Alle vi ledere har noget, vi skal arbejde med

Tale holdt af rektor Lauritz B. Holm-Nielsen på APV-lederseminar 20. februar 2013 i Foulum.
For universitetsledelsen, prodekaner, institut- og centerledere, vicedirektører m.fl.

Kære alle

 Jeg vil på vegne af universitetsledelsen byde jer hjerteligt velkommen til dagens APV-seminar. Det er godt, at næsten alle har kunnet deltage.

Målet med seminaret er, at vi skal blive fortrolige med APV-undersøgelsens resultater og den proces, som skal føre til et endnu bedre arbejdsmiljø på AU. Vi skal stå bedst muligt rustet til at arbejde med APV’ens resultater - der som bekendt offentliggøres i morgen.

Men inden vi når så langt, vil jeg gerne rose Torben K. Jensen og hans team samt alle de mange medarbejdere især i HR, som har lagt en kæmpe indsats i at få denne psykiske APV gennemført. Jeg er ikke i tvivl om, at vi står med en af de mest grundige og velgennemførte APV'er, som er udført ved en dansk arbejdsplads.

Universitetet ønsker grundige, regelmæssige undersøgelser af arbejdsmiljøet.  APV’en er et vigtigt redskab, fordi vi alle ønsker, at Aarhus Universitet skal være en god arbejdsplads for alle vores mange medarbejdere og være et godt studiested for de studerende. Med denne APV har alle vi i ledelsen fået et fantastisk udviklingsværktøj – en guldgrube af data. Det er muligt at kortlægge universitetets arbejdsmiljø på ganske mange dimensioner. Der kan ses forskelle og ligheder, der kan læres, udvikles og justeres, hvor der er behov.

Arbejdet med APV-opfølgningen er en fælles sag for alle i universitetets

Ledelse, sammen med HSU og hovedarbejdsmiljøudvalget.  Ingen skal føle sig alene i arbejdet. En APV er ikke en individuel egnethedsvurdering, ikke en karakterbog over enkeltpersoner, og vi lægger meget stor vægt på, at alle kan udtrykke sig gennem undersøgelsen, uden at individer kan identificeres. Derfor vil jeg meget opfordre til, at vi bruger hinanden gennem en åben og ærlig dialog i et konstruktivt samspil.

Al erfaring viser, at hvis en APV-opfølgning skal have effekt og virkelig gøre en forskel, så skal alle tage ansvar for opfølgningen – det skal man som organisation, som leder, som gruppe, og det skal man som medarbejder. Vi skal også spørge, hvad vi hver især kan gøre, så AU bliver den bedste arbejdsplads.

 Jeg vil understrege, at det er meget vigtigt, at vi respekterer og anerkender medarbejdernes udsagn i APV’en.  Vi har en APV med stor legitimitet – svarprocenten er flot: 82,5 %, og spørgeskemaet er blevet til efter en grundig høringsrunde med høringsmøder, fokusgrupper og ekspertgrupper, diskussion med tillidsrepræsentanter o.s.v. Vi har simpelthen ønsket en god, grundig og ærlig undersøgelse.

Og vi har et fantastisk godt grundlag at arbejde ud fra, når vi taler om den generelle trivsel. 80 % af medarbejderne føler sig godt tilpas på arbejde, 85 % er tilfredse med deres arbejde, og mere end 90 % mener, de er dygtige til deres arbejde – det er meget tilfredsstillende tal, som understreger, at vi på AU har engagerede, kompetente medarbejdere, som grundlæggende trives godt.

Når det er sagt, så er det også meget, meget tydeligt, at vi har en række forhold, vi skal forbedre, og alle vi i ledelsesstrengen har noget, vi skal arbejde med.

Vi har f.eks – hvis vi ser på de overordnede AU-tal – to tendenser, som vi bør tage meget alvorligt. I forhold til den forrige APV er der en højere andel, som oplever stærke stress-symptomer, og hvor der sidst var en fjerdedel af medarbejderne, som føler sig udkørte, er det nu en tredjedel. Det er et helt uacceptabelt højt niveau for stress og udkørthed. Der er ikke nogen generel eller let løsning på det.

Helt overordnet har vi her fået en tydelig indikation på, at vi har brug for at blive bedre til at anerkende et godt stykke arbejde, vi skal styrke den lokale ledelse og give den bedre vilkår for at træffe beslutninger, hjælpe den enkelte medarbejder med at prioritere arbejdsopgaverne, og så vi skal arbejde med den interne kommunikation, og her handler det vist ikke om mængden; men nok mere om sproget, empatien og rent ud sagt: om forståelsen for hinandens realiteter.

