Den irske præsidents forelæsning

De små lande lægger det moralske pres

President of Ireland, Mary McAleese.

Det store Per Kirkeby Auditorium i Søauditorierne var fyldt til bristepunktet, da den irske præsident Mary McAleese gav forelæsning tirsdag den 12. oktober på Aarhus Universitet. Titlen på hendes forelæsning var ”Small States in the New World Order”. For hende at se spiller små lande som Irland og Danmark en vigtig rolle på den internationale politiske scene, og det er en rolle, som både Irland og Danmark har påtaget sig. Selv om Irland og Danmark ikke på alle områder er ens eller har haft de samme udfordringer, har de to lande ofte et fælles mål med deres bidrag til den globale udvikling og som medlemmer i de internationale organisationer og aktører i diplomatiske relationer. De er aktivt med til at sikre, at de store lande ikke tromler frem hverken politisk eller handelsmæssigt til fordel for sig selv og på bekostning af andre. Mary McAleese talte om ”det moralske pres”, som Danmark og Irland kan lægge på de store lande – for eksempel i spørgsmål som grøn teknologi og ulandsbistand, hvor hun fremhævede Danmark som foregangsland.

Hun påpegede, at Irland takket være medlemskabet af EU har gennemgået en overvældende økonomisk fremgang på relativt kort tid. Men med fattigdom i frisk hukommelse føler det irske folk en moralsk forpligtelse til at hjælpe andre lande med økonomiske udfordringer, og det irske folk har i dag en stærk solidaritetsfølelse med resten af Europa. Derudover ligger kampen for fred også Irland stærkt på sinde – lige som den gør for Danmark, sagde præsidenten.

Og med den globale økonomiske krise er de små landes rolle heller ikke blevet mindre vigtig. Deres vilje og insisteren på samarbejde og fælles fodslag er med til at sikre, at alle lærer af krisen og ikke sikrer sin egen vej ud af den. Derfor har lande som Irland og Danmark meget at tilbyde verden, sagde præsidenten.