Cases og initiativer fra ST

Ligestillingsudvalget på Institut for Fysik og Astronomi

Foto: Lars Kruse, AU Foto

Institut for Fysik og Astronomi har etableret et Ligestillingsudvalg, hvor både medarbejdere, studerende og ledelse er repræsenteret.

Udvalget blev etableret i erkendelse af, at instituttet har et lavt antal kvindelige studerende og et meget lavt antal kvindelige fastansatte videnskabelige medarbejdere.  Udvalgets formål er at skabe synlighed om dette – og at udvikle konkrete løsninger til at påvirke den skæve kønsbalance.

Udvalget arbejder for at skabe fokus på kønsbias i undervisningen og i de kulturelle omgangsformer i studie- og arbejdsmiljøet. Udvalget ser manglen på diversitet og manglen på rollemodeller for de kvindelige studerende som et stort problem og anbefaler at tænke virkemidler, der kan skabe en mere ligelig kønsfordeling, ind i instituttets strategi for 2020-2024.

Forperson for udvalget er professor Klaus Mølmer. I udvalget arbejder han sammen med professorer og adjunkter, repræsentanter fra institutledelsen, ph.d.-, kandidat- og bacehlorstuderende. Der er syv kvinder og tre mænd i udvalget.


IT-Camp for Piger – Hvordan får vi flere kvinder til at uddanne sig inden for IT?

Foto: Anders Trærup, AU Foto

IT-Camp for Piger er et studenterdrevet projekt på Institut for Datalogi. Campens formål er at gøre op med fordomme om IT-branchen og vise unge kvinder, der er begyndt at gøre sig tanker om deres fremtidige uddannelse, at IT- og digitaliseringsuddannelser også kan være for dem. Arrangementet henvender sig dermed til kvindelige gymnasieelever eller kvinder, der holder sabbatår.

Campen repræsenterer uddannelserne i datalogi og IT produktudvikling og arrangeres og afvikles primært af kvindelige studerende fra de to uddannelser. Den foregår over tre dage, hvor deltagerne får en introduktion til teknologi, design og inspiration. Programmet består af forelæsninger, teoretiske øvelser og workshops. Derudover kommer pigerne på virksomhedsbesøg og får mulighed for at møde kvindelige rollemodeller.

En af de udfordringer arrangørerne møder er, at de gymnasiepiger, arrangementet henvender sig til, ikke kan få fri fra skole til at deltage i campen. Derfor afholdes den de første tre dage i efterårsferien, men her har pigerne også mange andre tilbud.

1445947 / i40