De studerende arbejder frem mod ”Arts-råd” fra februar 2012

Navnet ligger endnu ikke fast, men de studerende på Arts vil arbejde for hurtigst muligt at etablere et studenterorgan på hovedområdeniveau til at repræsentere de studerendes interesser. Det var en af konklusionerne, da dekan Mette Thunø holdt møde med de studerende på Arts den 22. marts. Her blev Fremtidens AU og den fremtidige inddragelse af studerende diskuteret.

Målet er snart at have en samtalepartner for dekanatet klar på de studerendes side, selvom rådet formelt først kan træde i kraft februar 2012:


”HUMrådet har hele tiden fungeret som organ for de studerende på fakultetsniveau. Vi mener, det er vigtigt også på Arts at have et studenterorgan på dette niveau, så vi kan sikre alle studerendes indflydelse – og det vil vi arbejde på at etablere hurtigst muligt.

Vi snakker i øjeblikket med studenterorganerne på DPU og TEO om, hvordan et ”Arts-råd” kan indrettes, så studerende fra alle de nye fagudvalg bliver hørt i en demokratisk proces” siger Peter Thuborg Andersen, formand for HUMrådet.