Fælles EU-mission kan gøre danskerne solidariske med grækerne
Den truende græske bankerot viser, at solidariteten lider i EU. Hvorfor? Fordi man for længe har forsøgt at konstruere en fælles europæisk identitet med nationalstaterne som forbillede i stedet for at samle verdensdelen om en fælles mission. Det mener europaforsker ved AU, Christoffer Kølvraa.
Grækenland er tæt på en nedsmeltning, men egentlig bekymrer de fleste europæere sig mere om euroens overlevelse end om faren for, at græske arbejdere mister deres opsparinger. Det er nemlig så som så med solidariteten medlemslandene imellem i EU.
En af forklaringerne er, at EU er blevet et interessefællesskab i stedet for at være et projekt med fælles identitet og mål.
– Det sprogbrug, vi har omkring omfordeling af goder inden for Europa, tenderer mod at være interessedrevet. Lidt, som når man tegner en forsikring: ”Jeg er kun med for at få noget ud af det.” Derfor ser vi spørgsmål rejse sig omkring Grækenland, som aldrig ville forekomme i en velfærdsstat. En aarhusianer brokker sig jo ikke over at skulle sende sine skattekroner til en arbejdsløs i Nakskov, siger Christoffer Kølvraa, adjunkt i europastudier ved Aarhus Universitet.
Ifølge ham har et politisk projekt som EU behov for en fælles fortælling – en identitet, om man vil – som binder medlemmerne sammen om andet end geografi og økonomi.
– Der mangler en slags makronbund underneden, der ikke er omskiftelig og giver fornemmelsen af, at vi hører sammen, siger han og henviser til flere sociologers bekymring for, at identitetsløse demokratiske konstellationer som EU kan ende i flertalsdiktaturer, fordi de største ikke føler solidaritet med de mindste.
Fælles flag og hymne i 80’erne
Politikerne er godt klar over, at en fælles identitet er alfa og omega for EU’s succes. I 1973 forfattede de dengang ni medlemsstater derfor Deklarationen om den Europæiske Identitet, der blandt andet skulle holde dem fast på deres fælles politiske vilje til at få projektet med et forenet Europa til at lykkes.
For at nå det mål vendte man sig mod dem, der har haft størst succes med at skabe identiteter: nationalstaterne. En dødsdømt idé fra starten, hvis man spørger Christoffer Kølvraa.
– I 80’erne forsøgte man at implementere et europæisk symbolrum med fælles flag og hymne. Men netop de symboler tilhører nationalstaterne, og i en konfrontation med dem taber EU.
Han mener derfor, et symbolrum skal suppleres af et fælles narrativ eller en fortælling, som ikke behøver inkludere de traditionelle nationalistiske identitetsmarkører.
– En nationalstat er ofte bygget op omkring en fælles historie og kultur, men faktum er, at Europa ikke har nogen gloriøs fælles historie. Der kan godt plukkes ned fra hylderne som eksempelvis mottoet ”from Plato to Nato” og henvisninger til renæssancen, men pointen er, at de europæiske lande har været mere mod end med hinanden gennem tiden, fortæller Christoffer Kølvraa.
Fredsprojektet som fortælling
En europæisk identitet er derfor nødt til at være noget andet mellemstatslig. En kollektiv identitet, som bliver et supplement til det nationale.
Det var også planen med oprettelsen af Kul- og Stålunionen i 1951 – forgængeren for EU. Europa skulle lægge sin blodige fortid bag sig og sikre freden gennem samarbejde. Men det brand er svært at sælge i dag.
– Den fortælling har sejret ad helvede til og er i dag reduceret til en abstrakt tanke. De unge europæere kan jo ikke forstå, at de skal takke EU for, at Tyskland og Frankrig ikke ryger i flæsket på hinanden, siger europaforskeren, der har skrevet flere artikler om europæisk identitet.
EU som global fredsvogter har potentiale
En ny fortælling skal i stedet indeholde en fremtidssikret mission, som også kan italesættes. Lidt som virksomheder gør gennem deres payoffs ”Nokia – Connecting People” eller Vestas’ ”Wind. It means the world to us”.
Det forsøgte man faktisk i løbet af 00’erne, og det er stadig et projekt, Christoffer Kølvraa ser potentiale i.
EU skulle være garant for demokrati, velfærd og menneskerettigheder som modvægt til USA’s offensive udenrigspolitik. EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik blev derved bærende for den europæiske identitet. I 2003 fik Den Europæiske Union derfor sin første internationale sikkerhedspolitik med overskriften ”A Secure Europe in a Better World”.
– I de fede år fra omkring år 2000 frem til finanskrisen var der en enorm optimisme omkring at genskabe projekt ”Europa” gennem udenrigspolitikken. Specielt med Irak-krigen pegede man på, at EU i modsætning til USA’s traditionelle militære magt besad en ny slags ”normativ magt” – en magt, der kom af, at man satte et attraktivt eksempel til efterlevelse for resten af verden. Et helt kor af europæiske politikere og intellektuelle udtrykte begejstring omkring strategien, siger Christoffer Kølvraa.
Men finanskrisen bremser optimismen. Idéen om at være en slags mentor og forbillede for den omgivende verden med sit demokratiske og velfærdsmæssige overskud mister styrke, når man skal have økonomisk støtte fra kineserne, påpeger han.
Ingen bånd, der binder medlemslandene
Krisen viser også, hvor skrøbelig unionen er uden en stærk fælles identitet. Dels på grund af manglende solidaritet, dels på grund af landenes skeptis.
– Når en politisk konstruktion ikke er underbygget af en identitet, bliver det meget let at smide den ud, hvis den kommer i modvind. Problemer som den nuværende krise tolkes som et udtryk for, at hele unionen er rådden og usund, forklarer Christoffer Kølvraa.
Selv har han ingen større brandingstrategi klar, som Helle Thorning-Schmidt kan tage med til næste samling i ministerrådet. Men han opfordrer politikerne til at blive ved med at italesætte det fælles projekt i det offentlige rum, hvis de vil styrke solidariteten mellem landene – en identitet bliver ikke bygget på én dag.