Jeg ved og anerkender, at det har været og er en meget krævende periode, vi står i med de mange forandringer. Vi harmoniserer, reorganiserer, får nye kollegaer, flytter fysisk og skal vænne os til nye strategiske rammer. Det har stillet og stiller stadigvæk store krav til medarbejderne og specielt de medarbejdere, som i deres daglige arbejde kæmper med it-systemer, der måske ikke virker, som de skal, og som mange endnu ikke er fortrolige med. Det er problemer, som vi desværre ikke kan løse ved et snuptag, men som vi skal blive ved med at prioritere højt, indtil det virker.

Store forandringer indebærer ofte frustrationer, skepsis og kritik, og det er fuldt forståeligt, at det for mange medarbejdere kan være svært at se meningen med den kæmpe reorganisering her kun 1½ år, efter at vi for alvor begyndte, og hvor resultaterne ikke er helt synlige endnu. Alle store reorganiseringer tager lang tid, og det gør vores også.

APV’en fortæller os netop også, at der er brug for ro i organisationen til nu at finde et nyt godt fodfæste på institutterne og i administrationen. Den ro skal der nu blive plads til, for vi står nu i den fase, hvor vi implementerer. Der kommer ikke flere store ændringer. Men der skal selvfølgelig foretages justeringer, hvor der er behov for det.  Dette indebærer også, at der igen skal blive kræfter til at håndtere de forskelligheder, et stort universitet naturligt rummer.

Jeg ved, at de kritiske røster kan være hårde; det kan de være for os alle hver især. Derfor er det en god ide engang imellem at huske på, hvor vi kom fra: Ni selvstændige hovedområder med flere overlap i både forskning og undervisning, store geografiske udfordringer, alt for mange og forskellige utidssvarende administrative systemer, bare for at nævne nogle udfordringer, rent ud sagt et indre, som på mange måder var i splid med sig selv.

Det sammenholdt med samfundets ønske om at skabe store slagkraftige universiteter, der kan optage 25 % af en årgang, og med et forskningssystem, der kan give svar på de store samfundsudfordringer. – Og med krav om meget få administrative, fælles, nationale it-systemer, så samfundet kan se os i kortene, som en pris, vi skal betale for at kunne opretholde den meget store tillid og de meget store investeringer, Folketing og regering betror os. Universiteter, der skal kunne stå sig i den internationale konkurrence om studenter, medarbejdere og viden, for at Danmark også om en og to generationer kan være blandt verdens absolut førende og mest stabile vidensøkonomier. Husk, vi er nået langt på AU, og rigtigt mange andre universiteter kigger efter os for at få inspiration til deres egne udviklingsprocesser. Men det har haft sin pris at nå så langt.

Jeg og universitetsledelsen forstår derfor medarbejdernes reaktioner, som det kan læses i APV’en på den faglige udviklingsproces. De mange forandringer har betydet usikkerhed og stress, og mange arbejdsmiljøer skal forbedres.  – Vi har ansvaret for processen, og den fylder naturligvis meget i denne APV.  Vi vil sammen med jer bruge reaktionerne konstruktivt og løsningsorienteret og med god medarbejderinvolvering. Det har vi aftalt med HSU og Hovedarbejdsmiljøudvalget. Processerne er irreversible, men vi er parat til at justere, hvor der er behov for det.

Havde vi forventet den 9. marts 2011, at presset ville blive så stort?

Nej. Vi havde f.eks. ikke forudset, at det ville tage så lang tid at få administrationen reorganiseret og it-systemerne til at virke. Nu er tiden kommet til, at der skal mindre fokus på processen, og mere fokus på at få tingene til at virke.

Den handlingsplan, som nu over det næste halve års tid skal udvikles, bliver en fælles handlingsplan for HSU og Hovedarbejdsmiljøudvalget og universitetsledelsen. Men arbejdet med arbejdsmiljøet skal først og fremmest foregå lokalt i nært samarbejde med medarbejderne. De mange bidrag herfra bliver til elementerne i universitetets handlingsplan.

Jeg håber, at vi alle får et godt seminar og dermed et godt grundlag for at arbejde videre med APV'en.

Velkommen! Og god arbejdslyst.