Årets modtagere af Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d.-pris

Hæder til en håndfuld nye forskere

Læs her om nogle af de mest spændende forskningsresultater fra den seneste ph.d.-årgang fra Aarhus Universitet. Disse fem forskere modtager AUFF’s talentpris for ph.d.er. 

Af Filip Graugaard Esmarch

Fem dygtige forskere modtager AUFF’s ph.d.-pris for deres ph.d.-projekt fra 2020. De har alle gjort sig ganske særligt bemærket, både med deres resultater og med den måde, de har formidlet resultaterne på. De fem forskere modtager hver 50.000 kr. som anerkendelse for deres forskning.

Hvert af Aarhus Universitets fem fakulteter har indstillet et antal af deres nye forskertalenter til at modtage prisen, og herefter har Aarhus Universitets ph.d.-skolelederkreds (red.) foretaget en prioritering, således at alle fakulteter er repræsenteret. Bedømmelseskriterierne har dels været selve afhandlingens fremragende kvalitet, dels kandidaternes mere overordnede indsats i løbet af ph.d.-studiet.   

I år har følgende fagligheder modtaget prisen: en biolog, en assyriolog, en læge, en økonom og en geolog. De har bidraget med spændende viden om henholdsvis reduktion af næringsstoffer fra landbruget, fortællinger om forfattere i babylonsk oldtid, behandling af patienter med hjertestop, risikabel sundhedsadfærd blandt teenagepiger og metoder til datering uden makrofossiler. Alle fem prismodtagere forsker i dag videre; de fire af dem i postdoc- eller adjunktstillinger.

Fakta om ph.d.-prisen

  • Aarhus Universitets Forskningsfond indstiftede sin årlige ph.d.-pris i forbindelse med universitetets 75-års jubilæum i 2003.
  • Aarhus Universitets Talentbånd indstiller på baggrund af anbefalinger fra fakulteterne et antal kandidater, hvorefter universitetsledelsen og Forskningsfonden foretager den endelige indstilling.
  • Alle modtagerne har afsluttet deres ph.d. året forinden, altså i dette tilfælde i 2020.

Sophus Helle

Foto: Maiken Kestner

MYTER OM FORFATTERE GIVER NY VIDEN OM OLDTIDENS LITTERATURSYN
ASSYRIOLOGI

Sophus Helle har fundet nye måder at undersøge forfatterbegrebets ældste historie på. I oldtidens babylonske og assyriske kulturer opstod selve ideen om en personificeret forfatter.

Verdens tidligste kendte forfatter var den sumeriske prinsesse Enheduana. Hun levede omkring år 2300 f.Kr. i oldtidens Irak. De ældste bevarede lertavler med Enheduanas dramatiske hymner til den lunefulde gudinde Inana er dog fra 4-500 år efter forfatterens død.

En del filologer har derfor gerne villet finde ud af, i hvor høj grad teksterne er Enheduanas egne, eller om de blot er tilskrevet hende. For i modsætning til for eksempel Homer fra den græske oldtidslitteratur er Enheduana uden tvivl en historisk person. Det forklarer ph.d. Sophus Helle, som i sin afhandling selv viser en alternativ tilgang.

”Jeg har genovervejet selve måden at undersøge forfatterbegrebets historie på. I studiet af de førmoderne kulturer ender man nemlig hurtigt i metodologiske problemer, hvis man bliver for fokuseret på det virkelige menneske bag de litterære værker. Litteratur bliver i oldtiden skabt på en mere kollaborativ og gradvis måde,” siger Sophus Helle.

En ny forklaringsramme
Han sætter med sin egen metodologi fokus på de historier eller myter, som i de babylonske og assyriske kulturer fortælles om en forfatter. Disse forfatterfortællinger har man i den hidtidige forskning ofte været tilbøjelig til at lægge til side som historisk upålidelige.

”I stedet ser jeg på dem og undersøger, hvad de fortæller om folks måde at tænke litteratur på. Sådan et metodologisk greb er jeg ikke den første til at lancere, men jeg videreudvikler nogle af de metoder, som kan bruges dér,” tilføjer Sophus Helle.

