Ændringer på lønsedlen

Overgangen til Aarhus Universitets nye, fælles økonomistyringsmodel fører fra september til ændrede arbejdsgiveroplysninger på mange medarbejderes lønsedler.

Illustration: Colourbox

Aarhus Universitet er netop nu i fuld gang med første fase af implementeringen af den nye, fælles økonomistyringsmodel. I den forbindelse er mange af universitetets økonomi-systemer blevet konverteret i løbet af august og september.

Som led i den proces er alle ansatte på Aarhus Universitet blevet samlet i én fælles gruppering i det statslige lønsystem. Det betyder bl.a., at universitetets officielle registrering som arbejdsgiver eksempelvis overfor SKAT nu er den samme, uanset hvor på universitetet du er ansat.

Fra og med september vil Aarhus Universitet altså fremstå som arbejdsgiver på din lønseddel, og ikke ASB, DMU, DJF eller DPU.

Når du kontrollerer de oplysninger, som Aarhus Universitet indberetter til SKAT, skal du derfor være opmærksom på, at til og med august 2012 vil din arbejdsgiver stå som ASB, DMU, DJF eller DPU, mens der fra september 2012 vil stå Aarhus Universitet.

Har du spørgsmål, kan du kontakte din lønbehandler.