Jer velkommen og give ordet til rektor.

1447067 / i40