Åbenhjertige diskussioner er en nødvendighed – men med gensidig respekt for forskellighed

Den verserende sag er en alvorlig situation, som berører alle medarbejdere i det pågældende fagmiljø dybt, herunder også mig som institutleder. Der er tale om en sag om samarbejdsproblemer, som har fået en meget negativ indflydelse på arbejdsmiljøet på musikvidenskab.

Kritik og faglige diskussioner er helt afgørende på alle universitetsfag, og på musikfaget eksisterer der en lang tradition for at være enige om at være uenige. Denne tradition har sikret, at faget er blevet drevet frem mod nye forskningsresultater og nye uddannelsestiltag med udgangspunkt i levende faglige debatter. I dette miljø har fagkritik altid været afsæt for løbende udvikling og kvalitetssikring af undervisning og uddannelserne.

Forudsætningen for at kunne have faglig uenighed som produktiv motor for fagudviklingen er imidlertid et uddannelses- og forskningsmiljø, der beror på et kollegialt fællesskab, hvor de grundlæggende spilleregler bliver accepteret af alle medarbejdere. Vi har på universitetet alle et ansvar for at opretholde og videreudvikle et godt og inspirerende miljø, og det gælder både for ledere og medarbejdere. Derfor må kritik og faglige diskussioner kolleger imellem foregå i respekt for faglig mangfoldighed og i respekt for hinanden – ikke bare som fagpersoner, men også som mennesker.

I den seneste tid er disse spilleregler blevet udfordret på forskellig vis. Da situationen rummer en personalesag, kan en ledelse naturligvis ikke udtale sig offentligt. Jeg kan derfor ikke komme nærmere ind på, hvordan spillereglerne er blevet udfordret, men det er i dag offentligt kendt, at situationen desværre er tilspidset. Det siger sig selv, at der er blevet gjort meget for at løse problemstillingen. Der er bl.a. holdt en hel del møder, ligesom der er lavet særordninger for at tage trykket af situationen, og tillidsmanden har været involveret fra starten. Senest har vi forsøgt at involvere erfarne eksterne hr-konsulenter for at få en uvildig vurdering af situationen. Da udredningsarbejdet omfattede alle afdelingens medarbejdere, var fortrolighed afgørende, og det blev derfor aftalt mellem konsulenter og medarbejdere, at der skulle skabes et fortrolighedsrum i forbindelse med udredningen. Det er blandt andet hr-konsulenternes fortrolige rapporter, der nu er blevet udleveret til pressen.

Jeg og den øverste ledelse på Arts arbejder fortfarende på højtryk for at finde farbare veje, så det faglige miljø på musikvidenskab igen kan blive et godt og frugtbart forsknings- og uddannelsesmiljø – og en god arbejdsplads for alle medarbejdere og studerende.

Samarbejdsproblemerne på musikvidenskab er i flere medier blevet udlagt som en sag om ytringsfrihed. I mine øjne er det skudt helt ved siden af. På Aarhus Universitet lægger vi stor vægt på at understøtte ytringsfriheden, og vi har fra ledelsens side ikke hindret nogen i at ytre sig om hverken faglighed, organisatoriske tiltag eller ledelsesmæssige beslutninger.

Der er som sagt tale om en meget beklagelig personalesag, og som ledelse hverken kan eller vil vi kommentere den i pressen. For de fleste involverede parter er det overordentlig vanskeligt at genkende det billede af situationen, der aftegnes. Billedet er i bedste fald stærkt fortegnet og udtryk for, at en bestemt synsvinkel får lov at dominere billedet, fordi det er nødvendigt at respektere det krav om fortrolighed, der naturligvis stilles til en ledelse i forbindelse med personalesager.

Som leder har man selvsagt ansvar for helheden. De handlinger, man foretager, skal derfor bero på en grundig og helhedsorienteret vurdering af situationen, så man tager sigte på den samlede medarbejderskares velbefindende. I retrospekt kunne jeg godt ønske mig at have gjort endnu mere for at løse problemerne, før de voksede sig rigtigt store. Der skal dog ikke herske tvivl om, at der fra både ledelse og medarbejdere er gjort en kæmpe indsats for at løse denne problemstilling.

Niels Lehmann, Institutleder på Æstetik og Kommunikation