7.113 har fået tilbudt studieplads på Aarhus Universitet

Årets optag ser ud til at ende på niveau med 2019. Den generelle stabilitet dækker dog over lokale udsving, som både vækker glæde og skaber bekymring.

7.113 håbefulde ansøgere har i nattens løb fået besked om, at de er blevet optaget på Aarhus Universitet. Det er to procent færre end sidste år, men på niveau med 2019.

”Vi glæder os over, at vi endnu en gang kan tilbyde rigtig mange unge mennesker en studieplads. Vi forventede en mindre tilbagegang ovenpå den ekstraordinære søgning i corona-årene, så vi er godt tilfredse med at ligge på niveau med året før corona”, siger prorektor Berit Eika. Hun bemærker samtidig, at det endelige optag kan se anderledes ud, da det stadig er muligt at søge ind på uddannelser med ledige pladser.

Fremgang for it- og ingeniørområdet

Aarhus Universitet kan især notere sig en fremgang på it- og ingeniøruddannelserne, som er to af universitetets satsningsområder, hvor arbejdsgivernes efterspørgsel er særligt stor.

”I forhold til 2019 ser vi en samlet fremgang på 19 procent på vores it-uddannelser, og 14 procent for ingeniørområdet. Det er fagmiljøer, som vi har arbejdet målrettet på at styrke igennem flere år, og det er glædeligt, at interessen også spirer hos ansøgerne”, udtaler Berit Eika.

Diplomingeniøruddannelsen i softwareteknologi er én af årets højdespringere og kan i år tilbyde studiepladser til 158 ansøgere, hvilket er flere end dobbelt så mange som i 2019. Datalogiuddannelsen har tilbudt studiepladser til 180 ansøgere, hvilket er hele 16 procent flere end i 2019. Samtidig går uddannelsen i Informationsvidenskab 13 procent frem.

Sprog kræver en vedvarende indsats

Udviklingen på sproguddannelserne giver dog anledning til panderynker. Med undtagelse af Japanstudier, som kan notere en lille fremgang, melder alle AU’s sproguddannelser om færre optagne end i 2019.

”Tilbagegangen gælder også vores miljøer i f.eks tysk, spansk og fransk. Her melder både den offentlige og den private sektor, at de ser ind i en rekrutteringsudfordring i de kommende år, så det er virkelig bekymrende. Derudover mener jeg også, at det på et åndeligt og kulturelt niveau er et tab, hvis vi ikke formår at styrke danske unges interesse for sprog og områdestudier”, siger Berit Eika, der samtidig opfordrer politikerne til at drøfte en yderligere styrkelse af indsatsen for sprogfagene.


Fakta om årets optag:

  • 7.113 ansøgere har fået tilbudt en studieplads på AU. I 2019 var tallet 7.139.
  • Arts: 1.922 tilbud om optagelse: Ni procent færre end i 2019
  • Aarhus BSS: 2.395 tilbud om optagelse: Én procent færre end i 2019
  • Natural Sciences: 803 tilbud om optagelse: To procent færre end i 2019
  • Health: 878 tilbud om optagelse: Én procent mere end i 2019
  • Technical Sciences: 1.115 tilbud om optagelse: 19 procent flere end i 2019

LINK: Se oversigt over alle uddannelsernes optagstal

LINK: Se oversigt med kvotienter mv

 

Ansøgerne skal bekræfte deres studiepladser senest den 3.august.

De ansøgere, som ikke er kommet ind, har fortsat mulighed for at søge ind på uddannelser med ledige pladser.

 

Yderligere oplysninger: