Arts Nyhedsbrev - 11. maj

Dekan Mette Thunø skriver blandt andet om nye prodekaner, ”sikker drift” på alle institutter og festen den 17. juni.

Kære alle

 

Dekanatet er nu fuldtalligt med ansættelsen af de sidste to nye prodekaner på Arts, Marianne Ping Huang og Anne Marie Pahuus. Jeg er overbevist om, at dette hold, der kommer til at trække på erfaringer fra AU og andre universiteter samt et stærkt engagement og klare visioner, kommer til at få et godt samarbejde med alle medarbejdere på Arts. Herefter følger op til sommerferien ansættelsen af de tre institutledere, og endelig opslås internt på fakultetet centerlederstillingen til Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier.

 

Andre steder på AU er den nye organisation også ved at finde form. Funktionslederne er nu på plads, og vi er så småt i gang med at udforme det Administrative Center for Arts. Det står fast, at også alle vore bibliotekarer kan se frem til en kommende ønskerunde og visionsproces for hele biblioteksområdet på AU.

Universitetsledelsen har meldt en klar køreplan ud for afslutningen af ønskerunde for TAP, nemlig at alle skal kende deres placering før sommerferien. Det ser jeg frem til, således at alle vore hårdtarbejdende TAP’er meget snart ved, hvor de skal indplaceres, og hvad de skal lave i fremtiden.

Arbejdsgrupperne på Arts om implementeringen af beslutningerne i 9. marts-rapporten er kommet godt i gang, og jeg har lige modtaget en midtvejsstatusrapport fra alle grupperne. Det vigtige arbejde i grupperne skrider fint frem, og jeg glæder mig til at se resultaterne i form af rapporterne. Herefter vil forslagene om organisering af institutterne blive hørt ved café-møder, i de akademiske råd og samarbejdsudvalg før fakultetsledelsen tager en endelig beslutning. Oplysninger herom følger.  

  

De nye institutledere forventes ansat pr. 1.7. eller 1.8., men samtidigt fortsætter de nuværende institutledere i deres opsigelsesperiode frem til nytår som ansvarlige for personale- og driftsledelse, således at vi fortsat kan sikre vores kerneydelser. De nye institutledere vil fra deres ansættelsesstart fungere som de egentlige institutledere for de nye institutter og være ansvarlige for, at de nye enheder bliver fusioneret både fagligt, administrativt og socialt.

 

For at styrke den strategiske faglige udvikling på Arts er vi ved at lægge sidste hånd på opslaget af 5 MSO-professorater med ansøgningsfrist den 8. juni. Opslaget bliver sendt til institutlederne og offentliggjort på henholdsvis DPU’s intranet, firstclasskonferensen HUM Ansatte og TEO’s intranet i løbet af de nærmeste dage.

 

Siden sidste nyhedsbrev har jeg oplevet en af de helt store AU-begivenheder: Kapsejladsen. Jeg fik hilst på holdkaptajnerne fra Arts-holdene, Humbug og Theos bar (se indlægget på studenterbloggen Rundt om religion), samt 20.000 andre studerende - en fantastisk dag i strålende solskin, der viste vores studiemiljø fra den bedste side.

 

Kapsejladsen varsler at sommeren er rundt om hjørnet. Sommerferie og ikke mindst den faglige udviklingsproces bliver i år markeret på behørig vis med fest for alle medarbejdere og studerende den 17. juni. D-A-D og L.O.C. er bland andet hyret, og den faglige og sociale forfest for medarbejdere på Arts er under intensiv planlægning. Hold øje med invitationen, der kommer i løbet af maj og husk at tilmelde jer!

 

Mette Thunø
Dekan

 


LÆS OGSÅ

> Pahuus bliver prodekan for forskning og talentudvikling
> Marianne Ping Huang bliver prodekan for uddannelse
> Særlig ønskerunde for biblioteksmedarbejdere
> Dimensionering af institutsekretariater
> Besked inden sommerferien