Brev fra dekan Allan Flyvbjerg

Onsdag den 9. marts 2011 offentliggjorde den samlede universitetsledelse sine beslutninger vedrørende Aarhus Universitets faglige organisering og en række tillægsbeslutninger – bl.a. om organisering på det administrative område.For os her på Health har disse beslutninger en række effekter, og jeg vil her opregne de mest omfattende.

Til alle medarbejdere på Health

Kære alle

I går - onsdag den 9. marts 2011 - offentliggjorde den samlede universitetsledelse sine beslutninger vedrørende Aarhus Universitets faglige organisering og en række tillægsbeslutninger – bl.a. om organisering på det administrative område.

For os her på Health har disse beslutninger en række effekter, og jeg vil her opregne de mest omfattende:

  • Ledelse: Fakultetet ledes af dekanen i samarbejde med fire prodekaner for henholdsvis forskning, talentudvikling, videnudveksling og uddannelse, samt lederen af dekansekretariatet og lederen af administrationscenteret for Health. Fakultetsledelsen udgøres af denne kreds sammen med de fem institutledere.
  • De seks biomedicinske institutter samles i ét Institut for Biomedicin.
  • Institut for Idræt, der hører til det tidligere naturvidenskabelige fakultet, overføres ledelsesmæssigt til Institut for Folkesundhed, mens uddannelser og fysisk beliggenhed forbliver uændrede.
  • Uddannelsen til sundhedsingeniør (civilingeniør- og kandidatuddannelserne) vil fremover høre under Sciences and Technology.
  • Alle institutter anmodes medio 2011 om at fremlægge en revurdering af deres respektive institutters interne faglige organisering og ledelsesstruktur.
  • Udvalg: På fakultetsniveau opretholdes Akademisk Råd, samarbejdsudvalg og arbejdsmiljøudvalg. Der oprettes et nyt Advisory Board med repræsentation af brugere og aftagere af fakultetets uddannelser, forskning og andre vidensprodukter
  • Der oprettes tre strategiske SUND-fora for henholdsvis forskning/talentudvikling, videnudveksling og uddannelse.
  • Der er fortsat én Ph.d.-skole eller Graduate School of Health Sciences ved fakultetet. Den ledes af prodekanen for talentudvikling.
  • Selvom der oprettes et strategisk forum for uddannelse opretholdes en række fagstudienævn for enkeltuddannelser.
  • Medarbejdere ved fakultetet ventes at kunne deltage i adskillige af de højprofilerede interdisciplinære forskningscentre, som AU vil satse på.
  • Fakultetet vil også selv støtte opdyrkningen af en række større og mellemstore tværgående forskningscentre.
  • Bygningsmæssigt domineres den umiddelbare fremtid af nybyggeri ved siden af Stenomuseet til dele af den nye Institut for Biomedicin samt af den fortsatte renovering af alle laboratorier samt af bygning og indretning af faciliteter til forskning og undervisning m.m. ved Aarhus Universitetshospital i Skejby.
  • Administrativt vil fakultet og institutter fremover først og fremmest blive betjent af AU’s fællesadministration med et fakultetsbaseret driftscenter. Der oprettes også et mindre dekansekretariat samt administrativ betjening på institut-/centerniveau.

Universitetsledelsens beslutninger omfatter også andre ganske væsentlige forhold, og jeg må henvise til det fremlagte materiale i sin helhed for at alle detaljer kommer med (se http://www.au.dk/om/fremtidensau/).

Fire af de fem institutlederstillinger er i opslag med ansøgningsfrist 31. marts 2011, mens institutlederposten for Institut for Klinisk Medicin opslås på et senere tidspunkt.

I processen frem mod offentliggørelsen af beslutningerne er materialet blevet bearbejdet. Der har været taget udgangspunkt i bl.a. mine forslag fra december 2010 til fakultetets faglige organisering. Ikke mindst har også de mange bemærkninger, som jeg har modtaget fra alle sider i fakultetet og fra Region Midtjylland, været inddraget og afvejet. Jeg vil gerne her atter en gang takke for de mange væsentlige og konstruktive kommentarer, der har været meget værdifulde i forløbet.

Jeg har i den umiddelbart forestående periode indbudt til en række møder, hvor jeg gerne vil møde så mange som muligt. Møderne skal bearbejde effekterne af beslutningerne her på Health i deres helhed og i en række delaspekter. Møderækken fremgår af den vedhæftede PDF-fil.

Som det fremgår af tidsplanen vil prodekanen for uddannelse mødes med repræsentanter for fakultetets studenterrepræsentationer og Medicinerråd, mens prodekanen for talentudvikling mødes med ph.d-udvalget.

Herforuden kan jeg allerede nu fortælle, at jeg agter at besøge alle kliniske afdelinger under Aarhus Universitetshospital i første halvdel af 2011.

Vi ser frem til at møde så mange som muligt af jer i den kommende uge.

Venlig hilsen

Allan Flyvbjerg

Dekan

Læs mere på: http://www.au.dk/om/fremtidensau/