Nina Gram

Musik stiller din opmærksomhed ind på omgivelserne

Nina Gram har forsket i den mobile lyds rolle i oplevelsen af det urbane rum. Vi lever ikke bare med musik, men også gennem musik, erfarer hun. 

En cykeltur gennem byen med musik i ørerne. Tidligere forskning har mest fokuseret på, hvordan den mobile musiklytter ekskluderer sig selv og kommer ind i sin egen boble. Nina Grams hypotese var, at dette billede bør nuanceres, fordi der også kan anlægges positive vinkler på mobil musiklytning. Det har hun i sin afhandling argumenteret overbevisende for. 

Studierne viste tydeligt, at vi mennesker er tilbøjelige til at skabe sammenhænge mellem det, vi hører og ser. Med sin æstetiserende virkning skaber musiklytningen en privat relation mellem lytteren og omgivelserne. En relation, som naturligvis godt kan deles med andre verbalt. 

”Man kan sige, at musikken stemmer lytteren til at have et æstetisk blik og forholde sig til sin omverden på en anden måde end ellers. Selve lydmediet kan derfor være en måde at investere sin opmærksomhed i omgivelserne på. Man kan komme til at sætte pris på nogle aspekter, man ellers ikke ville have oplevet,” konkluderer Nina Gram. 

Med sin forskning håber hun at kunne bløde op på den angst, hun har iagttaget, for at især de unge isolerer sig i deres musiklytning.

”Jo yngre folk er, jo mere flydende og naturligt ser de ud til at kunne navigere mellem et privat og et offentligt lydrum,” erfarer Nina Gram. 

Læs det fulde portræt