AU Launch-midler uddeles for anden gang til iværksættere med stort potentiale

Aarhus Universitet vil hjælpe sine entreprenante forskere og studerende i starten af deres iværksættereventyr med legatet AU Launch. Tiltaget skal gøre op med den manglende adgang til risikovillige investeringer for uprøvede forretningskoncepter ved universitetet.

MedicQuant modtog i 2022 midler fra AU Launch. Her ses Line Dubois og Malthe Hansen.

Iværksætteriet trives blandt studerende og forskere på Aarhus Universitet, men de akademiske iværksættere kan have brug for risikovillig kapital i den tidlige fase af deres rejse.

Det skal AU Launch-legatet ved Aarhus Universitet nu bidrage med for anden gang siden 2022.

Legatet skal hjælpe startups ved universitetet med at påvise det forretningsmæssige potentiale i de spæde virksomheder. De er nemlig ofte baseret på ny viden og nye idéer, som tager længere tid at modne end andre typer virksomheder. Samtidig kan markedsvilkårene for koncepterne eksempelvis også være svære at vurdere i opstartsperioden.

Ifølge Jonas Brandt, Head of Business Development ved AU’s iværksætterhus The Kitchen, er behovet for ekstern kapital derfor afgørende for at tage vidensvirksomhederne til det næste niveau.

”Mange vidensbaserede startups har oplevet en kløft i fundinglandskabet, hvor det har været svært at finde risikovillig kapital til de første, vigtige skridt på iværksætterrejsen. Med AU Launch kan vi bygge bro over denne kløft og give mange af vores dygtige akademiske iværksættere bedre rygvind på rejsen. Det er ikke alene vigtigt for iværksætternes succes, men også for universitetets ønske om at fremme udviklingen og bringe værdi til samfundet,” siger den ledende forretningsudvikler.

Ansøgere kan modtage op til 250.000 kr. pr. ansøgningsrunde og maksimalt 400.000 kr. pr. år, da man gerne må ansøge flere gange. Pengene gives til udviklingen af forretningsidéer, der kræver en særlig økonomitung indsats at forretningsgøre. Det kan f.eks. være kapital til specialist- og konsulentydelser, leje af laboratorier eller indkøb af højteknologisk udstyr.

AU Launch-legatet udspringer i år af den politiske aftale om fordeling af forskningsreserven for 2024, hvor der blev afsat en ny type bevilling på Finansloven i 2024 i form af midler til styrkelse af universiteternes innovationsindsats. Hertil kommer midler fra Salling Fonden.

Ud over midler til AU Launch-legatet, vil en del af midlerne fra forskningsreserven gå til en pulje, som forskere kan søge til samarbejde med private og offentlige virksomheder. Denne pulje lanceres i løbet af efteråret 2024.

Et bredt spekter af AU-iværksættere kan søge AU Launch-legatet. Det kan være tunge forskningsprojekter med spinout-potentiale eller studieprojekter, som har modnet sig til en konkret forretning. Legatet kan søges af både etablerede AU-startups eller iværksættere, som endnu ikke har fået et CVR-nummer.

Ved sidste ansøgningsrunde i 2022 var MedicQuant en af de heldige ansøgere, der fik tildelt midler fra AU Launch.

Virksomheden har udviklet en ny teknologi, som lynhurtigt kan afsløre medicinniveauet i blodet på stroke-ramte og dermed nedsætte dødelighed og mén hos slagtilfældepatienter.

I spidsen for virksomheden står forskerne Line Dubois og Malthe Hansen fra Institut for Kemi, der modtog 197.600 kr. fra AU Launch til at skabe de bedste forudsætninger for at virksomheden kan indtage de europæiske og amerikanske markeder.

Ifølge Malthe Hansen kom legatet derfor til at definere retningen for MedicQuant. I 2022 udtalte Malthe Hansen således:

”Helt konkret skal midlerne bruges på at bestemme den mest optimale vej til godkendelse af vores produkt i EU og USA i samarbejde med en ekstern konsulent.  AU Launch muliggør, at vi kan tage et klart valg omkring, hvilket af de to markeder vi først skal satse på.”

Ansøgningsfristen er 18. september, og der kommer en anden runde senere på efteråret.

Læs mere om AU Launch her

Fakta

AU Launch

  • Ansøgere af legatet kan modtage op til 250.000 kr. pr. ansøgningsrunde og maksimalt 400.000 kr. pr. år.
  • Udvælgelsespanelet består af repræsentanter fra AU’s fagmiljø, The Kitchen og investeringsbranchen.
  • Pengene gives til udviklingen af forretningsidéer, der kræver en særlig økonomisk indsats at omsætte til praksis.
  • Et bredt udvalg af AU-iværksættere kan søge legatet. Det kan være tunge forskningsprojekter med spinoutpotentiale eller studieprojekter, som har modnet sig til en konkret forretning.