I sin efterfølgende historiske undersøgelse af forfatterfortællingerne viser han, hvordan disse ofte er forbundet med en genfortolkning af ældre eller fremmede tekster.

”Det kan for eksempel være, at den oprindelige kultur eller kontekst, som værket blev skrevet i, er forsvundet. Så kan forfatterfortællingerne bruges til at forklare, hvor værket kommer fra, og hvordan det kan give mening.”

Bygger bro mellem fag
Sophus Helle var selv en fremmed fugl, da han med sin uddannelse som assyriolog fra Københavns Universitet i bagagen blev ph.d.-studerende på litteraturvidenskab i Aarhus. Her har han udnyttet sin tværfaglige position til brobygning. En omfattende publikationsliste vidner om, at han er godt på vej mod sit mål om at etablere en samtale mellem litteraturvidenskaben og assyriologien.

”Assyriologi har som fag været lidt lukket om sig selv. Så meget af det, jeg laver, handler om at bringe spændende information derfra ud i verden, både til et akademisk og til et bredere publikum,” forklarer Sophus Helle.

Senest har han således også oversat Enheduanas hovedværk Dronninover verdens magter fra kilDeskrift til både dansk og engelsk, og sideløbende med sit ph.d.-forløb fik han i samarbejde med sin far, digteren Morten Søndergaard, udgivet en anmelderrost dansk oversættelse af det mest kendte epos fra den babylonske verden, Gilgamesh.

Sophus Helle fortsætter nu i et internationalt postdoc-projekt, hvor han skal udforske flere tværfaglige forbindelser mellem filologi, litteraturvidenskab og oversættelsesteori.  

Hør Sophus fortælle om sin forskning

Eva Rye Johansen

Foto: Anne Kring

PIGER MED TIDLIG SKOLESTART LEVER VILDT SOM TEENAGERE
ANVENDT MIKROØKONOMETRI

Kan man ved hjælp af data fra nationale sundhedsregistre analysere sig frem til underbelyste årsager og konsekvenser, når det gælder teenageres risikofyldte sundhedsadfærd? Det kan man, hvis man som økonom Eva Rye Johansen har ekspertise i anvendt mikroøkonometri, altså i at finde statistiske metoder til at behandle data om individers adfærd.

”Jeg har anvendt statistik over danske kvinder født mellem november 1981 og februar 1992. Ud over oplysninger om skolestart har jeg set på data for blandt andet alkoholforgiftninger, aborter, fødsler og behandling for klamydia. Det viser sig, at pigernes alder ved skolestart har en betydning for deres risikable sundhedsadfærd i teenageårene,” opsummerer Eva Rye Johansen.

Hun har i sit ph.d.-projekt sammenholdt grupper af stort set jævnaldrende piger, som er født kort før og kort efter et årsskifte, og som derfor er startet på forskellige klassetrin. Det viser sig, at piger med tidlig skolestart også begynder at drikke og have sex i en relativt yngre alder. Men Eva Rye Johansens analyser afslører også, at gruppen af tidlige skolestartere har en lidt større risiko for at få en provokeret abort som 15-20-årige, faktisk 36 % oftere end gennemsnittet. Og de har også lidt større risiko for at komme ud for en alkoholforgiftning, hvilket sker hele 58 % oftere end for gennemsnittet.

Forskning og politik
Her har vi ikke plads til at komme ind på mellemregninger og metodisk design. Men Eva Rye Johansens resultat er et godt eksempel på, hvordan de ganske unikke danske registerdata kan udnyttes på en måde, som giver genlyd i forskningsverdenen – hendes eneforfattede artikel er publiceret i det førende inter- nationale tidsskrift inden for sundhedsøkonomi, Journal of Health Economics.

Samtidig er resultatet et eksempel på, hvordan man ved hjælp af mikroøkonometri kan bidrage med værdifuld viden i forbindelse med udformning af indsatser eller politikker i forhold til samfundsmæssige problemstillinger.

