Årets modtagere af Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris 2016

Professor Karl Anker Jørgensen

Videnskabspris til kemiprofessor med sans for spejlbilleder

Professor Karl Anker Jørgensen modtager Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris 2016 for sin banebrydende forskning inden for asymmetrisk katalyse.

Kiralitet – det fænomen, at to molekyler er hinandens spejlbilleder og har vidt forskellige egenskaber – er særdeles nyttigt for kemikere; især, hvis de kan styre processerne, så de kun danner den ene spejlbilledform af et molekyle. Det kaldes asymmetrisk katalyse og har stor betydning, ikke mindst inden for medicin.

Og professor Karl Anker Jørgensen har stor betydning for forskningen i asymmetrisk katalyse. Han hører til den ene procent mest citerede kemikere i verden, og mange af de nye metal- og i særdeleshed organo-katalyserede reaktioner, han har udviklet, anvendes verden over, både inden for forskning og industri.

Karl Anker Jørgensen har i løbet af sin karriere flere gange skiftet forskningsfokus inden for den organiske kemi. Han er uddannet på AU inden for både organisk syntese og teoretisk kemi, og indledte sin uafhængige karriere i 1985 med teoretiske og eksperimentelle studier af metalkatalyserede oxidationsreaktioner.

I 1994 udviklede han sin forskning i retning mod asymmetrisk metal-katalyserede reaktioner. Denne udvikling blev i høj grad styrket, da han i 1997 modtog en bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond til etablering af Center for Katalyse. Omkring 2001 var han blandt de første til at udvikle asymmetriske organo-katalyserede reaktioner, som han i løbet af få år drejede sin forskning til hovedsageligt at fokusere på. Hans gruppe har gennem de seneste 10 år tilhørt verdenseliten inden for området.

De studerende, der er uddannede under ham, er meget efterspurgte internationalt, og han er selv en særdeles efterspurgt foredragsholder. Hans mest populære foredrag har bl.a. omhandlet molekylær gastronomi og kiralitet af molekyler.

Yderligere oplysninger:

Professor Karl Anker Jørgensen
Aarhus Universitet, Institut for Kemi,
Telefon:  26 80 49 60
Email: kaj@chem.au.dk

Professor Torben Iversen

Torben Iversen er verdens førende forsker i politisk økonomi med rødder tilbage til Aarhus Universitet, hvorfra han blev kandidat i statskundskab i 1988. Derefter drog han til USA, hvor han i 1995 fik en ph.d.-grad ved Duke University. Siden 1994 har Torben Iversen været ansat ved Department of Government på Harvard University, og i 2005 blev han udnævnt til Harold Hitchings Burbank Professor i politisk økonomi.

Torben Iversens arbejder har gang på gang været dagsordensættende for forskningen på forskellige områder såsom velfærdsstater, centralbankers rolle, lønforhandlinger, uddannelse og valgsystemer.

Hans forskning er citeret over 11.000 gange, og han har publiceret mere end tre dusin artikler i de førende tidsskrifter inden for statskundskab og økonomi samt skrevet en række bøger udgivet på de højest rangerede universitetsforlag, f.eks.:

·         Capitalism, Democracy, and Welfare (Cambridge University Press, 2005)

·         Contested Economic Institutions: The Politics of Macroeconomics and Wage Bargaining in Advanced Democracies (Cambridge University Press, 1999)

·         Women, Work, and Power: The Political Economy of Gender Inequality (Yale University Press, 2010)

·         Unions, Employers and Central Bankers (Cambridge University Press, 2000)

Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris føjer sig til rækken af Iversens mange andre priser, herunder de prestigiøse Victoria Schuck Award, Best Book Award (European Politics and Society), Luebbert Award og Gabriel Almond Award, som uddeles af forskellige sektioner knyttet til American Political Science Association (APSA).

Yderligere oplysninger:

Torben Iversen
Harold Hitchings Burbank Professor
Institute for Quantitative Social Science
Department of Government
Harvard University
CGIS North 308
1737 Cambridge Street
Cambridge, MA 02138

Tlf.: 617 384 5847
Mail: iversen@fas.harvard.edu