Konference: Vil du flette entreprenørskab ind i din undervisning?

Internationale eksperter giver undervisere ved Danmarks videregående uddannelser inspiration til, hvordan man bedst overfører teorier om innovation og iværksætteri til praktisk undervisning.

Professor William B. Gartner og Dr. Peter Kelly regnes blandt verdens ledende eksperter i innovation og iværksætteri. Under overskriften ”From thinking in to acting out” giver de til april undervisere ved Danmarks videregående uddannelser inspiration til, hvordan man bedst overfører teorier om innovation og iværksætteri til praktisk undervisning.

Anledningen er den internationale konference om ”Entrepreneurship Education”, som Next Generation og Fonden for Entreprenørskab afholder for at fremme iværksætteri og innovation i den almindelige undervisning på de videregående uddannelser.

Med en stigende efterspørgsel på kandidater, der kan iværksætte og innovere og dermed bidrage til at skabe vækst for det danske samfund, er der kommet større fokus på, hvordan man i undervisningssituationen kan ruste de studerende til at møde de nye krav. Den problemstilling bliver udforsket på konferencen, hvor der foruden oplæg fra de internationale eksperter også afholdes workshops om praktiske undervisningsværktøjer i iværksætteri og innovation.

Ved konferencen offentliggøres også The Copenhagen Case, den første sammenhængende rapport om undervisning af iværksætteri og innovation i Hovedstadsregionen. Rapporten har til sigte at benchmarke praksis på tværs af de videregående uddannelser i regionen og skal sikre rammerne for fremtidige indsatser på området.

Konferencen finder sted den 28. april på Københavns Universitet i Festsalen på Vor Frue Plads. Undervisere ved de videregående uddannelser i Danmark og internationalt inviteres til at deltage. Fristen for tilmelding er den 7. april.

Læs invitation til konferencen: From thinking in to action out - Entrepreneurship Education

Læs mere om Next Generation her: www.nxtgen.dk 

Læs mere om Fonden for Entreprenørskab - Young Enterprise her: www.ffe-ye.dk

For ydeligere information kontakt:
Nina Henriksen, kommunikations- og pr-konsulent, Henriksen CPR, tlf. 22 83 23 72