”Man kan for eksempel have en politisk målsætning om, at 15-årige skal drikke mindre, eller at færre 18-årige skal blive gravide. Men måske burde man i højere grad fokusere på bestemte klassetrin,” foreslår Eva Rye Johansen.

Fokus på familieøkonomi
De to øvrige kapitler i hendes ph.d.-afhandling er forfattet sammen med to andre forskere, og her bliver teenagegraviditeternes konsekvenser belyst.

”Først viser vi, at det at blive forælder som teenager har negative konsekvenser for både moren og faren. Det kan altså være en hjælp, hvis man med en politik på området ikke kun støtter de unge mødre, men også fædrene. Det sidste kapitel fokuserer på konsekvenserne for børnene. Her ser det ud til, at det ikke i sig selv er forældrenes unge alder, som gør, at børnene klarer sig dårligere, men at det i stedet skyldes en række andre forhold,” siger Eva Rye Johansen.

Hun forsker nu videre i en adjunktstilling på Aarhus Universitet, hvor hun bruger mikroøkonometrien til at undersøge årsager til social ulighed.   

Hør Eva fortælle om sin forskning

Mathias Johan Holmberg

Foto: Anne Kring

VIGTIG VIDEN OM MEDICIN TIL PATIENTER MED HJERTESTOP
HJERTESTOP 

Læge Mathias Johan Holmberg har med sit ph.d.-projekt bidraget med ny indsigt i forekomsten og behandlingen af hjertestop.

Mathias Johan Holmbergs interesse for behandling af hjertestop hos indlagte patienter blev vakt, da han som medicinstuderende havde sit forskningsår på et hospital med tilknytning til Harvard Medical School i Boston. Her blev han opmærksom på, at der manglede viden om den akutte og uventede tilstand hjertestop, som også på grund af dens høje dødelighed er temmelig udfordrende at forske i.

”Mange af de behandlinger, vi kan tilbyde på et sygehus, har vi ingen stærk evidens for. Men efter jeg var færdig som læge, tog jeg tilbage til hospitalet i Boston for at lave en ph.d. i et dansk-amerikansk samarbejde,” fortæller Mathias Johan Holmberg.

Han lagde ud med at undersøge forekomsten af hjertestop på hospitaler. I USA kan denne ikke aflæses direkte i et nationalt register. Men ved hjælp af avancerede statistiske metoder lykkedes det at estimere antallet af patienter med hjertestop på amerikanske hospitaler til knap 300.000 årligt. Dette er et væsentlig større tal, end man tidligere har antaget, og studiet bliver da også hyppigt citeret.

Midler til genoplivning
Herefter undersøgte Mathias Johan Holmberg et par lægemidler, som er anvendt ved genoplivningsforsøg. I 2010 blev atropin fjernet fra de internationale retningslinjer for behandling af hjertestop, men efterfølgende har det ikke været undersøgt til bunds, om eksklusionen var en god ide.

”Vi brugte nogle mere komplekse statistiske metoder, end man tidligere har brugt. Studiet viser, at brugen af atropin ikke er forbundet med bedre overlevelse – så det styrker de nuværende anbefalinger. I det tredje studie foretog vi en større opsamling af viden om den velkendte brug af adrenalin. Der har været visse kontroverser omkring adrenalin, fordi man har ment, at det nok er effektivt til genoplivning, men at det samtidig ser ud til at kunne medføre flere hjerneskader,” forklarer Mathias Johan Holmberg.

Ud fra sin metaanalyse mener han dog at kunne aflyse denne bekymring. Studiet var i øvrigt bestilt af den internationale organisation, som udformer retningslinjer på området. Her var Mathias Johan Holmberg også selv medforfatter på retningslinjerne i både 2019 og 2020.

Forebygge og reducere
I sin afhandling fremlægger Mathias Johan Holmberg også et forsøg, hvor 48 hjertestoppatienter fik stoffet ubiquinol, som i et tidligere videnskabeligt studie havde set ud til at kunne forbedre overlevelsen og reducere den hjerneskade, som opstår under hjertestop.

