Afsked med Ove Poulsen

Ove Poulsen fratræder sin stilling som direktør for Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet med udgangen af januar 2012. Torsdag d. 26. januar var kollegaer, studerende, politikere og samarbejdspartnere i industrien samlet til afskedsreception i ingeniørernes nye domicil på Katrinebjerg.

Ove Poulsen til afskedsreception torsdag d. 26. januar med kollegaer, studerende, politikere og samarbejdspartnere i industrien i ingeniørernes nye domicil på Katrinebjerg. Foto: Roar Lava Paaske/AU Kommunikation
Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen: Ove står bag et kvantespring. I sin tid som rektor for Ingeniørhøjskolen har han formået at konsolidere økonomien, fordoble optaget af studerende og skabe nye faciliteter i form af byggerierne på Katrinebjerg og Navitas på havnen. Fusionen er kronen på værket, og Aarhus Universitet er nu beriget med et teknisk element i både vores uddannelses- og forskningsportefølje. Samtidig giver det os en tættere integration ind i samfundet, som har store perspektiver. Foto: Roar Lava Paaske/AU Kommunikation
Borgmester Jacob Bundsgaard Johansen: ”Ove, du har ydet et kæmpe bidrag til udviklingen i Aarhus. Ingeniørfaget er et af de vigtigste fag, og dit arbejde for flere og bedre ingeniører har givet fremdrift og udvikling og gjort Aarhus’ motor stærkere, når det gælder vækst, innovation og arbejdspladser.” Foto: Roar Lava Paaske/AU Kommunikation
Ove Poulsen, afgående direktør for Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet. Foto: Roar Lava Paaske/AU Kommunikation

Den 66-årige Ove Poulsen skal fremover være direktør for vindenergicentret LORC og samtidig drive sin egen lille eksportvirksomhed, der producerer nanochips.

Otte år i spidsen for Ingeniørhøjskolen

Ove Poulsen blev ansat som rektor for Ingeniørhøjskolen i Århus for otte år siden. Igennem de seneste tre år har han desuden været direktør for Aarhus School of Engineering.

Fusionen mellem Aarhus Universitet og Ingeniørhøjskolen blev en realitet d. 1. januar i år. Den var et ønskebarn for Ove Poulsen, og han er om nogen arkitekt bag det institutionelle fællesskab, som i fremtiden skal være platform for store ingeniørambitioner om uddannelse, forskning og videnudveksling i international topklasse.

Visionen om flere og bedre ingeniører

Ingeniørhøjskolen har i Ove Poulsens tid som rektor styrket det Aarhusianske ingeniørmiljø og realiseret en bemærkelsesværdig vækst. Med sig ind i det nye lederskab tog han visionen om at uddanne flere og bedre ingeniører til dansk erhvervsliv. I dag er denne vision et fast udgangspunkt for hele organisationens virke. Den er bærer af Ingeniørhøjskolens kultur, og projektet er i høj grad lykkedes.

I hvert fald, hvis man ser på Ingeniørhøjskolens evne til at øge optaget af studerende og minimere frafaldet. Væksten i studenterbestanden er mere end fordoblet i Ove Poulsens tid som rektor og finder sted på tværs af de otte forskellige diplomingeniøruddannelser og otte forskellige civilingeniøruddannelser. Samtidig er frafaldet fastholdt på et historisk lavt niveau.

I hvert fald, hvis man ser på sammenhængen mellem samfundets investering i de Aarhusianske ingeniøruddannelser og uddannelsernes bidrag til en stærkere dansk økonomi. Ingeniørhøjskolen har sat et vigtigt fingeraftryk på erhvervsudviklingen i regionen som facilitator af vidensamarbejde. Desuden har diplomingeniøruddannelserne fået et kvalitetsløft, dimittenderne har en efterspurgt kompetenceprofil, og de genererer et samfundsøkonomisk afkast, der ligger højere end hos nogen anden uddannelsesgruppe.

Og i hvert fald, hvis man ser på Ingeniørhøjskolens evne til bred social rekruttering og til at skabe nye indgange til det videregående uddannelsessystem. Mere end hver tredje ingeniørstuderende kommer fra ikke-boglige miljøer, og de klarer sig godt på arbejdsmarkedet. De bryder med det sociale mønster i samfundet, hvor man normalt ser en klar sammenhæng mellem børns og forældres indkomst- og uddannelsesniveau.

Det var også disse resultater, der gentagne gange blev fremhævet i gæsternes afskedstaler til Ove Poulsen.

Anden halvleg venter

Ove Poulsen tog afsked med Ingeniørhøjskolen og resten af Aarhus Universitet med stolthed i stemmen. Nu skal han overlevere sin lederopgave til en endnu ikke kendt direktør, som skal bringe ingeniørsagen et nyt skridt ind i fremtiden.

”Vi er stolte af vores resultater, men de forpligter også. Vi har vundet første halvleg. Nu skal anden halvleg spilles. Vi skal sætte nye ambitiøse mål om at bidrage væsentligt til den udvikling, der skal fremtidssikre det danske velfærdssamfund.”

Med disse ord takkede Ove Poulsen af som kaptajn for Ingeniørhøjskolen, Aarhus Universitet.