Dekanens klumme

Mette Thunø kommenterer i denne uge blandt andet studiemiljøundersøgelsen og de seneste ugers diskussion i medierne om humanioras status på danske universiteter.

Kære alle

Rektors just afholdte sommertale signalerer sommerferie, men både eksaminer, den faglige udviklingsproces og mange andre sager kører stadig i højt gear.

Jeg er naturligvis glad for, at studiemiljøundersøgelsen 2011 viser at de fleste studerende på Arts trives rigtig godt. Der er sket store forbedringer på mange fronter i perioden fra den forrige undersøgelse i 2007, og det kan vi være stolte af. Undersøgelsen viser imidlertid også, at vi har flere store udfordringer, som vi må reagere umiddelbart på efter sommerferien.

Først og fremmest er det betænkeligt, at studerende på Arts ligger i bunden hvad angår studieaktivitet. Kun gennemsnitligt 25 timer om ugen bruger vores studerende på studierne. Med det laveste taksametertilskud (STÅ) er det en udfordring for Arts at få vore studerende gjort mere studieaktive, men når vores struktur understøtter studier på fuld tid og undersøgelsen viser at høj studieaktivitet hænger sammen med høj studietilfredshed bliver vi nød til at revurdere vores undervisningspraksis for at højne studieaktiviteten før og efter timerne.

Jeg er også meget opmærksom på, at en forholdsvis stor del af vores udenlandske studerende giver udtryk for, at det er vanskeligt at trives i det danske studiemiljø. Vi skal blive bedre til at integrere de internationale studerende og overkomme traditionel dansk reserverthed. Når vi satser på at blive et internationalt universitet, skal vi yde en seriøs indsats for at åbne dørene og bidrage til de internationale studerendes trivsel.

Studiemiljøundersøgelsen giver os et enestående grundlag for at finde de rigtige steder at sætte ind. Vi søger derfor i august mange af universitetets puljemidler til forbedring af studiemiljø, så vi kan søsætte en række initiativer allerede i efteråret 2011.

Vi har de seneste uger også været vidne til en interessant diskussion i medierne om humanioras status på danske universiteter. Der bliver talt om kriser og skandaler. Jeg vil foretrække at se de forskellige indlæg som bud på, hvor humaniora – og i et bredere perspektiv – kulturvidenskab skal bevæge sig hen i det 21. århundrede. Det er en meget aktuel diskussion, der går hånd i hånd med den strategiproces, vi tager hul på i efteråret. Jeg er glad for, at diskussionen allerede er fløjtet i gang.

Jeg vil endnu en gang gerne invitere alle medarbejdere og studerende til at deltage i cafémøderne i næste uge. Vi afholder to åbne møder i hhv. Århus og Emdrup, hvor fire af arbejdsgrupperne fra implementeringsprocessen fremlægger deres rapporter. Der vil være rig mulighed for debat om konklusionerne med både arbejdsgrupperne og fakultetets ledelse.  Klik her for detaljer om Cafémøderne

Og så står vi endelig overfor den store fest for Fremtidens AU. Det gælder også den faglige opvarmning på Arts fredag eftermiddag. Der ligger nu et (hemmeligt) program med overskriften Alt godt fra Arts. Deltagerne fordeles ved ankomsten i tre lokaler, hvor de bliver præsenteret for korte og spændende faglige oplæg med titler, der pirrer nysgerrigheden, se listen på Arts fester. Vi har i skrivende stund 320 tilmeldinger, så der er lagt op til en både festlig og udfordrende eftermiddag. Det er stadig muligt at få en restplads ved at skrive til arts@au.dk
Jeg glæder mig til under mere uformelle rammer at få lejlighed til at snakke med alle og ønsker jer en rigtig god fest!