”Stoffet kan kun gives via munden i form af en væske. I vores indledende studie så det dog ikke rigtig ud til at kunne optages i kroppen på den måde. Hovedformålet med forsøget var derfor at undersøge dette nærmere, og det viste sig, at ubiquinol faktisk godt kan optages gennem mave-tarm-kanalen,” siger Mathias Johan Holmberg.

Desværre så det ikke ud til at have så positiv en effekt, som det ældre studie havde beskrevet. Efter afsluttet ph.d. har Mathias Johan Holmbergs arbejdstid været delt mellem klinisk arbejde og forskning, og han planlægger at fortsætte på den måde. 

Hør Mathias fortælle om sin forskning

 

Astrid Strunk

Foto: Maiken Kestner

AFLEJRINGER MED MIKROFOSSILER KAN NU DATERES MERE PRÆCIST
ISKAPPEFORSKNING

Astrid Strunk har rekonstrueret, hvordan indlandsisen i Nordgrønland reagerer på klimaforandringer. Samtidig har hun forbedret visse metoder for kulstof 14-datering.

Da geolog Astrid Strunk gik i gang med sit ph.d.-projekt, var hovedformålet at rekonstruere indlandsisens bevægelser i dele af Nordgrønland. Der var stadig blanke pletter på det geologiske verdenskort. Og som den praktisk anlagte eventyrer hun også er, tog hun afsted på polarekspeditioner, indsamlede prøver af grundfjeld og søbund – og løb så ind i et problem.

”Når man skal estimere alderen af aflejringer på en søbund, daterer man normalt på makrofossiler, især planterester, som kan ses med det blotte øje. I Nordgrønland mangler planterne bare, og derfor er det svært at datere sedimenter derfra. Så jeg begyndte at lede efter mikrofossiler, planterester på størrelse med sandkorn eller mindre,” fortæller Astrid Strunk.

På den måde udviklede projektet sig til også i høj grad at handle om metodeforbedring. Ved at inddrage viden fra andre discipliner fandt hun nemlig ud af, at hun faktisk kunne forfine metoderne ganske betydeligt, når det gjaldt kulstof 14-dateringen af de såkaldte bulk-prøver, i dette tilfælde populært sagt: en skefuld mudder fra søbunden.

Væk med fejlkilderne
”I en situation, hvor man mangler makrofossiler at datere på, vil man typisk foretage en datering af hele bulk-prøvens indhold. Man får så et resultat, som kan være ret unøjagtigt, fordi den C14-alder, prøven repræsenterer, er en blanding af alle partiklerne deri,” forklarer Astrid Strunk og fortsætter:

”Jeg begyndte så at kigge på, hvor kulstoffet i mine prøver kom fra. Kom det fra 10.000 år gamle planter, som var det ønskede mål for min datering? Eller var det 100.000 år gammel muldjord, som ville få min prøve til at se ældre ud, end da sedimentet faktisk blev aflejret?”

Hun præsenterer i sin afhandling et sæt af metoder, som langt hen ad vejen gør det muligt at eliminere fejlkilderne. For at nå dertil var hun omkring både geofysik, biologi og computermodellering. Nye metoder kan fremover komme til at finde bred anvendelse.

”Det her problem med at mangle ideelle fossiler at datere på, altså makrofossiler, er ikke kun noget, man støder på som iskappeforsker i Nordgrønland. Det kan lige så godt være en biolog i Venezuela eller en arkæolog i Afrika. De vil også kunne bruge metoderne,” siger Astrid Strunk.

Isen smelter hurtigt
Ved anvendelse af blandt andet disse metoder fik hun kortlagt fortidens isbevægelser i en del af Nordgrønland. Ved at se, hvor meget og hvor hurtigt isen smeltede efter den seneste istid, kan man estimere, hvordan det vil gå under den nuværende globale opvarmning. På dette punkt må Astrid Strunk melde om dårligt nyt for dem, der havde håbet på en beskeden havstigning.

