Besparelse hos AU Administration

På grund af et underskud på budgettet har universitetsledelsen besluttet, at administrationens 2012-budget skal reduceres med 15 millioner kroner. Pengene findes uden afskedigelser.

Udmøntningen af Aarhus Universitets budget for 2012 er faldet endeligt på plads, og for at få enderne til at nå sammen har det været nødvendigt at foretage en mindre reduktion i budgetterne for AU Administration. Det nyligt godkendte 2011-regnskab viste et lille overskud på 48 millioner kroner og den største omsætning i universitetets historie, og en del af dette års underskud udlignes derfor af et tilsvarende overskud på 2011-regnskabet, men det har derudover været nødvendigt at finde besparelser på godt 15 millioner.
– Vi finder pengene i år ved blandt andet at undlade at besætte en række ledige stillinger og skære i en række projekter. Derfor har det ikke været nødvendigt at ty til afskedigelser, siger universitetsdirektør Jørgen Jørgensen og understreger, at besparelsens størrelse skal ses i forhold til Aarhus Universitets samlede budget på cirka seks milliarder kroner.

Skal ramme kerneydelser mindst muligt

Alle ni vicedirektørområder er blevet bedt om at finde 0,7 procent af budgettet på hvert deres område, og to vicedirektørområder har derudover fundet ekstra besparelser: AU Kommunikation og AU Strategi.
– Vi har generelt ønsket at frigøre midler fra administration til forskning og uddannelse. Fokus har været på sikker drift. Derudover har vi foretaget en vurdering af, hvor besparelser vil kunne mærkes mindst muligt på universitetets kerneydelser. Det er baggrunden for de områder, vi har valgt ud, siger Jørgen Jørgensen. 

Bedre administrativ prioritering

Universitetsdirektøren er udmærket klar over, at mange ansatte i administrationen i forvejen oplever, at de skal løbe stærkt, og han roser den store indsats, mange TAP’er yder hver dag.
– Et stramt budget betyder, at der fortsat vil være travlhed, og det oplever mange jo i den grad i forvejen. Vi er i gang med en kæmpe omlægning. Alle tidligere administrative enheder skal samles til én, 55 institutter bliver til 26 og 9 hovedområder til 4, og det er ikke så lidt, vi beder vores medarbejdere om. Budgettet skal derfor også ses i sammenhæng med de iværksatte initiativer omkring bedre administrativ prioritering af nye initiativer, så vi bruger medarbejdernes ressourcer på det rigtige i stedet for at bede dem om at løbe endnu stærkere, siger Jørgen Jørgensen.

Fortsat fokus på forskning og uddannelse

Jørgen Jørgensen forklarer, at den sene endelige budgetlægning skyldes de mange omstruktureringer, universitetet er i gang med. Dermed er 2012-budgettet også kommet så sent på plads, at budgetlægningen for 2013 nærmer sig. Der er dog stadig nogle usikkerhedsmomenter, som skal afklares, inden det er muligt at give et godt fingerpeg om, hvordan det lander, fortæller universitetsdirektøren.
– Vi ved, at der overordnet er et krav om, at universiteterne frigør flere midler til forskning og uddannelse ved at skære på administrationsprocenten. Det er et krav fra ministeriet, som bestyrelsen og universitetsledelsen også tilslutter sig. På Aarhus Universitet ønsker vi at gå fra en administrationsprocent på 10 til 9 procent. Men da vi ikke kender væksten endnu, er det for tidligt at sige, hvordan næste års budget i sidste ende vil falde ud, siger Jørgen Jørgensen.