En dybt beklagelig fejl

Meddelelse fra universitetsdirektør Jørgen Jørgensen og konstitueret forvaltningschef i AU Planlægning/AU Administration Charlotte Lyngholm

En dybt beklagelig fejl har medført, at partshøringsfasen for tre medarbejdere i AU Planlægning/AU Administration på Aarhus Universitet allerede i dag er påbegyndt.

Fejlen er, at fortrolige oplysninger om påtænkte afskedigelser er blevet formidlet til en kreds af medarbejdere. På den baggrund – og efter samråd med tillidsrepræsentanter – har vi fundet det mest respektfuldt over for de berørte medarbejdere at påbegynde partshøringsforløb allerede i dag – og ikke vente til næste uge.

Det er en dybt beklagelig fejl, som har meget ubehagelige personlige konsekvenser for de tre medarbejdere. En påtænkt afskedigelse er i sig selv svær at tackle, men dette forløb gør det om muligt endnu værre.

Det er samtidig vigtigt for os at understrege, at tidsplanen for udlevering af partshøringsbreve ikke ændres som følge af denne fejl. Partshøringsbreve udleveres – sådan som det hidtil har været meldt ud – 24.-26. februar.