Pris til udforskning af sygdom og æstetik

Ph.d.-projekt ved Health tyder på, at fysiske omgivelser spiller en afgørende rolle for, hvordan patienter mestrer livstruende sygdomme.

Sygeplejerske og cand.cur. Connie Timmermann har netop modtaget HN-Prisen 2011 på 900.000 kroner til ph.d.-projektet ”Alvorligt syge patienter og sanseindtryk”.

Hvad betyder indretning, udsmykning, lys og udsigt for patienters evne til at håndtere en livstruende sygdom?

Til at finde svaret på det spørgsmål har sygeplejerske, cand.cur. Connie Timmermann netop modtaget HN-Prisen 2011 på 900.000 kroner til ph.d.-projektet ”Alvorligt syge patienter og sanseindtryk”. Prisen uddeles af Familien Hede Nielsens Fond.

– Æstetikken på hospitaler kan være slående trist, og jeg har ofte talt med patienter, som siger, de føler sig mere syge og kommer i dårligere humør, fordi de er anbragt i triste, mørke lokaler, begrunder Connie Timmermann blandt andet sin interesse for emnet.

Mere lys giver færre smerter

Derfor glæder hun sig også over, at der både nationalt og internationalt er stigende videnskabelig interesse for at få mere viden om betydningen af sanseindtryk. For eksempel er der forsket meget i betydningen af dagslys, fortæller Connie Timmermann.

– Godt dagslys betyder, at stresshormoner og blodtryk falder hos indlagte patienter, de bruger mindre smertestillende medicin og er indlagt i kortere tid. Men der er forsket meget lidt i patienters oplevelser af det æstetiske miljø, forklarer Connie Timmermann.

I et pilotprojekt på Horsens Sygehus har hun allerede fundet indikationer på, at positive sanseindtryk fra de fysiske omgivelser spiller en afgørende rolle for, hvordan patienter kommer igennem deres sygdomsforløb.

Kunst i uddannelsen af sygeplejersker

Den æstetiske tilgang til patientbehandling er ikke ny for Connie Timmermann.

Hendes speciale i sygeplejevidenskab havde fokus på, hvordan billedkunst og litteratur kan bruges i sygeplejeuddannelsen.

– Teorier om omsorg og pleje fylder meget i uddannelsen. Men det har vist sig meget givende at inddrage kunst, når de studerende skal tale om for eksempel håb og lidelse, forklarer Connie Timmermann.

Hun har siden 1. april i år været indskrevet som ph.d.-studerende ved Health på Aarhus Universitet. Her har Horsens Sygehus finansieret det første år af ph.d.-forløbet, der nu kan fuldføres med støtten fra Familien Hede Nielsens Fond. Og det glæder Connie Timmermanns hovedvejleder, lektor, dr.phil. Regner Birkelund fra Institut for Folkesundhed.

– Det er relativt få sygeplejersker, der har haft mulighed for at gå i gang med et ph.d.- projekt. Og det er ikke fordi, behovet ikke har været der, men blandt andet de økonomiske muligheder har været meget begrænsede, siger Regner Birkelund.