Debatindlæg: Kunstig intelligens bliver en del af AU's uddannelser – spørgsmålet er kun hvordan

Kunstig intelligens er en kæmpe opgave for universiteterne. De nye teknologierne skal integreres på alle uddannelser. Men det skal gøres på en reflekteret måde, skriver prorektor Berit Eika og Arts-prodekan Niels Lehmann.

Indlægget blev bragt på Altinget: Forskning onsdag d. 8.november

Skrevet af prorektor Berit Eika og prodekan for uddannelse på Arts, Niels Lehmann

Når det gælder kunstig intelligens på universitetsuddannelserne, så har både medier og politikere i årets løb været mest optaget af spørgsmålet om forbud eller ej.

Men i realiteten er det et spørgsmål med en meget kort holdbarhed. I vores øjne er det uomgængeligt, at vores studerende skal beskæftige sig med kunstig intelligens (AI).

I høj grad fordi deres kommende arbejdsgivere forventer, at de er fortrolige med teknologien. Men også fordi AI på godt og ondt kan få stor betydning for vores samfund, og derfor er den væsentlig at arbejde med og kunne forholde sig kritisk til. Og det gælder vel at mærke ikke kun studerende på IT-uddannelser, men på alle vores uddannelser.

Det mere langsigtede – og langt mere interessante – spørgsmål er derfor ikke, om vi skal inddrage AI, men hvordan vi skal gøre det. Og ikke mindst hvordan vi gør det på en måde, som styrker uddannelsernes kvalitet og relevans – og sikrer deres integritet?

Byg kunstig intelligens ind i gærdet

Bekymringen for AI hænger som regel sammen med, at man opfatter eksempelvis ChatGPT som noget, der giver studerende mulighed for at springe over, hvor gærdet er lavest. Eksempelvis ved at få den til at skrive sin eksamensopgave.

Det er en helt reel bekymring, som dybest set handler om, at samfundet skal kunne have tillid til, at de studerende behersker det, de skal, når vi udsteder et eksamensbevis. Det er derfor, universiteter både herhjemme og i udlandet i første omgang har været restriktive i brugen af generativ AI i opgaver, hvor det forventes, at de studerende selv formulerer løsningerne.

På den længere bane mener vi dog, at man skal anskue AI som noget, der skal bygges ind i det gærde, de studerende skal over som led i deres uddannelse.

Dimittender skal kunne formulere problemstillinger i samarbejde med AI-værktøjer. De skal være i stand til at vælge de rette værktøjer. De skal vide, hvordan man bedst interagerer med dem. Og ikke mindst skal de kunne vurdere validiteten af outputtet.

Det er denne cocktail, man på Harvard og King's College i London eksempelvis har sammenfattet under akronymet PAIR (Problem, AI, Interaction, Reflection). PAIR-modellen tydeliggør dels, at brugen af AI kun er én del af en løsningsproces, og dels at der også er behov for menneskelige kompetencer, hvis man skal optimere interaktionen med AI'en.

Nye krav og muligheder for studerende

Vi skal med andre ord stille krav til kompetencer og refleksion hos studerende, som bruger AI i forbindelse med en opgave.

Og det er for så vidt ikke anderledes, end når de bruger andre metoder eller teknologier: De skal forholde sig eksplicit til det værktøj, de har brugt, og hvordan det har påvirket resultatet.

PAIR-modellen antyder samtidig, hvordan retmæssig anvendelse af AI kan gøre den til en slags personlig assistent, der tilpasser sig den enkelte studerendes niveau og læringsstil. Her ligger også særlige muligheder for studerende med ikke-akademisk baggrund, eller studerende som har brug for ekstra støtte til at få styr på begreber eller metoder.

Det er vigtigt at betone, at selvom vi kan formulere generelle målsætninger og retningslinjer for brug af AI, så kræver det dyb faglig indsigt at vurdere, hvordan man bruger teknologien bedst på den enkelte uddannelse. Derfor ligger der en væsentlig opgave hos de enkelte fagmiljøer. Den kan kun løses, hvis vi skaber gode rammer for opkvalificering af underviserne.

Drop våbenkapløbet

Eksamener er en anden central arena i arbejdet med at bringe AI ind i uddannelserne.

Der er ikke umiddelbart grund til at tro, at der kommer et redskab, som med sikkerhed kan kontrollere, om en AI-model har været medforfatter på en skriftlig opgave. Det er heldigvis ikke et våbenkapløb, vi behøver deltage i.

I stedet bør vi se på vores eksamensformater med nye øjne og vurdere, hvornår det giver mening at lade de studerende bruge AI, og hvornår vi bør holde den kunstige intelligens ude af eksamenslokalet, fordi vi skal udprøve kompetencer, som den studerende skal demonstrere på egen hånd.

Det sidste kan vi gøre på flere måder. I visse tilfælde ved at supplere skriftlige opgaver med mundtlige eller insistere på skriftlige stedprøver. I andre tilfælde ved at formulere eksamensopgaver, der kræver viden om højaktuelle emner eller inddrager specifikt stof fra det pågældende kursus. Her skal der naturligvis være stort fokus på integritet, men i lige så høj grad på, hvordan eksamenerne bidrager til kvalitet og relevans.

Der er ingen tvivl om, at AI stiller de videregående uddannelser over for en stor opgave med at revidere studieordninger, udvikle didaktik og ændre eksamensformater.

Men det er samtidig en fagligt spændende opgave, og det er ikke mindst en opgave, vi kan og skal løse af hensyn til både studerende, arbejdsgivere og samfund.