”De computermodeller, man hidtil har brugt for Nordgrønland, viste sig at underestimere afsmeltningen. Jeg fandt frem til, at isen faktisk var større, end man havde antaget, og smeltet hurtigere end antaget,” fortæller hun.

Astrid Strunk arbejder nu i en postdocstilling på Nationalmuseet, hvor hun rekonstruerer klimaet i Sydgrønland i vikingetiden.  

Hør Astrid fortælle om sin forskning

Mette Vodder Carstensen

Foto: Anne Kring

KVÆLSTOFREDUKTION SKAL TÆNKES SAMMEN MED NATUR OG KLIMA
NÆRINGSSTOFREDUKTION

Mette Vodder Carstensen har forsket i, hvordan man med drænvirkemidler som buffer mellem marker og vandløb bedst undgår, at næringsstoffer fra markerne føres ud i naturen.

Det danske landbrug er i disse år i færd med en omstilling, som skal tillade langt mindre kvælstof og fosfor at blive udvasket fra marker til vandløb. Undertiden kan det dog være vanskeligt at finde passende løsninger blandt de virkemidler, som aktuelt er til rådighed. Biolog Mette Vodder Carstensen har i sit ph.d.-projekt undersøgt, hvordan man kan udvide paletten af drænvirkemidler og øge deres multifunktionalitet.

”I Danmark har man fjernet en stor andel af de naturlige vådområder, som ellers fungerer som landskabets nyrer. De har en naturlig evne til at fjerne næringsstoffer. Samtidig er der i omkring halvdelen af det danske landbrugsareal nedlagt drænrør, som for næringsstofferne fungerer som en motorvej ud til vandløbene. Men med drænvirkemidler brugt som opsamlingsanlæg kan man efterligne naturlige vådområders filterfunktion,” fortæller Mette Vodder Carstensen.

I Danmark har man indtil videre kun godkendt to typer af drænvirkemidler, men der laves forsøg med nye typer, som skal give landmænd bedre muligheder for at vælge noget, som passer ind i det specifikke landskab. Her har Mette Vodder Carstensen bidraget med forsøgsstudier af en ny type anlæg kaldet intelligente bufferzoner.

Alsidige metoder
En del af hemmeligheden bag drænvirkemidlerne er den naturlige tilstedeværelse af denitrificerende bakterier, som omdanner nitrat-kvælstof i vandet til kvælstofgas. Der er dog også udfordringer forbundet med drænvirkemidlerne:

”Under iltfri forhold er de denitrificerende bakterier i drænvirkemidlerne i stand til at ånde med kvælstof, som dermed fjernes fra vandet. Men når så kvælstoffet er væk, begynder anlæggets bakterier at bruge andre stoffer at ånde med, hvilket i sidste ende kan føre til, at der dannes metan. Derudover kan ufuldstændig denitrifikation give anledning til produktion af lattergas,” fortæller Mette Vodder Carstensen.

En stor del af hendes projekt gik ud på at belyse disse udfordringer gennem et arbejde, der spændte fra omfattende litteraturstudier med nye statistiske metoder til detaljerede målinger af drivhusgasudledning i felten og programmering foran skærmen.

Negative sideeffekter
Et vigtigt mål er naturligvis at designe drænvirkemidlerne, så udledningen af de to drivhusgasser mindskes mest muligt, samtidig med at der opnås en tilfredsstillende kvælstoffjernelse.

”Det kan blandt andet gøres ved at undgå for lange opholdstider i løbet af sommeren, så man undgår, at der opstår forhold, hvor de metan-dannende bakterier trives,” siger Mette Vodder Carstensen.

Når man fremover skal udvælge og designe drænvirkemidler, må mange aspekter medtænkes, og her vil Mette Vodder Carstensens resultater kunne indgå i de samlede overvejelser, hvor hun også har haft fokus på fosfor, biomasse og biodiversitet.

Hun tog sin ph.d. som en del af det nordiske Center of Excellence Biowater finansieret af Nordforsk, og her forsker hun stadig, nu som postdoc med fokus på grøn omstilling til bioøkonomi i Norden.   

Hør Mette fortælle om sin forskning